søndag den 26. marts 2017

Vivian, Christina Hesselholdt


Bogen er et anmeldereksemplar fra Bog og Idé, og den kan købes lige her
5/6 stjerner


Jeg vidste ikke, hvem Vivian Maier var, før jeg læste denne bog, men nu fylder hun meget i min bevidsthed. Det gør hun, fordi hun var en kvinde med ben i næsen, en kvinde med styrker, svagheder og mærkværdigheder, som ikke lige er til at glemme igen. 

Jeg bryder mig ikke om at der er nogen der ved mere om mig end jeg selv gør, her går jeg og kigger på foråret og tænker det er dejligt, og jeg vil også gerne gå her næste år, og så sidder Han deroppe med kuglerammen og ved at dette bliver mit sidste, eller at jeg har præcis tre forår tilbage.

Vivian er en historisk roman, som fortælles af flere stemmer i en  imponerende øjebliksmosaik. Stemmerne skiftes til at tage ordet, først er det Vivian, så er det pigen, Vivian passer, og så er det fortælleren... Stemmerne overlapper hinanden, taler med hinanden og sladrer om hinanden, alt imens et liv - Vivian Maiers liv -  konstrueres. 
Vivian er et eksempel på den ukendte kunstner, som først efter hun er død, bliver berømt. Det meste af livet brugte hun som barnepige, men det som skulle gøre hende berømt var de mange fotografier, hun tog. Med et kamera om halsen indkapslede hun verdenen, som hun så den, og fotografierne er smukke. 


Som barn forekom det mig ubegribeligt at noget kunne gå for sig når jeg ikke var der til at se det. Nu er det en slags trøst i forhold til døden, altså, engang vil jeg ikke længere kunne se hvad der foregår; men der er alligevel foregået så meget som jeg ikke har set; så det er jeg jo vant til, og så er det vel ikke så slemt.

Jeg læser Vivian som et eksperiment. Vivian fremstår meget tydeligt i romanen: barndomsøjeblikke, berøringer af historiske flader og begivenheder, fotografierne og hendes karakters særheder er alt sammen med til at skabe hende. Men fortælleren har genoplivet hende fra de døde, og den Vivian vi møder, er fortællerens Vivian. Det er på én gang meget mærkeligt og meget spændende, når fortælleren går i dialog med Vivian og taler med fortiden og med de døde. Det er et eksperiment, jeg rigtig godt kan lide! 



Hvor meget af mennesket bag kan man se i værkerne. Er man skjult bag dem eller afslører de tværtimod én? Det tror jeg de gør. Fortælleren er den egentlige hovedperson.

Hesselholdt skriver helt eksemplarisk. Hendes sprog er så dejlig let og enkelt, samtidig med at det indeholder en masse humor og underfundighed. I morgen skal jeg mødes med min læseklub, og jeg er spændt på at høre, hvad de synes om bogen.



Jeg hævder: ting som dette fandt sted.






ENGLISH BELOW
____________________


I've read the Danish author Christina Hesselholdts new novel Vivian about the American photographer Vivian Maier. The book is constructed in a very peculiar way with the voices of Vivian, the narrator and several other people overlapping. The voices talk to each other, gossips about each other and at the same time they construct a life - Vivian Maier's life. And she's definitely a special woman! She is one of those artists who stays unknown until their death. After Vivian's death, her photographies were found, making her a known public figure. The photographs are stunning by the way!

Anyway, the book is written in Danish and unfortunately it hasn't been translated to English. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar