onsdag den 14. juni 2017

Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage af Naja Marie Aidt

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra Bog&Idé og den kan købes her. 5/6 stjerner


I 2015 døde Naja Marie Aidts søn Carl i en tragisk ulykke. Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage er et indblik i smerten ved at miste et barn. Bogen er et gennemgående paradoks, hvor smerten, som beskrives, er for tung og intens til at blive beskrevet. Det resulterer i en hjerteskærende collage af både ældre og nyere dagbogsnotater, erindringer, citater fra litterære stemmer og beskrivelser af Carl. Collagens fragmenter udtrykkes ved de forskellige tekststørrelser og typer samt placeringen på siden - som er de faldet tilfældigt ned over papiret som blækfyldte tårer. 

En nat fuld af rædsel
En nat så fuld af rædsel
En nat så fuld af rædsel, så fuld af rædsel, så fuld af rædsel, så fuld af rædsel, så

Jeg kan ikke forme en sætning
Mit sprog er goldt


Jeg læste bogen sammen med min læseklub, og selvom vi var lidt uenige om, hvorvidt montageformen og de forskellige former for tekstbidder fungerede, var vi alle begejstrede over skønheden i det velformulerede sprog og intensiteten og desperationen i beskrivelserne af livet efter at have mistet et barn.

Det er sjældent jeg bliver rørt, når jeg læser, og endnu sjældnere, at jeg må knibe en tåre, men Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage gik lige i hjertet. Av. Jeg blev rørt over venskabet og fællesskabet omkring den sørgende familie, jeg blev rørt over broderskabet og de stærke søskendebånd, over den poetiske kærlighed og den rå ærlighed. Da Carls ene bror, Johan, sidder lammet af sorg i en stol på en hospitalsgang uden at kunne gå ind og se Carl for sidste gang, og hans 12-årige bror tager hans hånd og siger "Kom", da flød vandet i mine øjne over. 

Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage er en rørende fortælling om tab og sorg, og samtidig er det en udforskning af sproget og dets mangelfuldhed i beskæftigelsen med døden. I min læseklub talte vi også om bogens terapeutiske virke, og om hvordan Aidts sorg og de mange tekstuddrag fra forfattere og digtere i sorg måske kan hjælpe andre. Bogen er ikke en guide til sorgforståelse, men den åbner et rum. Et rum hvor sproget er nedbrudt og ikke længere fungerer, og måske er det netop i kraft af dette, at der er plads til alle følelser, plads til at de råber, skriger, hyler, græder, tuder og bare er. 

Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
giv dét tilbage
som du fik af den døde
da I stod i regnen i sneen
i solen og den døde var levende
og vendte sit ansigt mod dig
som ville han spørge om noget
du ikke mere husker og han
havde også glemt det og det er 
en evighed
en evighed siden nu



fredag den 9. juni 2017

Den hemmelige historie om Twin Peaks af Mark Frost




Bogen er et anmeldereksemplar fra Bog&idé, og den kan købes her
5/6 stjerner


"I'll see you again in 25 years"... Det var Laura Palmers sidste ord til Agent Cooper, da Twin Peaks sidste afsnit kørte over sendefladen. Og minsandten om det ikke er korrekt (med blot to års forsinkelse). Agent Cooper er tilbage! Og det samme er alle de spørgsmål, som ligesiden har spøgt hos seriens fans.

Den hemmelige historie om Twin Peaks består af en samling arkivmateriale fundet 25 år efter Dale Coopers forsvinden efter seriens afslutning. FBI-agenten "TP" får som opgave at gennemgå arkivmaterialet og identificere den ukendte arkivar. Dokumenterne fremlægges "som de er fundet" med arkivarens notater og TPs notater. Der forekommer altså tre forskellige narrativer: de indsamlede dokumenters, hvor Twin Peaks og byens beboeres historier fortælles, arkivarens og TPs. Som læser må man holde tungen lige i munden, når man selv må lege detektiv og forsøge at samle trådene.

Dokumenterne starter i en tid længe før det Twin Peaks, vi kender,  eksisterede, og via ekspeditionsdagbøger fra Clark og Lewis og fortællinger om indianerstammen Nez-Perces indføres vi i egnens forhistorie. Langsomt begynder bekendte navne at dukke op, historier og slægtskaber folder sig ud og farvelægger de karakterer, vi kender fra serien. Cirka en tredjedel inde i bogen er det som at være inde i det velkendte univers, og nye detaljer, historier og fakta dukker op i mundrette bidder. Karakterer, som ikke har haft betydningsfulde roller i serien, står pludselig i et andet lys, og avisejeren Dougie Milford (man husker ham nok mest for skænderierne med broderen og Twin Peaks' borgmester Dwayne Milford) viser sig for eksempel som en mand med mærkværdige og betydningsfulde forbindelser. Det mest interessante og opslugende ved bogen er, at den inddrager og sammenkæder virkelige begivenheder og mennesker med fiktive. Der forekommer private samtaler mellem Milford og præsident Nixon, ligesom Ronald Hubbart, grundlæggeren af Scientology, indgår som en central figur i en del af bogen. 

Jeg spottede flere uoverensstemmelser mellem bogen og serien undervejs. Men det ville ikke undre mig, hvis der er en mening med det. I Twin Peaks er alt muligt, og der er forbindelser mellem de mest usandsynlige ting. Den hemmelige historie om Twin Peaks er den tredje bog af Mark Frost, som sammen med David Lynch har skrevet og produceret serien, og det er for mig et tegn på, at alt i bogen er nøje overvejet - også uoverensstemmelserne. 

Den hemmelige historie om Twin Peaks er fangende, forførende og forvirrende - på den helt rigtige måde! Den første tredjedel kan måske virke lidt tung, hvis man forventer et gensyn med karakterne fra serien med det samme, men tålmodigheden betaler sig af, og i sidste ende giver det bogen og dens arkiv-format en større autenticitet. Jeg vil anbefale den til alle, som har set og nydt serien! Og især til alle dem, som også sidder klistret til skærmen hver mandag, når nye episoder ruller over skærmen.  




tirsdag den 6. juni 2017

Jordbærpigen af Lisa Strømme

Anmeldereksemplar fra forlaget HarperCollins Nordic


Morgensolen stråler allerede ned på den velhavende familie Ihlens hus i Borre, da Johanne ankommer. Det er hendes første dag som tjenestepige i huset, og hun er både bitter og utilfreds med situationen. På omegnen er hun kendt som jordbærpigen, efter hun en sommer stod model for maleren Hans Heyerdahl, barbenet og med en skål nyplukkede jordbær. Hver sommer samler hun bær og sælger dem på markedet, men ikke i år. I år ønsker hendes mor, at hun skal lære at opføre sig som en voksen kvinde, og hun har derfor skaffet hende et job som tjenestepige hos familien Ihlen. Til moderens store fortvivlelse udvikler Johanne et tæt bånd til Tullik, den yngste datter i huset, og snart bliver det svært at balancere venskab og arbejde.  

Det er i sommeren 1893. Åsgårdstrand, hvor Johanne bor, bliver hver sommer fyldt med malere, som flytter dertil for at male den smukke natur. Edvard Munch er en af disse malere, men i modsætning til de andre, lider hans omdømme på grund af hans abstrakte malerier. Johanne møder ham dog ofte i skoven og ved havet, og de udvikler en form for venskab, hvor Munch inspirerer hende til selv at male. Da Johanne introducerer Tullik og Munch for hinanden, og de to forelsker sig, bliver Johanne det mellemled, som må forhindre de katastrofer, som følger i forelskelsens kølvand. Og det er ikke let. Forelskelsens intensitet bliver drivkraften i Munchs kunst og hjerteslaget i Tulliks krop, og de trækkes mod hinanden, uden at have tanke for andet. Johanne danser først behændigt mellem dem, løser knuder, bøjer sandheden og tilpasser omgivelserne til det elskende par. Men det bliver efterhånden sværere, og løgnene bliver større, mørkere og mere omstændige. 

Det mest interessante ved Jordbærpigen er dens historiske afsæt. Handlingen er fiktiv, men den finder sted i en historisk virkelighed, og den indskriver sig blandt andet i virkeligheden ved at referere til virkelige kunstnere og deres malerier. Således eksisterer Hans Heyerdahls maleri af Jordbærpigen altså, ligesom flere af Munchs værker enten forekommer ved navn i bogen eller bliver beskrevet som scener. Romanen kan forstås som en fiktiv fortælling om  blandt andet Skrigets tilbliven, og det udgør et fascinerende perspektiv. Bagerst i bogen kan man finde en liste over værkerne, som nævnes eller beskrives, så selv hvis man ikke er Munch-kendt, er det muligt at være med. 

Munch har, så længe jeg har kendt til ham, synet både mystisk og fascinerende. Han skildres vidt forskelligt af de mennesker, som har kendt ham, og oftest fremstår han som et mørklagt ansigt med en dyster tankegang og et skæbnesvangert forhold til døden. Hvem var han egentlig? Bogen giver et bud på dette, men han fremstår stadig omkranset af den samme mystik og fascination som før. Johanne får aldrig lov til at komme tættere på ham, hun betragter kun forelskelsen udefra. Og selvom det bevarer mystikken, er hendes position en konstant irritation. Hendes karakter er svag. Samtidig med at hun beskrives som en frisk, kløgtig og egenhændig pige, strækker hendes overvejelser sig ikke langt. Hun bliver hundset med af alle omkring sig, og selvom Tullik behandler hende som skidt og ignorerer alle venskabets regler, er Johanne hende tro. Hun ofrer alt i sig for Tulliks skyld uden omtanke for andet, og det gør hendes karakter svag. Der er noget i hende, som ikke stemmer overens og som gør hendes karakter utroværdig og flad.

Jordbærpigen er en spændende fortolkning af et udvalg fantastiske norske malerier. Det er en dramatisk kærlighedsfortælling og en kunstnertragedie, som er let at læse og gå til. Det, der holder den tilbage er fortællerens position som betragter. Det ville uden tvivl have været mere farligt at træde ind i forelskelsen og udforske Munch helt tæt på, men det er det, fiktion tillader, og jeg ærger mig over forsigtigheden og distancen, som sætter en dæmper på en ellers spændende historie.

Læs den hvis du er interesseret i historisk fiktion, eller hvis kærlighedsdramaer er lige noget for dig.



mandag den 5. juni 2017

SPRING '17

Foråret 2017: 1. marts - 31. maj



Foråret i tal: Jeg har læst 15 bøger dette forår, jeg har skrevet og afleveret 1 speciale og drukket cirka uendelig mange kopper kaffe. 


Foråret i ord: De sidste tre måneder har både været de længste og de korteste, jeg har oplevet. Den første var præget af, at jeg ingen undervisning havde og selv måtte administrere min tid. Derfor tog jeg til Paris og Bordeaux med venner fra London, hvor vi sukkede over smukke tagtoppe, fik solrøde kinder og spiste snegle, ost og crêpes. 
Jeg prøvede også kræfter med noget nyt og skrev en reportage fra SPOT festival for Netudgaven. Det overraskede mig, præcis hvor meget jeg nød den opgave. 
Efterhånden som ugerne forsvandt fik specialet en større og større plads i min hverdag, og de sidste uger overtog det næsten helt. Dagene forsvandt i den samme trummerum, og pludselig var tiden gået, specialet afleveret og en ny hverdag startet.





Foråret i bøger: Jeg har næsten udelukkende læst bøger, som var relevante for mit speciale. Fagbøger i stakkevis og enkelte romaner ind i mellem, når overskuddet var til det. Jeg læste blandt andet Trainspotting af Irvine Welsh, da en opfølger på den første film udkom. Selvom det tog lidt tid, før sproget og dialekten sad fast, var det en virkelig fed bog! Til sidst i maj læste jeg Mark Frosts Den hemmelige historie om Twin Peaks, som netop er udkommet på dansk. Det er længe siden, jeg har læst en bog, som er så intelligent sat sammen, og hvor man som læser selv må interagere så meget i det puslespil, bogen udgør. 


Foråret i indlæg: 
- Jeg viste den smukkeste bogbutik i Budapest frem. Ren litteraturlykke! 
- Jeg anmeldte Christina Hesselholdts nyeste roman Vivian
- Og jeg anbefalede tre Instagramprofiler med fokus på bøger
- I et lidt anderledes indlæg anmeldte jeg forestillingen Tree of Codes




Sommeren står på: Afslapning først og fremmest. Jeg fylder mine dage med alt det, jeg ikke har haft tid til og har glædet mig til, mens jeg skrev speciale: læsning, sofahygge, øl, oprydning, rengøring og en hel masse søvn. Snart er det tid til Northside festival, og derefter er det planlægning og pakning. For efter sommeren flytter vi. Nu hvor hverken E eller jeg er bundne af studie eller job har vi besluttet os for at tage på eventyr sammen og vi rykker derfor teltpælene op og flytter til Island (ja, Island, min store kærlighed <3). 

Hvordan har jeres forår været? Hvad har I læst, som var bemærkelsesværdigt godt? 



ENGLISH BELOW
______________________


Spring in numbers: I read 15 books, wrote 1 master thesis and had so many cups of coffee it's uncountable

Spring in words: The last three months has gone by both incredibly fast and incredibly slow. I spent the first month taking advantage of not having any classes by going to Paris and Bordeaux with a group of friends from London. We spent our days enjoying beautiful rooftop views, getting sun kissed red cheeks and eating snails, cheese and crêpes. After returning to Denmark, I did something I haven't tried before: I wrote an article about SPOT festival (unfortunately it's in Danish) and ended up enjoying it a lot more than I thought I would've! 
As time went by my attention focused more and more on my master thesis, and by the end of May it was all I could think of. The days went by so fast and they all looked pretty much the same, until the first of June, when I could finally submit my thesis and get my life back together. 

Spring in books: most of the books I've read had to do with my thesis. I did, however, have time to read Trainspotting by Irvine Welsh, when the second movie aired in cinemas. And likewise, I got around to reading The Secret Story of Twin Peaks by Mark Frost before the third season of Twin Peaks aired. Both amazing (and, of course, very different) books. 

Spring in posts:
- I showed you one of the most beautiful book stores in Budapest. Pure bliss!  
- I recommended three different Instagram profiles who every book-lover would enjoy. 
I reviewed the incredible performance in Tree of Codes, where three amazing artists come together in perfection.

Summer will be about: relaxing! I'm spending my days doing all the things I've missed: reading, sleeping, drinking beer, seeing friends and cleaning. Next weekend I'm going to Northside Festival and I can't wait for sun (hopefully), beer and music! After Northside I'll have to start packing and planning. Since E and I are not tied to anything in Denmark anymore, we decided to go on an adventure and move to Iceland! <3 Big things are ahead and we can't wait. 

How was your spring? Did you read anything amazing I should know of? 

onsdag den 3. maj 2017

Tree of Codes // Jonathan Safran Foer, Jamie XX, Olafur Eliasson, Ewan McGregor & Paris Opera Ballet









I mandags var jeg vidne til noget så smukt som en ballet. En ballet, hvor alle elementer gik op i en højere enhed - for mig, hvertfald. Balletten var nemlig baseret på Jonathan Safran Foers bog Tree of Codes, musikken var komponeret af Jamie XX og bag det visuelle design står Olafur Eliasson. 
Det er altså noget af en trekløver. Især Eliasson står mit hjerte nært - nu er det jo ikke en hemmelighed, at det også er ham, som står bag regnbuen på toppen af Aros i Århus, men alt hvad han laver er fortryllende, og hans brug af spejle, glas og vand er smuk (Reykjaviks koncerthus Harpa, som Eliasson har designet, er også noget af det mest bjergtagende, når de skællignende glasruder spejler havet, de sneklædte bjerge og himlens dybde). Jamie XX, som jeg stiftede bekendtskab med i gymnasietiden, da han med bandet The XX spillede her i Århus, har lige siden formået at forføre og tryllebinde med smukke melodier. Foer er faktisk den, jeg sidst stiftede bekendtskab med, men han har på helt samme måde som både Jamie XX og Eliasson, mestret fortryllelsens evne blandt andet i værket Extremely Loud and Incredibly Close. Så det var med ret høje forventninger, jeg satte mig til rette i den velourbetrukne røde stol i musikhuset. 

Og det skuffede ikke. Wow. Der er noget helt vildt rørende og smukt ved at kombinere så mange forskellige kunstarter i ét værk. 
Foers bog er i sig selv også helt speciel, og som det kan ses på billederne ret unik. Den består faktisk af en anden bog -  Foers yndlings - The Street of Crocodiles af Bruno Schulz, og den er fremstillet ved, at Foer har klippet store dele af teksten ud og på den måde skabt en ny bog. Det var selvfølgelig en bekostelig affære at få printet og udgivet en sådan bog, og eftersom den ikke længere er i print, er den efterhånden også blevet et (dyrt) samleobjekt. Selvom jeg ikke har haft bogen i hænderne, er det tydeligt, den har en skulpturel kvalitet i de mange lag, og det, synes jeg, bliver gengivet utrolig smukt i balletten, hvor de mange spejle projicerer  og fordobler danserne i det uendelige, ligesom danserne i andre tilfælde - i spejlenes skæve møder med hinanden - støder sammen. 





(Billeder hentet her

Musikken har jeg sværest ved at kommentere. Den var skæv og anderledes og fuldstændig perfekt. Den ændrede form og tone og kunne let gå fra at være rå og voldsom til at være blød og elegant. Enkelte gange var der så stor en ømhed til stede i dansen og musikken, at det var svært ikke at blive rørt. 


Nedenfor kan I se en trailer til forestillingen og måske få et lille glimt af stemningen. Det var en smuk oplevelse, og det var fantastisk at opleve, hvad litteratur også kan (blive til), og hvordan forskellige kunstarter kan mødes og skabe nye betydninger. 




ENGLISH BELOW
________________________

On Monday I saw the ballet Tree of Codes, which is based on the book of the same name by Jonathan Safran Foer. The music is composed by Jamie XX and the visuel design is made by Olafur Eliasson. All are artists I adore and therefore I had high expectations to the show. And I was definitely not disappointed. 
The ballet was absolutely stunning! I was very moved by how it all came together into this beautiful show.

The book is unique in itself. As the pictures above show it's actually another book - Foer's favourite - The Streets of Crocodiles by Bruno Schulz, but Foer cut out the majority of the text and made a new book. The many layers of the book are represented in all the mirrors displayed in the ballet, where the dancers are multiplied in infinity and at times even crash, when the odd angles of the mirrors meet. It was breath-taking. 
The music was beautiful as well. Edgy and rough at times and soft and elegant at other times - constantly changing. 

I loved the experience of music, visuel design and literature coming together in perfect union and I find the whole concept very inspiring! 

fredag den 21. april 2017

READER'S ROUND // "Sylvia Plath skriver om mig" Part 2

En af litteraturens forunderlige kvaliteter er, at den formår at gribe ind i ens eget liv. Litteraturen kan sætte tanker i gang, den kan ændre måden, hvorpå vi betragter og forstår andre mennesker, men også måden hvorpå vi forstår os selv. Vi kan spejle os i litterære karakterer og pludselig forstå os selv på et dybere plan, eller vi kan tage afstand til det, vi læser og pludselig erfare, at vi føler anderledes, end vi troede. 

Det er helt unikt, når et menneske møder en bog, som forandrer noget i menneskets tilværelse. Denne lille føljeton skrevet af forskellige læsere handler om netop dette: et menneskes møde med en bog og alt det der opstår i mødet.


Ps. Forfatteren har valgt at være anonym, men alle kommentarer vil blive videresendt og læst. 



Del 2
_____________________



Jeg starter hvor jeg slap: med Sylvia Plath og Carson McCullers. Jeg har fundet ud af at Sylvia Plath var en stor beundrer af Carson McCullers hvilket uden tvivl forklarer hvorfor de indledende sætninger i henholdsvis Plaths The Bell Jar (1963) og McCullers’ The Member of the Wedding (1946) minder så meget om hinanden. På internettet har op til flere læsere påpeget andre nævneværdige ligheder mellem deres værker. Blandt andet kalder Esther sin sommer i New York “queer” – et ord McCullers’ Frankie bruger igen og igen når hun går rundt i sin sydstatshjemby og funderer over hvad det er for et skred der er sket i og omkring hende i løbet af sin sommer. Hun kan ikke sætte ord på det fordi hun er midt i det, men hun er blevet ensom. Hun leder efter et meningsfuldt fællesskab, hun føler sig som et misfoster i sin pubertære, vokseværksramte, ranglede krop, og hun længes bort fra dér hvor hun er.
Jeg ved hvad det vil sige at være ensom. Måske ved jeg endda også hvad det vil sige at have en depression. I hvert fald kunne jeg identificere mig fuldstændigt med Esther indtil omkring side 120 ud af 234. Her er hun lige kommet hjem fra New York og skal til at i gang med sit speciale om James Joyces Finnegans Wake der er én af de mest komplicerede, labyrintiske romaner der nogensinde er skrevet, og dermed et overordentligt ambitiøst studieobjekt. Det er også her hendes fysiske symptomer sætter ind: hun kan ikke spise, hun kan ikke sove, hun kan ikke læse. For mig er det ikke sådan – ikke helt, i hvert fald. Jeg mister lysten til at spise, jeg sover for meget. Jeg kan godt læse, men Finnegans Wake ville jeg ikke give mig i kast med – slet ikke at analysere.
At læse The Bell Jar gik til gengæld let og hurtigt. En nat hvor jeg ikke kunne sove fordi det føltes som om der kørte fem spor af tanker gennem mit hoved på én gang, stod jeg op og læste omkring halvfjerds sider. I læsningen blev mine tanker reduceret fra fem spor til ét, og det var smertestillende at det tankespor jeg fulgte, ikke var mit. Tankerne jeg læste var tilmed relevante for mig. Jeg havde brug for dem. Jeg følte mig aldrig mæt i min læsning, hverken dén nat eller i det hele taget.
Jeg føler mig sjældent så glubsk når jeg læser. Det var en form for desperation som bundede i en stærk identifikation. Esther er foruroligende let at identificere sig med. Hun har ikke kontrol over noget, ikke engang sig selv. Hun er akademisk dygtig, men hun føler at hun må sno sig og snyde alle til at tro at hendes evner virkelig lever op til deres forventninger. På et tidspunkt i sine studier formår hun at bytte et ellers obligatorisk kemifag ud med et fag om Shakespeare. I sin salgstale for byttehandlen taler hun om “honour among honourable people”, og for udefrakommende virker argumentet plausibelt nok, men når hun senere tænker tilbage på kemilæreren Mr Manzi, lyder det: “I felt like going down to him on my hands and knees and apologizing for being such an awful liar”. Det går også op for hende at hun ikke ved hvad hun vil med sit liv, og det overrasker hende. Hun drømmer om det ene og det andet og det tredje liv, alle sammen eksotiske og spændende, krydret med eksotiske og spændende mænd. Hun har lyst til at leve alle de liv på én gang, men hun kan ikke vælge. Det hele falder fra hinanden; hun kan mærke det: lige om lidt bliver hun afsløret på universitetet – lige om lidt ser de at hun faktisk ikke havde evnerne alligevel, selvom alle troede det. Hun er en løgner, og hun er i færd med at smide alt det væk hun har opnået.
Det er det samme med mig: det hele falder fra hinanden. Jeg ved heller ikke hvad jeg vil med mit liv. Og lige om lidt, det kan jeg godt sige dig, lige om lidt bliver jeg også afsløret i ikke at kunne noget alligevel selvom alle troede det. Når det kommer til stykket.
Mange af de mere konkrete scener i The Bell Jar er også genkendelige. Jeg kan for eksempel sagtens forestille mig, som Esther, at lægge mig under en madras for at blive tynget ned i sengen i håb om at den fysiske pacificering kan smitte af og fiksere mit sind der ellers flimrer uroligt rundt i værelset og oppe i stratosfæren og rundt om planeter og –

Ligesom jeg bruger fortællingen om Esther til at forstå mig selv og min egen situation bedre, bruger Esther en novelle hun har læst til at forstå sig selv bedre (og til at formidle sin egen fortælling om sig selv til en læser, lige som jeg gør her). Hun har læst en novelle der handler om en jødisk mand og en nonne der plukker figner fra et figentræ. Efter hvad der lyder som antydningen af gengældte romantiske følelser (udtrykt ordløst uskyldigt elektrisk af to håndrygge der kort rører hinanden), holder nonnen op med at komme ud til figentræet og den jødiske mand. Esther kan godt lide historien; især nyder hun figentræet. Tyve sider (og nogle måneders spring i tid) senere viser det sig at netop dette figentræ bliver nyttigt for hende til at forklare hvad det vil sige at befinde sig i en tvivlende, tøvende position: “I saw myself sitting in the crotch of this fig-tree, starving to death, just because I couldn’t make up my mind which of the figs I would choose. I wanted each and every one of them, but choosing one meant losing all the rest, and, as I sat there, unable to decide, the figs began to wrinkle and go black, and, one by one, they plopped to the ground at my feet.”
Et billede der før var smukt, bliver lige pludselig ekstremt brugbart for Esther som metafor, og metaforen er lige så nyttig for mig som den er for hende; også jeg kan se det hele rådne væk mens mit vægelsind råder.

Hvad betyder det når man opdager at man ligner en litterær karakter så meget? Det er ikke overvældende, det er ikke ubehageligt, det er ikke en øjenåbner. Det kan jeg bevidne. Som jeg skrev i mit første indlæg med læsenoter, er det ikke en genkendelse der tager pusten fra mig. Til gengæld er det en trøst. Hvorfor er jeg ikke helt klar over; måske fordi det simpelthen bare er en menneskelig kvalitet at man føler sig trøstet, tryg og bekræftet af at kunne genkende sig selv og sin egen situation og andres situationer. Man er ikke alene i sin lidelse.
Jeg er ikke alene. Det forstår jeg, men også i den forstand at jeg ikke er den eneste person der føler sig spejlet, genkendt, i Esthers skildring af sit følelsesliv og sine relationer. Det er vigtigt for mig at understrege at jeg ikke tror man skal have en depression for at forstå hvad The Bell Jar skildrer; hvordan glasklokken føles. Frygten for at være utilstrækkelig, tvivlen på sig selv, på fremtiden, følelsen af magtesløshed, oplevelsen af at være indespærret og sært afskåret fra andre mennesker som i en glasklokke, ja, selv søvnløsheden er grundlæggende, menneskelige vilkår. Men jeg tror til gengæld også at lindringen ved at læse skildringer der rammer fuldstændigt plet når man står i en ellers fortvivlende, forvirrende og indadvendt (og derfor ensom) situation, er så meget desto større – og mere kærkommen.

”I felt sorry when I came to the last page. I wanted to crawl in between those black lines of print the way you crawl through a fence, and go to sleep under that beautiful big green fig-tree”.


ENGLISH BELOW
_____________________

One of the wonderful qualities of literature is the way it can reach into our own lives. Literature can make us reflect on the way we live, it can change the way we perceive the world and how we understand ourselves and other people. We can see ourselves reflected and mirrored in literary characters and suddenly understand ourselves better. 

It's such a unique experience when you read a book that changes something in your life. This series is about exactly that: a person's meeting with a book and everything that happens in this meeting. 

Ps. The author of this post has chosen to be anonymous, but all comments will of course be forwarded. 



Part 2
_________________

I’ll begin where I left off: with Sylvia Plath and Carson McCullers. I’ve discovered that Plath was a great admirer of McCullers, which no doubt explains why the opening pages in Plath’s The Bell Jar (1963) and McCullers’ The Member of the Wedding (1946) are so reminiscent. Online, several readers have pointed out other similarities in these works worthy of mention. For example, Esther calls her summer in New York “queer” – a word which McCullers’ Frankie uses over and over while wandering about in her Southern hometown, wondering what has happened around her, and to her, during her summer. She can’t properly explain it because she’s in the middle of it, but she’s become lonely. She’s searching for a place to belong, she feels like a freak because her lanky, adolescent, growth spurt-hit body is unfamiliar and ugly to her, and she’s longing to be somewhere far away.
I know what it means to be lonely. Perhaps I even know what it means to be depressed. In any case, I was able to identify completely with Esther until page 120 out of 234. Here, she has just arrived home from New York and is about to start writing her master thesis on James Joyce’s Finnegans Wake, one of the most complicated, labyrinthian novels ever written – and thus quite an ambitious subject of study. It is also at this point in the novel that Esther’s physical symptoms begin: she can’t eat, she can’t sleep, she can’t read. For me, it’s not like that – at least not quite. I lose my appetite, I sleep too much. I am able to read, but I wouldn’t sit down and read Finnegans Wake – let alone analyse it.
Reading The Bell Jar, on the other hand, was quick and easy. One night where I couldn’t sleep because it felt like five flows of thoughts were running through my head at once, I got up and read about seventy pages. In the act of reading, my thoughts were reduced from five flows to one, and it was a relief that this stream of consciousness I was following was not mine. Moreover, they were relevant. I needed them. I never felt satiated in my reading, neither that night nor in general.
I rarely feel so gluttonous when I’m reading. It was a kind of desperation originating in an intense identification. Esther is alarmingly easy to identify with. She has no control over anything, not even herself. She is academically gifted, but she feels like she has to fake it and trick everyone into believing that her abilities really do live up to everyone’s expectations. At one point during her studies (a flashback in the novel), she succeeds in swapping a mandatory chemistry course for a course on Shakespeare. While working to persuade the dean she talks about “honour among honourable people”, and to outsiders (and the dean, it turns out) the argument seems plausible enough, but when Esther recalls the chemistry teacher Mr Manzi, she feels “… like going down to him on my hands and knees and apologizing for being such an awful liar”. It also occurs to her that she doesn’t know what she wants to do with her life, something which surprises her. She dreams of one thing, then another, then another; one lifestyle after the other, one as exotic and exciting as the other, spiced with exotic and exciting men. She wants to live every life at once, but she can’t make up her mind. It all falls apart; she can feel it: every moment now she will be found out at the university – every moment now they will see that she did, in fact, not possess the abilities everyone thought she had. She’s a liar, and she’s throwing all her accomplishments away.
My case is the same: everything is falling apart. I also don’t know what I want to do with my life. I’m faking it. And any moment now, any moment I tell you, I, too, will be found out. When it comes down to it, I am untalented and useless, too.

Many of the more concrete scenes in The Bell Jar are also recognisable. For example, I can easily imagine, like Esther, lying down under a mattress in order to be weighed down heavily in my bed, hoping that the physical fixation might transfer to my mind which is otherwise flickering about in the room and the stratosphere and around planets and –

Just like I’m using the story of Esther to understand myself and my circumstances better, Esther herself is using a short story she’s read to understand herself and her circumstances better (and furthermore, both of us are using these stories to give accounts of ourselves to a given reader). The short story Esther has read is about a Jewish man and a nun picking figs from a fig-tree. After what seems like a hint of reciprocated romantic feelings (expressed wordlessly innocently electrically by the backs of their hands briefly touching) the nun stops coming out to the fig-tree and the Jewish man. Esther likes the story; she especially takes pleasure in the fig-tree. Twenty pages (and, plot-wise, a couple of months) later, it turns out that exactly this short story with the fig-tree becomes useful for her in order to explain what it means to feel existentially doubtful and hesitant: “I saw myself sitting in the crotch of this fig-tree, starving to death, just because I couldn’t make up my mind which of the figs I would choose. I wanted each and every one of them, but choosing one meant losing all the rest, and, as I sat there, unable to decide, the figs began to wrinkle and go black, and, one by one, they plopped to the ground at my feet.”
An image that used to be pretty suddenly becomes extremely useful for Esther as a metaphor, and the metaphor is just as useful to me as it is to her; I, too, can see it all decaying while my indecisiveness reigns.

What does it mean when you discover that you are so similar to a literary character? It’s not overwhelming, it’s not unpleasant, it’s not an eye-opener. That, I can attest to. As I wrote in my first post of reading notes, it’s not a recognition that takes my breath away. However, it is comforting. I’m not exactly sure why; perhaps simply because it is a human quality to feel comforted, safe and acknowledged when recognising yourself and your own circumstance in others and their circumstance. You’re not alone in your pain.
I’m not alone. I understand that, but also in the sense that I’m not the only one to recognise myself in Esther’s portrayal of her emotional life and her relations. It’s important for me to stress that I don’t believe you need to have a depression in under to understand what The Bell Jar is about, and what a mental bell jar feels like. The fear of being inadequate, doubting yourself and the future, feeling powerless, trapped and oddly cut off from other people, yes, even the insomnia, all of these are inevitable parts of the human condition. However, I also believe when you are experiencing despairing, confusing and inward (and thus solitary) circumstances, the alleviation induced by reading portrayals that hit home is so much the bigger and more welcome.

In the words of Esther Greenwood: “I felt sorry when I came to the last page. I wanted to crawl in between those black lines of print the way you crawl through a fence, and go to sleep under that beautiful big green fig-tree.”