mandag den 20. februar 2017

FANTASY: a genre I don't understand


Jeg bliver jævnligt opdateret af diverse nyhedsmails fra både forlag og bogbutikker om boglanceringer, nye udgivelser og spændende forfatterbegivenheder. Normalt er det altid med glæde og spænding, jeg åbner disse mails, men i øjeblikket orker jeg det næsten ikke. Måske er det fordi, jeg har set mig sur på en ting og derfor ikke ser andet end det, men det forekommer mig, at fantasy fylder alles sind. Jeg har mange, virkelig dygtige bogblogger-kollegaer, som jeg følger med hos og respekterer inderligt, men også her bliver jeg ramt af en "jeg-kan-ikke-klare-mere-fantasy"-mur, som slår mig helt ud. 

Jeg håber, I forstår, at dette indlæg ikke er en klage over fantasy-anmeldere/anmeldelser. Jeg ønsker på ingen måde at fornærme nogen. Det er mere en undren. En undren over, hvad det er fantasy kan og gør, som jeg ikke har forstået eller opdaget (endnu?).

Fantasy er vist en ret bred genre, så måske har jeg læst mere fantasy, end jeg selv går og tror. Og måske tror jeg, at nogle værker jeg har læst er fantasy, hvor de i virkeligheden er noget helt andet (i så fald, må I meget gerne rette mig). Som barn elskede jeg Philip Pullmans serie Det Gyldne Kompas, og jeg var fuldstændig tryllebundet af The Edge Chronicles af Paul Stewart og Chris Riddell. Da jeg blev lidt ældre, tog jeg med Arthur Dent på eventyr i A Hitchhiker's Guide to the Galaxy, men det er vel i virkeligheden mere et sci-fi-eventyr, end et fantasy-eventyr? Det jeg vil nå frem til er, at min undren ikke er opstået, fordi jeg aldrig har læst fantasy, men mere fordi, jeg føler, jeg voksede ud af genren

På et tidspunkt virkede det irrelevant at læse fantasy. Jeg kunne ikke længere forbinde eventyrerne med noget, jeg kendte i forvejen, jeg kunne ikke se mig selv i karakterne (som oftest forblev unge, mens jeg selv blev ældre) og de magiske elementer tryllebandt mig ikke længere. Dermed ikke sagt, at man altid skal kunne se sig selv i karaktererne eller genkende elementer fra sin egen verden, for at synes om en bog. Men for mig var fantasyromanerne eventyr, som jeg tog del i, og på et tidspunkt, blev det mig umuligt at rejse med. Siden dengang har jeg ikke læst fantasy, og lysten dertil eksisterer ikke. 

I dag befinder jeg mig, som bogblogger, i et miljø, hvor fantasy stortrives. Selv hvis lysten til at læse fantasy var der, ville det være mig umuligt at finde ud af, hvor jeg skulle starte i det ocean af fantasyværker, som florerer i øjeblikket. 

Jeg indrømmer gerne, at jeg har en række fordomme om fantasy-genren, men jeg har altid været nervøs for at italesætte dem. I dag har jeg dog valgt at gøre det, fordi jeg håber (!), I kan sparke dem alle sammen til jorden og gøre dem til skamme! 

Her er mine fem fordomme. Jeg ved, de er generaliserende og naive, og at det er uretfærdigt at skære en hel genre over én kam, men ikke desto mindre, er det sådan, jeg i min uvidenhed, har det. 

1. Fantasyfortællinger er mere eller mindre den samme historie fortalt igen og igen

2. Fantasy handler mere om kreative opfindelser end kreativt sprog

3. Fantasy indeholder ofte en meget tydelig og kliche-fyldt morale

4. Fantasy er henvendt til børn og unge

5. Fantasyfortællinger kan fortsætte i uendeligheder (serierelle udgivelser i stedet for enkeltudgivelser)


Jeg håber, I kan gøre mig klogere på genren ved at fortælle mig, hvad I elsker ved fantasy, hvad I får ud af det, og hvorfor I læser det. Og jeg håber, I ikke tænker ilde om mig, men i stedet har lyst til at indgå i en samtale om denne genre, som jeg ikke forstår. 



ENGLISH BELOW
___________________

I receive a lot of mails from publishers and book stores about new books, author events etc, and I've always opened them with a certain degree of excitement and eagerness, but recently I haven't even been bothered opening them. Maybe it's just me who's got my mind stuck on this one thing, but it seems that everywhere I look I see fantasy. I have a lot of incredibly talented book-blogger colleagues whom I respect very much, but even among those I get exhausted of the massive amounts of fantasy-related talk.

I hope this won't be understood as a complaint or as if I don't respect fantasy reviewers/reviews. My aim is not to offend anyone. I simply cannot understand the fascination. What is it that fantasy can and does, that I haven't been able to grasp?

It seems to me that fantasy is a very broad genre, so I might actually have read books within the genre which I didn't know could be categorised as fantasy, or I might think that I've read works within the genre that absolutely doesn't belong there (in this case, please feel free to correct me!). As a child I loved Philip Pullman's series The Golden Compas, and I adored The Edge Chronicles by Paul Steward and Chris Riddell. When I got older I went on an adventure with Arthur Dent in A Hitchhiker's Guide to the Galaxy, but I assume that's a sci-fi adventure and not a fantasy adventure? Anyway, what I want to say with all this is that my wonder is not based in the fact that I've never read anything in the genre, but instead in the fact that I feel as if I outgrew the genre

As I grew older it seemed more and more irrelevant to read fantasy. I couldn't connect the adventures with anything relevant to me, I couldn't see myself in the characters (who often stayed young while I grew older) and the magical elements that I used to love stopped dazzling me. Not that you absolutely have to connect stories in the book with your own life or see yourself reflected in characters to like a book, but to me, the fantasy novels were adventures that I took part of, and at some point in my life I just couldn't take part any longer. Since then I haven't read anything in the genre and I haven't wanted to. 

I don't mind admitting that I have several prejudices against the fantasy genre, but I've always tried to avoid talking about it. Today, however, I'm listing them, because I hope (!) you guys can prove me wrong. 
So, here you have them. I know I'm being extremely unfair and naive when talking of all kinds of fantasy as if it's just one thing, but again please remember, that I don't know a lot about fantasy and that I'm very very eager to be proven wrong by you.

1. Fantasy stories are all pretty much the same story told over and over again.

2. Fantasy is more about creative inventions rather than creative language

3. Fantasy stories usually have one very clear and too-obvious morale. 

4. Fantasy is written for kids and young adults

5. Fantasy stories can go on for an eternity (they're all part of a series instead of being just one book)




I hope, you can help me out and make me understand the fascination of this genre by telling me you love it, what you get out of reading it. And I hope, you won't think too badly of me, but instead want to participate in a debate about this genre, that I simply don't understand. 




11 kommentarer:

  1. Men ... Så vidt jeg husker, elskede du da 'Neverwhere' og 'The Ocean at the End of the Lane', ikke Jeg synes i hvert fald, de meget fint illustrerer, hvad fantasy også kan være :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Korrekt! Dem havde jeg slet ikke overvejet. Især Neverwhere var jeg vild med. Sjovt nok placerede jeg aldrig den som fantasy, nok fordi den på en måde er meget knyttet til en virkelig verden - men det findes der selvfølgelig også mange andre eksempler på fantasy-værker, der er. Det er vel nok i virkeligheden min uvidenhed der gør, at jeg ikke helt ved, hvad jeg skal stille op med genren :-)
      Tak for påmindelsen hvertfald! To vigtige værker at huske :-)

      Slet
  2. No worries - sådan har vi det nok alle sammen med en eller flere genrer.

    Men lad mig lige tage fat i dine fem fordomme:

    1. Ikke nødvendigvis. Der findes mange forskellige fantasybøger, men der er ikke mere gentagelse i denne genre sammenlignet med andre. Men jeg synes dog ofte, at der kommer bølger af bøger, der ligner hinanden (for eksempel irriterende mange trekantsdramaer i årene efter Twilight).

    2. Hehe, det er nok nærmere scifi, der er ramt af det. Fantasy kan til gengæld være ramt af 'kreative navne' og 'kreative racer', men ikke rigtig opfindelser. Fantasy er dog netop også bygget på fiktive verdener, og derfor vil der være en større andel af 'opfindelser' i disse bøger frem for socialrealistiske bøger. Fantasy kan bestemt godt være smukt skrevet.


    3. Naah, det synes jeg ikke. Det er nok mere ungdomsbøger som helhed, der kan være ramt af det. Jeg er i hvert fald ikke stødt på særlig moralske fantasybøger...

    4. De danske fantasybøger er ganske rigtig primært henvendt til børn og unge - for der er ikke et (stort nok) marked til fantasy for voksne. Måske skyldes det, at mange af de voksne, der læser fantasy, bare læser det på engelsk (sådan har jeg det selv). De engelske bøger koster en tredjedel i forhold til danske oversættelser, man skal ikke vente lang tid på, at bøgerne bliver oversat, og man risikerer ikke, at forlaget pludselig dropper at oversætte resten af serien. Når det så er sagt, så findes der masser af lækker fantasy til voksne.

    5. Det er til gengæld fuldstændig rigtigt. Samme problem inden for scifi-genren. Jeg kan godt forstå, at forfattere - så snart de har skabt en ny, fiktiv verden - gerne vil skrive flere bøger, der foregår i denne verden, men altså... alt med måde... :-)

    Jeg kan godt lide fantasy af flere årsager. Genren har noget af den samme magi som de traditionelle eventyr (som var en af de første genrer, jeg læste som barn), og jeg elsker den uforpligtende og legende tilgang til verdenen, hvor der pludselig kan eksistere drager, dæmoner og nisser. Det kan være mørke universer eller fantastiske drømmelande. Der er ikke en bestemt forestilling om, hvad man kan som mand eller kvinde (hvilket er lidt løgn, for genren har desværre været præget af en middelalderlig tilgang, men det har heldigvis ændret sig en del gennem årene). Det kan være storslåede historier om heltemod og at gøre det rette, eller det kan være depressive tragedier om ondskab og egoisme.

    Fantasy er ren eskapisme. Jeg læser for eksempel sjældent socialrealisme, for det har jeg nok af til hverdag, men det er alt, alt for sjældent, at jeg møder en drage ;-)

    Tak for tålmodigheden, hvis du nåede så langt - ordene rendte lidt af med mig :D


    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Først og fremmest tak!! Hvor er det fedt med så dejlig og uddybende en kommentar!

      1. Det er jeg glad for at høre! Måske når man - som jeg - ikke læser meget i genren, automatisk næsten udelukkende lægger mærke til de værker, som får mest omtale - og det er selvfølgelig ikke altid, at de værker, der får mest omtale, er dem der varierer mest.

      2. Det er også en lidt ekstrem fordom, og det er da også sat lidt på spidsen, men når jeg lytter til andre, som taler om fantasy, virker det oftest som om, de læser det for den anderledes verden og ikke for sproget. Hvilket jo er en fuldstændig ligeså reel og god grund som enhver anden (!), men jeg vil nok gerne have lidt at tygge på i teksten også. På facebook blev jeg dog påmindet om Tolkien, som i høj grad giver en noget at tygge på sprogligt. Og der er helt sikkert mange andre, som jeg bare ikke har opdaget endnu.

      3. Haha, det er fedt at høre! Der er jeg åbenbart gået helt og aldeles galt i byen så :D

      4. Åh, det giver jo alt sammen god mening. Hvis du har nogle gode eksempler på "voksen-fantasy", må du meget gerne dele dem med mig, så jeg kan undersøge, om der skulle være noget for mig :-)

      5. Det var da alligevel også rart, at noget af min fordom ikke er helt urealistisk. Jeg er hvertfald glad for at høre at du til dels er enig her!

      Jeg forstår virkelig godt eskapismen ved at læse fantasy! Det var virkelig magisk at forsvinde ind i en bog og en anden verden. Og jeg er ked af, at jeg ikke længere kan det i fantasy.
      Haha, det er nok den bedste pointe, jeg har hørt indtil nu! - Det er virkelig også sjældent, man møder en drage ja. Men hvis du en dag gør, så har du nok meget mere erfaring med, hvordan man skal håndtere sådan en situation, end jeg har ;-)

      Tak igen for din besked!
      Ida

      Slet
    2. Mistborn-trilogien af Brandon Sanderson er en af de bedste fantasyserier, jeg har læst. Så er der selvfølgelig 'The Game of Thrones' (hvor jeg dog ikke var så begejstret for den 5. bog). 'Temeraire'-serien af Naomi Novik, 'The Way of Shadows' af Brent Weeks.

      Slet
  3. Godt indlæg og virkelig fedt at læse om dine kvaler med fantasy. Jeg elsker selv at læse fantasy, fordi det giver mig en virkelighedsflugt jeg nyder i fulde drag. Jeg er vild med at blive taget med til fantastiske og umulige universer, hvor alt er muligt. Hvor der findes magiske væsner osv.

    Jeg vil også gerne svare på dine 5 fordomme, så here goes.

    1. Ikke nødvendigvis - jo, bevars, meget af det handler om de gode der skal bekæmpe de onde på en eller anden måde, men mange af dem indeholder meget mere end det. Jeg synes ikke at det er mere gentagelse end i andre genre, fx ungdomsbøger med trekantsdramaer, som også Piskeriset nævner.

    2. Det synes jeg bestemt ikke. "Det ulmende oprør", "Odinsbarn" og "Midnatspigen" er alle tre fantasy fortællinger hvor der ingen fancy opfindelser, men derimod "kun" magi - samtidig er de alle tre skrevet i et virkelig fængslende og spændende sprog.

    3. Der er jeg igen enig med Piskeriset - synes ikke jeg er stødt på nogle særlig moralfyldte fantasybøger, men netop nok mere ungdomsbøger der har en løftet pengefinger.

    4. Bestemt ikke! "Som en skygge" af Brent Weeks er på ingen måde en børne/ungdomsbog. Der er virkelig mange beskrivelser af hvordan samfundet hænger sammen, politik og magt - noget som ofte er nedtonet i børne/ungdomsfantasy. "Game of Thrones" er vel heller ikke for børn og unge?

    5. Enig - det kan være svært at stoppe igen, der er ofte lige en sidefortælling der kan fortælles mere i dybden, nye personer der også skal have en stemme osv. Jeg synes dog der er en begyndende tendens til at lave duologier i stedet for trilogier, det hjælper vel lidt på det? "Diabolik" af S. J. Kincaid er en enkeltudgivelse, men det er vel mere sci-fi?

    Mvh.
    Line Dalbro / Forestillingomparadis.blogspot.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Line. Hvor er det dejligt, så positivt du tager imod mine fantasy-kvaler og fordomme. Tak!

      1. Ja, I har nok begge ret angående det punkt. At alle genrer har deres gentagelser, og at der bare er nogle bestemte elementer, som ofte forekommer i bestemte genrer.

      2. Dejligt med nogle eksempler! Dem vil jeg lige tjekke ud og undersøge, om de kunne være noget for mig, når nu de alle tre har et fængslende sprog og "kun" indeholder magi ;-)

      3. Okay, jeg kan høre, at jeg er helt galt på den med den moraliserende pointe. Den fordom vil jeg simpelthen bare glemme så!

      4. Nej, det kan jeg da godt se, nu du skriver det! "Game of Thrones" ville hvertfald være svær at komme igennem for et barn, vil jeg tro, og hvis sexscenerne (og incesten) er ligeså eksplicitte som i tv-serien - måske også lige på grænsen til hvad der er i orden? Hvertfald hvis vi snakker helt små børn :P

      5. Som jeg også skrev i min kommentar ovenfor, så er det rart, at der trods alt har været en lille bitte smule sandhed i bare en af mine fordomme. Selvom jeg gerne vil modbevises, så er det da rart, at jeg ikke er fuldstændig galt på den på alle punkter. Men jeg forstår nu også udemærket, hvorfor man har lyst til at fortsætte med at skrive i det univers, man har skabt.

      Tusind tak for din kommentar, Line! Det er virkelig spændende at læse mere erfarne-fantasy-læseres holdning til dette!

      Ida

      Slet
  4. Det, der fascinerer mig i fantasy og sci-fi er ofte opbygningen af komplette universer - sprog, normer, religion - med Harry Potter og Game of Thrones som de lysende eksempler. Jeg synes at netop det at man fjerner historien fra vores virkelighed er med til at sætte almengyldige problemstillinger i nyt lys.

    Jeg havde for et par år siden en lang "dystopia"-periode, som startede med Hunger Games og siden omfattede stort set alt hvad der var udgivet af YA-dystopier - selv om jeg egentlig er for gammel til den slags ;-). Her har du ganske ret i at når man først har læst 5 af den slags serier, så er det oplagt at det er den samme historie igen og igen. Ungt menneske sætter sig op mod det eksisterende system - og helst et trekantsdrama ind over. Men jeg er stadig dybt fascineret af den fantasi og forestillingsevne der ligger bag den type bøger, og kan sagtens "læse henover" alle klicheerne og stadig nyde historien. Jeg læste også flere "voksen"-dystopier: Orwell, Ishiguro og Atwood, som du har stående på hylden her - men er det overhovedet fantasy? Jeg er ikke helt inde i genredefinitionerne ;-)

    SvarSlet
  5. Selvom der er kommet nogle virkelig gode svar, vil jeg også lige give mit input:

    1. Vel ikke mere end indenfor andre genrer? Kærlighedshistorier, chick-lit og krimier - de rummer vel alle en slags grundelementer, der gør det til netop den genre. Men der er stadigvæk utallige bøger indenfor alle genrer der skiller sig ud :)

    2. Det kommer an på forfatteren. Ja, universet er selvfølgelig en stor del af det i netop fantasy, hvor det hele skal forklares. Men f.eks. Neil Gaiman, Erin Morgenstern og Eowyn Ivey skriver fortryllende smukt og sproget er absolut med til at fange læseren!

    3. Det har jeg faktisk aldrig tænkt over, så det ved jeg ikke. I så fald har jeg aldrig lagt mærke til det.

    4. Fantasy er henvendt til alle ;) Jeg har i hvert fald læst en del fantasy der på ingen måde egner sig til børn. Jeg kan anbefale Game of Thrones, Robin Hobb, J.R. Ward, V.E. Schwab og Brent Weeks.

    5. Enig og det er muligvis ofte et problem - men egentlig ikke for mig. Det kræver en hel del at skabe et ordentligt og troværdigt univers og jeg forstår virkelig godt at forfatteren har lyst til at blive i det univers. Men samtidig er der også mange stand-alones indenfor fantasy. The Snow Child, The Night Circus, Uprooted og The Ocean at the End of the Lane.

    Jeg synes bestemt, du skal give fantasy en chance mere - men samtidig synes jeg du skal læse det, der gør dig glad. Det er vel derfor, vi læser :D

    SvarSlet
  6. Jeg er egentlig enig med de kommentarer, som de andre har skrevet. Jeg tror ikke, at jeg kan formulere noget, som ikke bunder ud i det samme ;)

    Og så er læsning for mig 'en måde at slippe væk fra virkeligheden på', og derfor har jeg nok altid foretrukket fantasy. Dér fandt jeg min læsekrog, der kunne jeg mentalt slippe væk fra den triste og grå virkelighed og svælge mig i magiske skabninger, ukendte lande og magi. Sidenhen er jeg jo også faldet for social-realisme, men det var fantasy-genren, der ligesom startede mit liv som læser.

    SvarSlet
  7. Jeg vil gerne lige stemme i, Ida - jeg forstår fuldstændig dine oplevelser. Det var egentlig lidt lækkert at læse et indlæg, der satte ord på nogle tanker, jeg selv har gået med, men aldrig været så bevidst om, at jeg ville kunne liste dem op på denne måde. Jeg er heller ikke selv særlig velbevandret inden for genren, så mine forestillinger kommer helt klar også af uvidenhed langt hen ad vejen. Men altid rart ikke at være alene.

    ... Og så alligevel. For jeg har jo eksempelvis selv lige taget hul på Kings "The Dark Tower"-serie, hvor jeg faldt fuldstændig for den første bog. Så genren kan jo noget, hvis man finder det rette værk - og dette værk kan i øvrigt stærkt anbefales.

    I virkeligheden tror jeg mest, de punkter, som du opstiller, og jeg tilslutter mig her, beskriver mine fordomme om sci-fi/fantasy-YA. Der var hele Twilight-tingen, og så var der hele Hunger Games-tingen, og jeg synes bare alt jeg ser i YA minder om en af de to. Okay, jeg er måske også bare farvet af lige at have været i praktik i Læs for Livet, hvor jeg stod og sorterede og alfabetiserede Dark Romance, så du tror det er løgn. Og så ligner True Blood og Vampire Academy og hvad de eller hedder allesammen altså virkelig hinanden til forveksling.

    Men! Så er det jo en gave at kunne læse udførlige kommentarer fra folk, der er meget mere fantasy-vidende en mig selv og blive uddannet! ;) Og det er da for læks, at der bliver disket op med anbefalinger på stribe.

    Så vil jeg også bare sige, at jeg elsker at læse indlæg, som går i dybden med et emne på denne måde. Og mindst ligeså meget elsker jeg, at kommentarfeltet bugner af lange, dedikerede kommentarer, og at der faktisk kan opstå en fed snak. Arhmen alt er godt, altså! :D

    P.S. Irriterer det dig slet ikke, at "Bavian" står på hovedet?

    litcomprime.wordpress.com

    SvarSlet