onsdag den 15. marts 2017

A Year of Marvellous Ways, Sarah Winman


Et år med underfulde møder, Sarah Winman. Gave fra forlaget Turbine. 


Et år med underfulde møder er ikke en historie om krig, selvom krigen danner ramme om den, det er heller ikke en historie om alderdom, selvom alderdommen er allestedsværende, Et år med underfulde møder er en historie om, hvordan forskellige liv har indflydelse på hinanden, om mødet mellem en ung mand og en ældre kvinde, om at miste, elske og dø. 

Francis Drake er vendt tilbage til England efter krigen for at udføre et løfte, han gav til en døende soldat, om at aflevere et brev til soldatens far. I London møder han en gammel kærlighed, og han konfronteres med et forandret og ugenkendeligt hjem, som får Francis til at falde fra hinanden. Da han vågner igen, befinder han sig midt i Cornwalls natur hos den ældre kvinde Marvellous. Marvellous hjælper langsomt Francis på fødderne igen, mens Francis går på opdagelse i Marvellous fortid. I de magiske naturomgivelser, hvor Marvellous bor, opstår et smukt venskab. 

Marvellous blossomed, having quite forgotten what an exciting and necessary jolt being needed gave.

Ud fra gamle skrøner og historier spinder romanen et jordnært og trygt univers af magi og eventyrlige elementer, som er enormt dragende og beroligende. 

Et år med underfulde møder er en dejlig roman. Jeg holdte af alle Marvellous sære skævheder, stemningen og slåenlikøren, de friskfangede, nystegte fisk og de smørfedtede fingre. Jeg nød fortællingerne fra fortiden, historierne om havet og om havfruehaler, og jeg nød det abstrakte og ubestemte ved historien.
Det er en dejlig roman med fantasifulde elementer og uforudsigelige drejninger. Perfekt til en stille regnvejrssøndag. 





ENGLISH BELOW
__________________
(The book is received as a present from the Danish Publishing company Turbine)

A Year of Marvellous Ways is not a story about war, although war sets the frame, it is not a story about growing old, although old age is constantly present. A Year of Marvellous Ways is a story of how different lives influence each other, about the meeting between a young man and an old woman, about losing, loving and dying. 

Francis Drake has returned to England after the war to fulfil a promise he gave a dying soldier. He is going back to deliver a letter to the soldier's father. In London he meets an old love, and he is confronted with a changed and unrecognisable home, which causes him to fall apart. When he wakes up, he finds himself surrounded by nature in Cornwall with an old woman named Marvellous. Marvellous slowly helps Francis back on his feet, while Francis explores Marvellous past. In the magical surroundings, a beautiful friendship begins. 

Marvellous blossomed, having quite forgotten what an exciting and necessary jolt being needed gave.

Based in old stories, the novel creates a very safe universe of magic and fairy tales, which is incredibly compelling and comforting. 
A Year with Marvellous Ways is a lovely novel. I adored all the quirky traits of Marvellous, the atmosphere, the sloe liquor, the newly catched and fried fish and the buttery and greasy fingers. I enjoyed the stories of the past, the stories of the sea and the stories of mermaid tales. I enjoyed the abstract and the uncertainty of the story. It's a lovely novel with imaginative elements and unpredictable events. Perfect for a rainy sunday. 

onsdag den 8. marts 2017

Women in literature (og en lynkonkurrence!)

Der er ingen tvivl om det, når man lader blikket glide henover mine bøger: jeg læser primært mandlige forfattere. Jeg har været bevidst om det et stykke tid efterhånden, men samtidig med, at jeg selvfølgelig undrer mig over det, har jeg ikke haft et behov for at skulle læse flere kvindelige forfattere, bare fordi, jeg ikke gør det nu. Jeg læser de bøger, jeg synes lyder spændende, og at det så hovedsageligt er bøger, mænd har skrevet, kan jeg altså ikke forklare. Når det så er sagt, så er der også kvindelige forfattere blandt alle mændene på mine hylder. Her er et par kvindelige forfattere, hvis bøger jeg på det varmeste kan anbefale.




Ali Smith: jeg har kun læst en enkelt af hendes romaner, Autumn, men den tog mig til gengæld med storm. Strukturen var spændende, sproget legende skønt og temaet meget relevant. 

Tove Ditlevsen: Selvfølgelig er Tove på denne liste. Hun var en rocker-sej dame med ben i næsen og kloge ord til alle. Hendes bøger er både hårde og skønne, og hun formulerer sig på et sprog, som giver mig lyst til at juble. 

Yaa Gyasi: Jeg havde ikke hørt om Gyasi før jeg læste Homegoing med min læseklub i starten af sidste sommer. Hun skriver virkelig rørende om hvordan flere liv og generationer bevæger sig gennem tid og sted for at nå hjem

Svetlana Alekijevitj: en ekstrem stærk fortæller, som slog benene væk under mig med Krigen har ikke et kvindeligt ansigt om anden verdenskrig fra kvindens perspektiv. Via interviews med flere hundrede kvinder har hun skrevet denne kollektivroman om deres oplevelser, som giver et utroligt indblik i krigen.

Patti Smith: Ja, jeg er også glad for Patti Smith på grund af hendes musik. Hun er en virkelig cool dame, som jeg har enorm meget respekt for. Hun har altid gået egne veje, og hun udstråler en skøn ro. Det skinner tydeligt igennem i Just Kids som er en gribende biografisk fortælling om kærlighed, drømme og død. 

Hvem er dine yndlings kvindelige forfattere og/eller karakterer? 


Konkurrence!
Jeg vil gerne sprede lidt bogglæde ved at give Patti Smiths Just Kids til en heldig læser. 

Hvis du vil deltage i konkurrencen om bogen, skal du blot lægge en kommentar herunder eller på indlægget om konkurrencen på min facebookside - Tanker om sproget. Du må meget gerne besvare ovenstående spørgsmål, men du behøver ikke. Og du får selvfølgelig to lodder i konkurrencen ved at kommentere begge steder ;-) 
Jeg kontakter vinderen direkte på søndag! 






ENGLISH BELOW
___________________

There's no doubt when glancing through my books: I primarily read male authors. I've been aware of this odd fact for a while now, and while I definitely find it strange, I still don't necessarily feel as if I need to read more female authors just because I don't read a lot of them now. I read the books I find interesting, and the fact that most of the books have been written by men so far, is just... well, I don't know - a coincidence? I can't explain it. Anyway, I still have some amazing women on my book shelves among all the men. Here's a few of the women whose books I'd definitely recommend

Ali Smith: I've only read one of her novels, Autumn, but it was great! The structure was exciting, the language both playful and beautiful and the theme very relevant. 

Tove Ditlevsen: Tove is probably my favourite Danish female author - in fact, she might just be my favourite Danish author. She was such a cool woman, she always had wise words for everyone she met and her books are both tough and lovely to read. She writes in a language that makes me want to dance with joy. 

Yaa Gyasi: I hadn't heard of Gyasi before I read Homegoing at the beginning of last summer. Gyasi writes about how several lives and generations all slowly move through time and space to a place they can call home. It's a very strong and moving novel. 

Svetlana Aleksijevtij: Another really strong and moving story-teller. Her collective story about the woman's perspective of world war two is incredibly tough and very unique! 

Patti Smith: I adore Patti Smith because of her music. She is just such a cool woman, and I have so much respect for her. She seems to have always gone her own ways, which is why I feel very inspired by her. One of the books she has written, Just Kids, is a biography of love, dreams and death, and it is definitely worth reading! 

Who are your favourite female authors and/or characters? 

søndag den 5. marts 2017

WINTER '16/'17

For flere måneder stoppede jeg med de månedlige opdateringer. Bloggen gik lidt i dvale, mens jeg var i England, og der var ikke så meget bogligt at opdatere på ved udgangen af hver måned. Men jeg er stadig vild med opsamlingskonceptet, og derfor bevarer jeg det lidt endnu - dog i en ny og opdateret version - ved udgangen af hver årstid.

Vinteren 2016-2017: 1. december - 28 februar 2017




Vinteren i tal: Jeg har læst 12 bøger denne vinter. Jeg har været i forskellige lande. Jeg har afsluttet 3 eksaminer, og jeg har drukket mange kopper kaffe. 

Vinteren i ord: Lige før jul fløj jeg hjem til Danmark. Det var en tårevædet afsked med London og nye, gode venner, som jeg stadig ikke helt er kommet mig over. Januar blev brugt på at færdiggøre de sidste eksaminer til UCL, inden den store, og endelige eksamen - specialet - skulle påbegyndes. Jeg udsatte dog specialet lidt endnu, og tog til Budapest med E i stedet. Hvilket var den bedste beslutning længe! Kort efter vores hjemkomst, tog jeg afsted igen, denne gang til Island med fem dejlige damer fra mit studie. Selvom jeg på daværende tidspunkt følte, jeg måske prioriterede lige lovlig meget andet end specialet, så fortryder jeg det ikke et sekund. To fantastiske get-aways var lige, hvad jeg havde brug for, og når specialet virkelig trækker tænder ud nu, tager jeg en lille pause, hvor jeg ser på billeder fra de to ture. 
Nu står den til gengæld på speciale fuld tid. Det føles meget mærkeligt og ambivalent i øjeblikket, fordi jeg på den ene side er lykkelig over, at jeg snart er færdig med studierne, og at jeg skal ud og prøve mine kræfter af i praksis, og på den anden side er ret angst over titlen som færdiguddannet og jobløs. Jeg er nervøs, men jeg glæder mig også til at se, hvad de næste par år bringer af nye eventyr. 





Vinteren i bøger: I december læste jeg bøger til mine eksaminer. Fantastiske og interessante bøger, herunder blandt andet Paul Austers Moon Palace, som på underfundig vis sammensmelter en hel masse klassisk litteratur om månerejser. Jeg læste historien om Lili Elbe, og så derefter filmen The Danish Girl, som er baseret på hendes liv, og som forargede og udgjorde materialet til endnu en eksamen. Da eksaminerne var overstået på UCL, kastede jeg mig direkte ud i bøger relateret til specialet, og derfor brugte jeg resten af vinteren på at læse Truman Capotes In Cold Blood, Vincent Bugliosis Helter Skelter og Sagen Lundin af Palle Bruus Jensen. Meget forskellige sager, meget forskellige kontekster, men lige relevante i mit speciale. Da jeg var i Budapest tog jeg en pause med  den ungarske Imre Kertész' roman De Skæbneløse, og så har jeg, her sidst på vinteren, også læst Christina Hesselholdts roman Vivian, som jeg snart skal snakke om med min læseklub. 

Vinteren i indlæg:
- Jeg introducerede et fokus på fredagsbøger, og skrev lidt om blandt andet to bøger her og her.
- Jeg sukkede over skønheden i dette drømmeland for læsere i London. 
- Jeg anbefalede fem bøger til den triste læser
- Jeg sammenlignede den danske oversættelse af Grief is the thing with Feathers med den originale. 
- Jeg talte om Budapest, både her og her
- Jeg introducerede en gæsteblogger, som skrev rørende og smukt om depression
- Jeg tilkendegav min mangel på forståelse for fantasy
- Jeg anmeldte In Cold Blood
- Jeg deltog i et hyggeligt bogblogger-arrangement i Århus


Foråret står på: endnu flere speciale-relaterede bøger. Det kommer nok til at dominere min læsning. I weekenderne vil jeg lade specialet hvile, og læse lige hvad jeg har lyst til, men i hverdagene står den på mordsager. 

Hvordan har din vinter været? Har du læst nogle gode bøger? Er der måske en enkelt eller to, som var ekstra gode? 







ENGLISH BELOW
____________________



Here's a little update on the winter. 
1. december 2016 - 28 februar 2017 


Winter in numbers: I read 12 books. I went to 4 different countries. I finished 3 exams, and I drank many cups of coffee. 

Winter in words: just before Christmas I returned to Denmark. It was very hard to say farewell to London and all my new, wonderful friends, and I'm still not completely over it. January was spent finishing my exams for UCL, and when they were done I left Denmark and went to Budapest with E. Best. decision. ever. Such a wonderful city! Shortly after we returned, I left once more, this time to Iceland with five gorgeous women from my uni class. I had the greatest week and I felt more than ready to start on my final thesis, when I returned home. So.. Now it's thesis full time. It's sort of ambivalent at the moment, since on the one hand I'm happy to be done studying soon, but on the other I'm also very anxious about being jobless. I'm nervous, but also excited about the adventures the next years will bring. 

Winter in books: In december I only read books for my exams. Wonderful and interesting books. I read Paul Auster's novel Moon Palace, which integrates a lot of classical literature on moon travels. I read the story of Danish Lili Elbe, and afterwards I watched the film inspired by her, The Danish Girl, which left me both angry and annoyed and became the material for yet another exam. After the exams I went straight to books related to my thesis and I spent the rest of the winter reading books like Truman Capote's In Cold Blood and Vincent Bugliosis Helter Skelter. When I went to Budapest I took a break and read the Hungarian author Imre Kertész' Fatelessness, and last week I read the Danish author Christina Hesselholdt's new novel Vivian, which I'll soon be discussing with the ladies in my book club. 

Winter in posts:
- I introduced fridayreads and wrote a little something on a couple of books - here 
- I got lost in the beauty of this bookish paradise in London
- I recommended five books when you're feeling blue
- I compared the Danish translation of Fear is the thing with Feathers with the original version
- I mentioned Budapest. Twice - here and here
- I introduced a guest blogger who wrote beautifully about depression
- I admitted that I don't really understand the fantasy genre
- I wrote a review of In Cold Blood
- I participated in a lovely event for book bloggers in Århus. 

Spring will be about: more thesis-related books. Those will definitely dominate my reading. During the weekends I'll read whatever I feel like, but in the week days it's going to be all about murder.

How was your winter? Did you read any great books? Does one of them stand out? 

onsdag den 1. marts 2017

Litteraturarrangement i Århus


Jeg blev så glad, da Eva Lucia inviterede til litteraturarrangement i Århus. Både fordi jeg altid glædes ved gensyn med andre bogbloggere og fordi, det foregik lige midt i min kære hjemby. 

I samarbejde med Arnold Busck, som lagde hyggelige - og meget relevante, bogdekorerede - lokaler til, havde hun stablet et virkelig fint program på benene, hvor der var lidt til enhver smag.




Jeg bliver altid enormt inspireret til sådanne begivenheder, og det kan jeg både takke den skønne arrangør, de kloge forfattere og digtere, den dygtige forside-designer og det interessante forlagsfolk, som deltog, for. 

Jeg blev især rørt over Anna Klahns lyriksamling "Fra den afdødes hus", som hun læste op fra. Der var noget meget skrøbeligt og vindpust-fint over det, som jeg holdte meget af. 

Derudover var det også meget spændende at høre oplægget af Marie Jensby fra forlaget Turbine. Når man, som jeg, går med en lille drøm om at arbejde i forlagsbranchen, så er det altid lærerigt at få lidt indblik fra garvede ansatte. 






Vi blev forkælet hele aftenen med sødt og salt, og da vi skulle hjem fik vi minsandten også to poser bøger med. Jeg blev glad og overrasket over at finde en pakke fra Poesiplakater.dk i en af poserne. Deres plakater og kort er utrolig lækre og smukke! Jeg skal uden tvivl have købt nogle rammer og vælge mine favoritter, så de kan komme op og hænge. 



De to muleposer var begge meget tunge, og efter at have set det hele igennem, da jeg kom hjem, er det især bøgerne på billedet nedenfor, jeg glæder mig til at læse. Jeg begyndte på Sarah Winmans roman i nat, da jeg ikke kunne sove, og jeg synes allerede, den er utrolig fængende. Den lille tænkepause af Dan Ringgaard har jeg læst for længe siden, men jeg tror sagtens, den kan holde til at blive læst igen. 



En stor tak til: Arnold Busck, GADs forlag, Plusbog.dk, Aarhus Universitetsforlag, Bookeater.dk, Forlaget Mellemgaard, DreamLitt, Turbulenz, Forlaget Facet, EgoLibris, Aarhus Bibliotekerne, Krimimessen, Copenhagen Storytellers, Ulven og Uglen, Alvilda, Turbine, Tellerup, BrethDesign, Anne Klahn, Boris Hansen, Gry Pil Lund Ranfelt, Julie Duck Lauridsen og Eva Lucia. 



ENGLISH BELOW
____________________


I was recently invited to and took part of a literature event in Århus. It's always such a pleasure meeting other people who care just as much about literature, reading and writing as yourself, and I had such a great time. We had a pretty busy schedule with both authors, poets, book cover designers and people from the publishing business doing presentations. I was especially touched by the Danish poet Anna Klahn, who read a few poems from her poetry collection. 

After events like this, I always feel so inspired! Everybody in this business seem so passionate about what they're doing, and I love it. 

When leaving we were surprised with presents: two heavy bags of books and goodies. I'm especially fond of the beautiful posters and cards from Poesiplakater.dk, which features some of the greatest Danish poetry in stunning designs. 

mandag den 27. februar 2017

In Cold Blood, Truman Capote





Jeg har en lidt bizar fascination af seriemordere og sande forbrydelser. Der er noget ved disse mennesker, og det de gør, som pirrer et behov for at forstå, hvordan det er muligt at nå så langt ud. Det er skæbner og mennesker, fuldstændig ligesom en selv, men på et eller andet tidspunkt, er der sket noget i dem, som gør dem i stand til at slå ihjel og at nyde at slå ihjel. Jeg forstår det ikke. Overhovedet. Og derfor fascinerer det mig. 

Hvis man, ligesom jeg, fascineres af denne slags fortællinger, så er det "true crime", man skal søge efter. Og hvor er der altså meget at komme efter. Især i øjeblikket med serier som Making a Murderer og The Jinx. Jeg er dog også dykket ned i true crime litteraturen, og selvom true crime i virkeligheden har eksisteret meget længere, end man skulle tro (et eksempel er de såkaldte penny dreadfuls i England og de tilsvarende skillingsviser i Danmark, som netop formidlede sande forbrydelser), er det oftest Truman Capotes roman In Cold Blood som regnes som den første. 

Capote brugte seks år på at undersøge det blodige drab på fire medlemmer af familien Clutter i 1959. I hele perioden havde  han adgang til beviser, involverede, pårørende og endda tilsidst også morderne, og romanen, som udkom i 1966, er et resultat af dette. 

I romanen skifter perspektivet ofte, og vi får ikke kun et indblik i sagen fra efterforskernes perspektiv, men også fra mordernes. Det har den effekt, at man som læser næsten fatter sympati for dem, hvilket er en ret stærk oplevelse. 

Der har været en del kritik af romanen efter dens udgivelse. Og med rette. At kalde den en "non-fiktion-roman" er hvertfald lidt misvisende. Capote nøjes ikke kun med at anvende virkemidler, vi kender fra fiktionen, han opdigter også selv samtaler og scener. Han genfortæller detaljeret samtaler mellem de to mordere, som han på ingen måde har haft mulighed for at kende til, og en del af de pårørende, som Capote interviewede, har efter romanens udgivelse, udtalt sig om Capotes fejlciteringer og opdigtede scener. 
Nu er det jo ikke nødvendigvis det, som skal afgøre, om romanen er god eller ej, men jeg synes alligevel, det er værd at overveje afstanden mellem det virkelige og det fiktive, når man læser den. Fiktionsspørgsmålet gør hvertfald romanen mere tvetydig.


In Cold Blood er en interessant roman. Jeg føler ikke, jeg er tættere på en forklaring eller forståelse for, hvordan de to mordere var i stand til at slå ihjel, men det er heller ikke sikkert, man nogensinde kommer til at kunne forstå det? En del af mig håber da, det forbliver tåget. 
Romanen formåede aldrig helt at fange mig, måske netop fordi, jeg stadig står uforstående tilbage med en tom følelse af afmagt og håbløshed. Det er frustrerende, men sådan er virkeligheden jo ofte, og det er lige netop der, genren generelt bliver så sindssyg interessant - man er underlagt en virkelighed, som man ikke kan styre, og derfor er værkerne i genren altid på sin vis ufuldendte og frustrerende.







ENGLISH BELOW
__________________

I have an odd fascination for everything related to real life stories and murder. There is something about these people, who are able to kill, that fascinates me. In a way, they are just like you and me, but somehow they're also different. I don't understand it. At all. And that's why they interest me.

If you, like me, are fascinated with these true tales of murderers, you'll have to look for the true crime genre. And if you haven't already, I'm sure you'll be amazed at how much there is available. Especially these days with series such as Making a Murderer and The Jinx. I've also looked into the true crime literature, and usually you'll find that Truman Capote's In Cold Blood is the first official true crime novel. This might be true in some degree, but true crime goes back a lot further. The popular penny dreadfuls in England are just one example of true crime, and similarly in Denmark we had the so-called "skillingsviser". 

Anyway, Capote spent six years researching the bloody murder of four family members in 1959. During this time he had access to evidence, people involved in the case and even - later on - the murderers. This gives him an interesting insight to the story.

The perspective in the novel changes constantly. We're not only introduced to the investigator's point of view, but also the murderers. This causes an eery effect of sympathy for the two killers.

There was a lot of critique of the book after it was published due to the fact that Capote called it a "non-fiction book". It is about a true event, but Capote not only uses strategies we know from fiction, but he also makes up conversations and scenes, which obviously fit into the story that he wants to tell and which has nothing to do with reality.
When this is said, the question of it being true is not necessarily what determines whether the book is good or not. But the slurred lines does make the book seem ambiguous. 

In Cold Blood is an interesting novel. I don't feel as if I've gotten any closer to understanding the murderers, but maybe I'll never understand? In some way I hope that's the case.
The book left me with an empty feeling of hopelessness. And frustration. It's frustrating, but... life is frustrating. And I think what makes this genre unique and fascinating is that it's bound so closely to reality - the events and story line is bound to a reality and when reality sucks, the story sucks, when you never find the murderer in real life, you never find the murderer in the story.

mandag den 20. februar 2017

FANTASY: a genre I don't understand


Jeg bliver jævnligt opdateret af diverse nyhedsmails fra både forlag og bogbutikker om boglanceringer, nye udgivelser og spændende forfatterbegivenheder. Normalt er det altid med glæde og spænding, jeg åbner disse mails, men i øjeblikket orker jeg det næsten ikke. Måske er det fordi, jeg har set mig sur på en ting og derfor ikke ser andet end det, men det forekommer mig, at fantasy fylder alles sind. Jeg har mange, virkelig dygtige bogblogger-kollegaer, som jeg følger med hos og respekterer inderligt, men også her bliver jeg ramt af en "jeg-kan-ikke-klare-mere-fantasy"-mur, som slår mig helt ud. 

Jeg håber, I forstår, at dette indlæg ikke er en klage over fantasy-anmeldere/anmeldelser. Jeg ønsker på ingen måde at fornærme nogen. Det er mere en undren. En undren over, hvad det er fantasy kan og gør, som jeg ikke har forstået eller opdaget (endnu?).

Fantasy er vist en ret bred genre, så måske har jeg læst mere fantasy, end jeg selv går og tror. Og måske tror jeg, at nogle værker jeg har læst er fantasy, hvor de i virkeligheden er noget helt andet (i så fald, må I meget gerne rette mig). Som barn elskede jeg Philip Pullmans serie Det Gyldne Kompas, og jeg var fuldstændig tryllebundet af The Edge Chronicles af Paul Stewart og Chris Riddell. Da jeg blev lidt ældre, tog jeg med Arthur Dent på eventyr i A Hitchhiker's Guide to the Galaxy, men det er vel i virkeligheden mere et sci-fi-eventyr, end et fantasy-eventyr? Det jeg vil nå frem til er, at min undren ikke er opstået, fordi jeg aldrig har læst fantasy, men mere fordi, jeg føler, jeg voksede ud af genren

På et tidspunkt virkede det irrelevant at læse fantasy. Jeg kunne ikke længere forbinde eventyrerne med noget, jeg kendte i forvejen, jeg kunne ikke se mig selv i karakterne (som oftest forblev unge, mens jeg selv blev ældre) og de magiske elementer tryllebandt mig ikke længere. Dermed ikke sagt, at man altid skal kunne se sig selv i karaktererne eller genkende elementer fra sin egen verden, for at synes om en bog. Men for mig var fantasyromanerne eventyr, som jeg tog del i, og på et tidspunkt, blev det mig umuligt at rejse med. Siden dengang har jeg ikke læst fantasy, og lysten dertil eksisterer ikke. 

I dag befinder jeg mig, som bogblogger, i et miljø, hvor fantasy stortrives. Selv hvis lysten til at læse fantasy var der, ville det være mig umuligt at finde ud af, hvor jeg skulle starte i det ocean af fantasyværker, som florerer i øjeblikket. 

Jeg indrømmer gerne, at jeg har en række fordomme om fantasy-genren, men jeg har altid været nervøs for at italesætte dem. I dag har jeg dog valgt at gøre det, fordi jeg håber (!), I kan sparke dem alle sammen til jorden og gøre dem til skamme! 

Her er mine fem fordomme. Jeg ved, de er generaliserende og naive, og at det er uretfærdigt at skære en hel genre over én kam, men ikke desto mindre, er det sådan, jeg i min uvidenhed, har det. 

1. Fantasyfortællinger er mere eller mindre den samme historie fortalt igen og igen

2. Fantasy handler mere om kreative opfindelser end kreativt sprog

3. Fantasy indeholder ofte en meget tydelig og kliche-fyldt morale

4. Fantasy er henvendt til børn og unge

5. Fantasyfortællinger kan fortsætte i uendeligheder (serierelle udgivelser i stedet for enkeltudgivelser)


Jeg håber, I kan gøre mig klogere på genren ved at fortælle mig, hvad I elsker ved fantasy, hvad I får ud af det, og hvorfor I læser det. Og jeg håber, I ikke tænker ilde om mig, men i stedet har lyst til at indgå i en samtale om denne genre, som jeg ikke forstår. 



ENGLISH BELOW
___________________

I receive a lot of mails from publishers and book stores about new books, author events etc, and I've always opened them with a certain degree of excitement and eagerness, but recently I haven't even been bothered opening them. Maybe it's just me who's got my mind stuck on this one thing, but it seems that everywhere I look I see fantasy. I have a lot of incredibly talented book-blogger colleagues whom I respect very much, but even among those I get exhausted of the massive amounts of fantasy-related talk.

I hope this won't be understood as a complaint or as if I don't respect fantasy reviewers/reviews. My aim is not to offend anyone. I simply cannot understand the fascination. What is it that fantasy can and does, that I haven't been able to grasp?

It seems to me that fantasy is a very broad genre, so I might actually have read books within the genre which I didn't know could be categorised as fantasy, or I might think that I've read works within the genre that absolutely doesn't belong there (in this case, please feel free to correct me!). As a child I loved Philip Pullman's series The Golden Compas, and I adored The Edge Chronicles by Paul Steward and Chris Riddell. When I got older I went on an adventure with Arthur Dent in A Hitchhiker's Guide to the Galaxy, but I assume that's a sci-fi adventure and not a fantasy adventure? Anyway, what I want to say with all this is that my wonder is not based in the fact that I've never read anything in the genre, but instead in the fact that I feel as if I outgrew the genre

As I grew older it seemed more and more irrelevant to read fantasy. I couldn't connect the adventures with anything relevant to me, I couldn't see myself in the characters (who often stayed young while I grew older) and the magical elements that I used to love stopped dazzling me. Not that you absolutely have to connect stories in the book with your own life or see yourself reflected in characters to like a book, but to me, the fantasy novels were adventures that I took part of, and at some point in my life I just couldn't take part any longer. Since then I haven't read anything in the genre and I haven't wanted to. 

I don't mind admitting that I have several prejudices against the fantasy genre, but I've always tried to avoid talking about it. Today, however, I'm listing them, because I hope (!) you guys can prove me wrong. 
So, here you have them. I know I'm being extremely unfair and naive when talking of all kinds of fantasy as if it's just one thing, but again please remember, that I don't know a lot about fantasy and that I'm very very eager to be proven wrong by you.

1. Fantasy stories are all pretty much the same story told over and over again.

2. Fantasy is more about creative inventions rather than creative language

3. Fantasy stories usually have one very clear and too-obvious morale. 

4. Fantasy is written for kids and young adults

5. Fantasy stories can go on for an eternity (they're all part of a series instead of being just one book)




I hope, you can help me out and make me understand the fascination of this genre by telling me you love it, what you get out of reading it. And I hope, you won't think too badly of me, but instead want to participate in a debate about this genre, that I simply don't understand. 




lørdag den 11. februar 2017

READER'S ROUND // "Sylvia Plath skriver om mig" Part 1

En af litteraturens forunderlige kvaliteter er hvordan den formår at gribe ind i ens eget liv. Litteraturen kan sætte tanker i gang, den kan ændre måden, hvorpå vi betragter og forstår andre mennesker, men også måden hvorpå vi forstår os selv. Vi kan spejle os i litterære karakterer og pludselig forstå os selv på et dybere plan, eller vi kan tage afstand til det vi læser og pludselig erfare, at vi føler anderledes, end vi troede. 

Det er helt unikt, når et menneske møder en bog, som forandrer noget i menneskets tilværelse. Denne lille føljeton skrevet af forskellige læsere handler om netop dette: et menneskes møde med en bog og alt det der opstår i mødet.


Ps. Forfatteren har valgt at være anonym, men alle kommentarer vil blive videresendt og læst. 


ENGLISH BELOW
_____________________

One of the wonderful qualities of literature is the way it can reach into our own lives. Literature can make us reflect on the way we live, it can change the way we perceive the world and how we understand ourselves and other people. We can see ourselves reflected and mirrored in literary characters and suddenly understand ourselves better. 

It's such a unique experience when you read a book that changes something in your life. This series is about exactly that: a person's meeting with a book and everything that happens in this meeting. 

Ps. The author of this post has chosen to be anonymous, but all comments will of course be forwarded. 



Del 1
_____________________




Jeg er begyndt at læse Sylvia Plaths klassiker The Bell Jar. Jeg tror jeg har en depression – jeg har det værre end jeg først troede. Lige nu er jeg i gang med at finde fodfæste. Det skræmmer og frustrerer mig at jeg måske skal finde det fodfæste et meget øde sted. Det vil sige: et sted hvor jeg kan tage mig af én eller to ting om dagen, og det er dét. Det er langt fra ethvert fornuftigt menneskes drømme.
The Bell Jar handler om Esther Greenwood. Hun er en ung, dygtig og succesfuld universitetsstuderende. Hun bor i New York City hvor hun takket være et stipendium er kommet i praktik på et prestigefuldt magasin. Hun er fascineret af sine rige og glamourøse storbyvenner, men hun står også uden for alting og kan ikke nyde alt det hun har opnået og er i gang med at opnå. I løbet af romanen, er jeg blevet lovet af diverse anmeldelser og resumeer på nettet, synker hun dybere og dybere ned i en depression. I starten af romanen er det endnu ikke så slemt, men hun føler sig alligevel underligt frakoblet sin omverden: “I wasn’t steering anything, not even myself. I just bumped from my hotel to work and to parties and from parties to my hotel and back to work like a numb trolley-bus”.
Dette beskriver så 1:1 hvordan jeg har det og har haft det i et stykke tid; så meget at jeg knapt nok registrerer det som noget der er værd at nævne. Misforstå mig ikke – det er en fremragende beskrivelse, men jeg kender det så godt at det næsten er banalt. Plaths beskrivelse af hvordan Esther har det, har ikke ramt mig som et slag i ansigtet eller givet mig tårer i øjnene som når man læser en beskrivelse af noget man først i læsningen opdager som værende fuldkommen sandt og gældende for én selv, men som man ikke selv på samme måde har kunnet sætte ord på. Det har ikke taget pusten fra mig. Men der er alligevel noget underligt rart over at en betragtning der for mig – lige nu – er så selvfølgelig og hverdagsagtig, alligevel har sin plads i et af den moderne verdenslitteraturs højst skattede værker. Og jeg er også glad for at have hvad der føles som en akut og personlig forbindelse til The Bell Jar. Den står ikke på min bogreol, men det kunne den, og hvis den gjorde, stod den og skreg “Det er pinligt! Jeg er en moderne klassiker; enhver, især litteraturstuderende, burde læse mig. Du burde have læst mig for år tilbage!” Den har ret. Jeg burde have læst den for år tilbage. Jeg burde have læst den fordi den er en klassiker; fordi jeg allerede kender Sylvia Plath som en fremragende digter. Jeg burde have læst den for kompleksiteten og for sin plads i den moderne, vestlige litteraturhistorie. Jeg burde have læst den for at bygge videre på min dannelse som menneske. Det sidste er den vigtigste årsag, men jeg er ikke sikker på at en bog kan gøre det for én, altså viderebygge én som menneske, hvis ikke man føler en dybt personlig relation til bogen. Her til aften har jeg desperat søgt på både bibliotekerne ved Aarhus Universitets hjemmeside og på Aarhus Kommunes ditto for at se om de har The Bell Jar hjemme. Det har de ikke. Bibliotekerne ved Aarhus Universitet har en del eksemplarer på både dansk og engelsk, men de er alle udlånt. Aarhus Kommunes biblioteker har tre forskellige danske oversættelser, hvor kun én (som nu er min nødløsning hvis ingen boghandel har originalen hjemme) er tilgængelig i Hovedbibliotekets magasin. Den engelske originaludgave har Aarhus Kommunes biblioteker kun som e-bog, og der er kø til den. Man kan tilgå et uddrag, og det er dette uddrag jeg har læst. De første par kapitler. En eller anden bibliotekar må forklare mig a) hvorfor Danmarks andenstørste by og kommune ikke har The Bell Jar på engelsk i et eneste fysisk eksemplar, og b) hvorfor der er kø til en e-bog.

Ved du for resten hvordan den starter? Ved du hvad den første sætning er? “It was a queer, sultry summer, the summer they electrocuted the Rosenbergs, and I didn’t know what I was doing in New York”. The Member of the Wedding, en roman af sydstatsforfatteren Carson McCullers (der i øvrigt udkom sytten år før The Bell Jar), starter således: “It happened that green and crazy summer when Frankie was twelve years old.” The Member of the Wedding er én de bedste romaner jeg nogensinde har læst. Den handler også om ensomhed, og om at føle sig sat uden for. Måske er det den slags skøre somre der skal til for at beskrive det. Der er intet skørt ved den sædvanliggrå vinter vi har lige nu, men jeg forstår alligevel præcis hvad romanernes febervilde, mærkelige, glasklokkeophedede somre går ud på. Dét er en genkendelse der tager pusten fra mig. Jeg har lidelsesfæller: Frankie og Esther. Og jeg har veninder jeg skal lytte til: Carson og Sylvia.


Det lover godt.



ENGLISH BELOW
____________________


I’ve started reading Sylvia Plath’s classic The Bell Jar. I think I have a depression. I’m worse than I first thought. Right now I’m trying to find my footing. Knowing that I might have to find this footing in a very deserted place is frustrating and terrifying. By deserted I mean: a place where I can deal with one or two things a day, and that’s it. It’s very far from any sensible person’s dreams.
The Bell Jar is about Esther Greenwood, a young, talented, successful college student. She lives in New York City where is working as an intern for a prestigious magazine thanks to a scholarship she has won. Her rich and glamourous friends from the big city fascinate her, but she also feels removed from everything and is unable to enjoy all the things she is accomplishing and has been accomplishing. During the novel, several online reviews and summaries have assured me, she sinks deeper and deeper into a depression. In the beginning of the novel things aren’t so bad yet, but she still feels oddly cut off from the world around her: ‘I wasn’t steering anything, not even myself. I just bumped from my hotel to work and to parties and from parties to my hotel and back to work like a numb trolley-bus’.
This describes, word for word, how I have been feeling for a while now; so much so that I hardly register it as something worth noting. Don’t get me wrong – it’s an excellent description, but I know it so well that it almost seems banal. Plath’s description of how Esther feels has not punched me in the stomach or brought tears to my eyes like when you read a description of something which you, while reading it, discover to be completely true, but which you couldn’t put into words in quite the same way. It has not taken my breath away. Still, there is something strangely appealing about the fact that a reflection which to me – right now – is so very matter-of-factly still, after all, has a place in one of the most cherished works of literature in the modern world. And I am also happy to have a connection to The Bell Jar that feels acute and personal. The book isn’t in my bookshelf, but it could have been, and if it were, it would be shouting: ‘This is embarrassing! I’m a modern classic! Everyone, especially literature students, ought to read me. You ought to have read me years ago!” It’s right. I ought to have read it years ago. I ought to have read it because it’s a classic; because I already know Sylvia Plath as an excellent poet. I ought to have read it for the sake of its complexity and its place in western literary history. I ought to have read it for the sake of my personal, intellectual education as a human being. The latter is the most important motivation, but I’m not sure a book can do that – educate you as a human being – if you do not feel you have a deeply personal relation to the book. Tonight, I have desperately searched online to see if The Bell Jar is available in any of the libraries at my university or in the public libraries of my municipality. It isn’t. The university library has several copies in both English and Danish, but all of them are out on loan. At the public library of my municipality, there are three Danish translations, only one of which is available in the library store room (this is now my emergency solution if none of my local bookstores carries the original). The original, English version is only available through the public library as an e-book, and there is a queue for it. You can access an excerpt featuring the first couple of chapters, and it is this excerpt I have been reading. Some librarian really needs to explain to me a) why the libraries of the second largest city and municipality of Denmark do not have The Bell Jar in English in one single, printed copy, and b) why there is a queue for an e-book.

Do you know how it begins, by the way? Do you know what the first sentence is? ‘It was a queer, sultry summer, the summer they electrocuted the Rosenbergs, and I didn’t know what I was doing in New York’. The Member of the Wedding, a novel by the Southern writer Carson McCullers (which was published 17 years before The Bell Jar, as it happens), begins like this: ‘It happened that green and crazy summer when Frankie was twelve years old’. The Member of the Wedding is one of the best novels I’ve ever read. It, too, deals with loneliness and feeling left out. Maybe it takes those kinds of crazy, queer summers to describe these things. There is nothing queer about the everyday gray winter we’re in the middle of right now, but still, I understand exactly what the feverish, strange, bell jar-heated summers of the novels are about. That is a recognition that takes my breath away. I have fellow sufferers: Frankie and Esther. And I have friends I need to listen to: Carson and Sylvia.

It promises well.