fredag den 21. april 2017

READER'S ROUND // "Sylvia Plath skriver om mig" Part 2

En af litteraturens forunderlige kvaliteter er, at den formår at gribe ind i ens eget liv. Litteraturen kan sætte tanker i gang, den kan ændre måden, hvorpå vi betragter og forstår andre mennesker, men også måden hvorpå vi forstår os selv. Vi kan spejle os i litterære karakterer og pludselig forstå os selv på et dybere plan, eller vi kan tage afstand til det, vi læser og pludselig erfare, at vi føler anderledes, end vi troede. 

Det er helt unikt, når et menneske møder en bog, som forandrer noget i menneskets tilværelse. Denne lille føljeton skrevet af forskellige læsere handler om netop dette: et menneskes møde med en bog og alt det der opstår i mødet.


Ps. Forfatteren har valgt at være anonym, men alle kommentarer vil blive videresendt og læst. 



Del 2
_____________________



Jeg starter hvor jeg slap: med Sylvia Plath og Carson McCullers. Jeg har fundet ud af at Sylvia Plath var en stor beundrer af Carson McCullers hvilket uden tvivl forklarer hvorfor de indledende sætninger i henholdsvis Plaths The Bell Jar (1963) og McCullers’ The Member of the Wedding (1946) minder så meget om hinanden. På internettet har op til flere læsere påpeget andre nævneværdige ligheder mellem deres værker. Blandt andet kalder Esther sin sommer i New York “queer” – et ord McCullers’ Frankie bruger igen og igen når hun går rundt i sin sydstatshjemby og funderer over hvad det er for et skred der er sket i og omkring hende i løbet af sin sommer. Hun kan ikke sætte ord på det fordi hun er midt i det, men hun er blevet ensom. Hun leder efter et meningsfuldt fællesskab, hun føler sig som et misfoster i sin pubertære, vokseværksramte, ranglede krop, og hun længes bort fra dér hvor hun er.
Jeg ved hvad det vil sige at være ensom. Måske ved jeg endda også hvad det vil sige at have en depression. I hvert fald kunne jeg identificere mig fuldstændigt med Esther indtil omkring side 120 ud af 234. Her er hun lige kommet hjem fra New York og skal til at i gang med sit speciale om James Joyces Finnegans Wake der er én af de mest komplicerede, labyrintiske romaner der nogensinde er skrevet, og dermed et overordentligt ambitiøst studieobjekt. Det er også her hendes fysiske symptomer sætter ind: hun kan ikke spise, hun kan ikke sove, hun kan ikke læse. For mig er det ikke sådan – ikke helt, i hvert fald. Jeg mister lysten til at spise, jeg sover for meget. Jeg kan godt læse, men Finnegans Wake ville jeg ikke give mig i kast med – slet ikke at analysere.
At læse The Bell Jar gik til gengæld let og hurtigt. En nat hvor jeg ikke kunne sove fordi det føltes som om der kørte fem spor af tanker gennem mit hoved på én gang, stod jeg op og læste omkring halvfjerds sider. I læsningen blev mine tanker reduceret fra fem spor til ét, og det var smertestillende at det tankespor jeg fulgte, ikke var mit. Tankerne jeg læste var tilmed relevante for mig. Jeg havde brug for dem. Jeg følte mig aldrig mæt i min læsning, hverken dén nat eller i det hele taget.
Jeg føler mig sjældent så glubsk når jeg læser. Det var en form for desperation som bundede i en stærk identifikation. Esther er foruroligende let at identificere sig med. Hun har ikke kontrol over noget, ikke engang sig selv. Hun er akademisk dygtig, men hun føler at hun må sno sig og snyde alle til at tro at hendes evner virkelig lever op til deres forventninger. På et tidspunkt i sine studier formår hun at bytte et ellers obligatorisk kemifag ud med et fag om Shakespeare. I sin salgstale for byttehandlen taler hun om “honour among honourable people”, og for udefrakommende virker argumentet plausibelt nok, men når hun senere tænker tilbage på kemilæreren Mr Manzi, lyder det: “I felt like going down to him on my hands and knees and apologizing for being such an awful liar”. Det går også op for hende at hun ikke ved hvad hun vil med sit liv, og det overrasker hende. Hun drømmer om det ene og det andet og det tredje liv, alle sammen eksotiske og spændende, krydret med eksotiske og spændende mænd. Hun har lyst til at leve alle de liv på én gang, men hun kan ikke vælge. Det hele falder fra hinanden; hun kan mærke det: lige om lidt bliver hun afsløret på universitetet – lige om lidt ser de at hun faktisk ikke havde evnerne alligevel, selvom alle troede det. Hun er en løgner, og hun er i færd med at smide alt det væk hun har opnået.
Det er det samme med mig: det hele falder fra hinanden. Jeg ved heller ikke hvad jeg vil med mit liv. Og lige om lidt, det kan jeg godt sige dig, lige om lidt bliver jeg også afsløret i ikke at kunne noget alligevel selvom alle troede det. Når det kommer til stykket.
Mange af de mere konkrete scener i The Bell Jar er også genkendelige. Jeg kan for eksempel sagtens forestille mig, som Esther, at lægge mig under en madras for at blive tynget ned i sengen i håb om at den fysiske pacificering kan smitte af og fiksere mit sind der ellers flimrer uroligt rundt i værelset og oppe i stratosfæren og rundt om planeter og –

Ligesom jeg bruger fortællingen om Esther til at forstå mig selv og min egen situation bedre, bruger Esther en novelle hun har læst til at forstå sig selv bedre (og til at formidle sin egen fortælling om sig selv til en læser, lige som jeg gør her). Hun har læst en novelle der handler om en jødisk mand og en nonne der plukker figner fra et figentræ. Efter hvad der lyder som antydningen af gengældte romantiske følelser (udtrykt ordløst uskyldigt elektrisk af to håndrygge der kort rører hinanden), holder nonnen op med at komme ud til figentræet og den jødiske mand. Esther kan godt lide historien; især nyder hun figentræet. Tyve sider (og nogle måneders spring i tid) senere viser det sig at netop dette figentræ bliver nyttigt for hende til at forklare hvad det vil sige at befinde sig i en tvivlende, tøvende position: “I saw myself sitting in the crotch of this fig-tree, starving to death, just because I couldn’t make up my mind which of the figs I would choose. I wanted each and every one of them, but choosing one meant losing all the rest, and, as I sat there, unable to decide, the figs began to wrinkle and go black, and, one by one, they plopped to the ground at my feet.”
Et billede der før var smukt, bliver lige pludselig ekstremt brugbart for Esther som metafor, og metaforen er lige så nyttig for mig som den er for hende; også jeg kan se det hele rådne væk mens mit vægelsind råder.

Hvad betyder det når man opdager at man ligner en litterær karakter så meget? Det er ikke overvældende, det er ikke ubehageligt, det er ikke en øjenåbner. Det kan jeg bevidne. Som jeg skrev i mit første indlæg med læsenoter, er det ikke en genkendelse der tager pusten fra mig. Til gengæld er det en trøst. Hvorfor er jeg ikke helt klar over; måske fordi det simpelthen bare er en menneskelig kvalitet at man føler sig trøstet, tryg og bekræftet af at kunne genkende sig selv og sin egen situation og andres situationer. Man er ikke alene i sin lidelse.
Jeg er ikke alene. Det forstår jeg, men også i den forstand at jeg ikke er den eneste person der føler sig spejlet, genkendt, i Esthers skildring af sit følelsesliv og sine relationer. Det er vigtigt for mig at understrege at jeg ikke tror man skal have en depression for at forstå hvad The Bell Jar skildrer; hvordan glasklokken føles. Frygten for at være utilstrækkelig, tvivlen på sig selv, på fremtiden, følelsen af magtesløshed, oplevelsen af at være indespærret og sært afskåret fra andre mennesker som i en glasklokke, ja, selv søvnløsheden er grundlæggende, menneskelige vilkår. Men jeg tror til gengæld også at lindringen ved at læse skildringer der rammer fuldstændigt plet når man står i en ellers fortvivlende, forvirrende og indadvendt (og derfor ensom) situation, er så meget desto større – og mere kærkommen.

”I felt sorry when I came to the last page. I wanted to crawl in between those black lines of print the way you crawl through a fence, and go to sleep under that beautiful big green fig-tree”.


ENGLISH BELOW
_____________________

One of the wonderful qualities of literature is the way it can reach into our own lives. Literature can make us reflect on the way we live, it can change the way we perceive the world and how we understand ourselves and other people. We can see ourselves reflected and mirrored in literary characters and suddenly understand ourselves better. 

It's such a unique experience when you read a book that changes something in your life. This series is about exactly that: a person's meeting with a book and everything that happens in this meeting. 

Ps. The author of this post has chosen to be anonymous, but all comments will of course be forwarded. 



Part 2
_________________

I’ll begin where I left off: with Sylvia Plath and Carson McCullers. I’ve discovered that Plath was a great admirer of McCullers, which no doubt explains why the opening pages in Plath’s The Bell Jar (1963) and McCullers’ The Member of the Wedding (1946) are so reminiscent. Online, several readers have pointed out other similarities in these works worthy of mention. For example, Esther calls her summer in New York “queer” – a word which McCullers’ Frankie uses over and over while wandering about in her Southern hometown, wondering what has happened around her, and to her, during her summer. She can’t properly explain it because she’s in the middle of it, but she’s become lonely. She’s searching for a place to belong, she feels like a freak because her lanky, adolescent, growth spurt-hit body is unfamiliar and ugly to her, and she’s longing to be somewhere far away.
I know what it means to be lonely. Perhaps I even know what it means to be depressed. In any case, I was able to identify completely with Esther until page 120 out of 234. Here, she has just arrived home from New York and is about to start writing her master thesis on James Joyce’s Finnegans Wake, one of the most complicated, labyrinthian novels ever written – and thus quite an ambitious subject of study. It is also at this point in the novel that Esther’s physical symptoms begin: she can’t eat, she can’t sleep, she can’t read. For me, it’s not like that – at least not quite. I lose my appetite, I sleep too much. I am able to read, but I wouldn’t sit down and read Finnegans Wake – let alone analyse it.
Reading The Bell Jar, on the other hand, was quick and easy. One night where I couldn’t sleep because it felt like five flows of thoughts were running through my head at once, I got up and read about seventy pages. In the act of reading, my thoughts were reduced from five flows to one, and it was a relief that this stream of consciousness I was following was not mine. Moreover, they were relevant. I needed them. I never felt satiated in my reading, neither that night nor in general.
I rarely feel so gluttonous when I’m reading. It was a kind of desperation originating in an intense identification. Esther is alarmingly easy to identify with. She has no control over anything, not even herself. She is academically gifted, but she feels like she has to fake it and trick everyone into believing that her abilities really do live up to everyone’s expectations. At one point during her studies (a flashback in the novel), she succeeds in swapping a mandatory chemistry course for a course on Shakespeare. While working to persuade the dean she talks about “honour among honourable people”, and to outsiders (and the dean, it turns out) the argument seems plausible enough, but when Esther recalls the chemistry teacher Mr Manzi, she feels “… like going down to him on my hands and knees and apologizing for being such an awful liar”. It also occurs to her that she doesn’t know what she wants to do with her life, something which surprises her. She dreams of one thing, then another, then another; one lifestyle after the other, one as exotic and exciting as the other, spiced with exotic and exciting men. She wants to live every life at once, but she can’t make up her mind. It all falls apart; she can feel it: every moment now she will be found out at the university – every moment now they will see that she did, in fact, not possess the abilities everyone thought she had. She’s a liar, and she’s throwing all her accomplishments away.
My case is the same: everything is falling apart. I also don’t know what I want to do with my life. I’m faking it. And any moment now, any moment I tell you, I, too, will be found out. When it comes down to it, I am untalented and useless, too.

Many of the more concrete scenes in The Bell Jar are also recognisable. For example, I can easily imagine, like Esther, lying down under a mattress in order to be weighed down heavily in my bed, hoping that the physical fixation might transfer to my mind which is otherwise flickering about in the room and the stratosphere and around planets and –

Just like I’m using the story of Esther to understand myself and my circumstances better, Esther herself is using a short story she’s read to understand herself and her circumstances better (and furthermore, both of us are using these stories to give accounts of ourselves to a given reader). The short story Esther has read is about a Jewish man and a nun picking figs from a fig-tree. After what seems like a hint of reciprocated romantic feelings (expressed wordlessly innocently electrically by the backs of their hands briefly touching) the nun stops coming out to the fig-tree and the Jewish man. Esther likes the story; she especially takes pleasure in the fig-tree. Twenty pages (and, plot-wise, a couple of months) later, it turns out that exactly this short story with the fig-tree becomes useful for her in order to explain what it means to feel existentially doubtful and hesitant: “I saw myself sitting in the crotch of this fig-tree, starving to death, just because I couldn’t make up my mind which of the figs I would choose. I wanted each and every one of them, but choosing one meant losing all the rest, and, as I sat there, unable to decide, the figs began to wrinkle and go black, and, one by one, they plopped to the ground at my feet.”
An image that used to be pretty suddenly becomes extremely useful for Esther as a metaphor, and the metaphor is just as useful to me as it is to her; I, too, can see it all decaying while my indecisiveness reigns.

What does it mean when you discover that you are so similar to a literary character? It’s not overwhelming, it’s not unpleasant, it’s not an eye-opener. That, I can attest to. As I wrote in my first post of reading notes, it’s not a recognition that takes my breath away. However, it is comforting. I’m not exactly sure why; perhaps simply because it is a human quality to feel comforted, safe and acknowledged when recognising yourself and your own circumstance in others and their circumstance. You’re not alone in your pain.
I’m not alone. I understand that, but also in the sense that I’m not the only one to recognise myself in Esther’s portrayal of her emotional life and her relations. It’s important for me to stress that I don’t believe you need to have a depression in under to understand what The Bell Jar is about, and what a mental bell jar feels like. The fear of being inadequate, doubting yourself and the future, feeling powerless, trapped and oddly cut off from other people, yes, even the insomnia, all of these are inevitable parts of the human condition. However, I also believe when you are experiencing despairing, confusing and inward (and thus solitary) circumstances, the alleviation induced by reading portrayals that hit home is so much the bigger and more welcome.

In the words of Esther Greenwood: “I felt sorry when I came to the last page. I wanted to crawl in between those black lines of print the way you crawl through a fence, and go to sleep under that beautiful big green fig-tree.”

søndag den 16. april 2017

Alcatraz, Luca Engberg Talamona


Anmeldereksemplar fra Forlaget Gladiator. 4/6 stjerner

Alcatraz er en fængselsø ud for San Fransisco, det er en kunstnerkoloni i Italien, og det er en digtcyklus og debut af Luca Engberg Talamona. De lange, prosalignende digte handler om en søn og hans forhold til en kræftsyg far. 

Der er en nostalgi underliggende i sønnens sprog i hele værket. Som når han vender sig i sædet på flyet og lader barnet, som brokker sig over den dårlige wifi-forbindelse, på sædet bagved vide, at "du er i et fly, siger jeg/ og du har wifi, det er jo for vildt". Samtidig trækker digtenes intertekstualitet tråde til fortiden og dens storer eventyrer, såsom Sal og Deans roadtrips i Jack Kerouacs On the Road: 

Giovanni siger: Det er os to nu, Sal og Dean - lige så fattige, lige så vilde / Toget buldrer af sted.

Ligeså mærkbar, som sønnens nostalgi er, er faderens fremtidshungren. Han holder sygdommen skjult, så længe det er ham muligt. Han ser Star Trek, og læser science fiction bøger om fremtiden og om andre universer og planeter. Han er ikke færdig med livet. 

Digtene er ligefremme og simple i den forstand, at de næsten ligner prosa. De fortæller én samlet historie, samtidig med at de - i deres fragmenterede form - indeholder enkeltstående udklip, stemninger og oplevelser, som alt sammen er med til at stykke forholdet mellem far og søn sammen. 

Du lægger dit tynde hoved på min skulder
og siger: Da du var lille lå dit hoved på min
nu ligger mit hoved på din

Der sker en hel masse i disse digte. De handler ikke kun om sygdom og død. Digtene indeholder kultursammenstød, når det ekspressive italienske i faren og hans familie møder det afdæmpede danske i sønnen og hans mor, de indeholder generationsammenstød i mødet mellem børn og forældre (og forældres naboer), og de indeholder følelsesmæssige sammenstød, når sygdom, død og sorg møder humor, glæde og kærlighed. 
Helt fra begyndelsen virker digtene dragende, eksotiske og næsten lidt faretruende, fordi man ved, kræften konstant pulserer i baggrunden og sætter en tidsfrist på livet og på værket. 

Jeg kan godt lide simpelheden, alvoren og humoren, og jeg synes, det fungerer virkelig fint på den måde, det er sat op. Men jeg ville have mere. Flere ord, flere øjeblikke og flere samtaler. Jeg ville have mere af faren, som optræder både i stærke og svage øjeblikke, men som aldrig helt får lov at træde i karakter. Hans personlighed sitrer næsten på siderne, men man får aldrig lov til at nå helt ind til ham. Det samme gælder sønnen, jeg vil vide mere om sønnen, om pigen fra Frankrig og om hans mor. Måske er det en god kvalitet, at man som læser hungrer efter mere viden, og måske skal værket have den effekt, men jeg bliver helt arrig over, at jeg får lov at fornemme disse fantastiske personligheder, jeg får lov at få et flygtigt og sårbart glimt ind i deres liv, hvorefter det hele slutter brat. 
Men jeg kan anbefale den! Den giver mig håb for den danske lyriks fremtid. 



fredag den 31. marts 2017

"BOOKSTAGRAM": 3 recommendations

Jeg nærer en stor kærlighed til det sociale medie Instagram, hvor billeder udgør omdrejningspunktet. Jeg synes, det er enormt hyggeligt at følge med hos venner og bekendte, og det er ret inspirerende at følge diverse bog-dedikerede profiler, hvor litteraturkærlighed og -skønhed er i højsædet. 

Hvis I mangler litteratur i jeres Instagram-feed, kan jeg anbefale disse profiler:


togbogdk er en dansk instagramprofil, som - ligesom den også virkelig gode Subway Book Review - sætter fokus på læseglade pendlere. Siden består af små mini-anmeldelser eller kommentarer fra tilfældige passagerer om den bog, de læser, og det er altså virkelig hyggeligt! Desuden er redaktionen genial til at sætte kommentarerne i kontekst: 

"Siderne er ru og opskårne, og omslaget er gulnet i kanterne. Sarah Dixens eksemplar af romanen "Fiskerne", skrevet af Hans Kirk i 1928, er langtfra nyt, og sådan kan Sarah godt lide det. Hun har købt bogen over nettet hos et antikvariat. "Det er jo selvfølgelig billigt at købe brugt, men jeg kan også godt lide det slidte look. Det ser pænt ud, når de står derhjemme på bogreolen." Sarah er på vej til Hobro for at holde miniferie hos sin familie. Hun har taget "Fiskerne" med på togturen, fordi hun skal læse den til sit studie i Nordisk sprog og litteratur på Aarhus Universitet. "Jeg er kun et par sider inde, men jeg håber, at det bliver godt!". 





Readingbukowski er engelske Claires instagramprofil, og her lægger hun ikke kun billeder af bøger ud, men også billeder af de smukkeste steder i England. Hendes univers er rart og behageligt, og hendes kærlighed til klassisk litteratur er skøn! 




Litfix er, som navnet indikerer, stedet, hvor man kan få sig sit daglige fix litteratur. Det er danske Julie, som står bag profilen, og hun mestrer både sproget og kameraet til fulde(!), hvilket resulterer i en billedskøn, æstetisk skandi-minimalisme med dertilhørende  spændende litteraturovervejelser. Julie har også en blog med samme navn, som også er et besøg værd! 



Har du selv en bog-orienteret instagramprofil, som jeg skal kende? Eller kan du anbefale én? Så link det gerne i en kommentar hertil. 

søndag den 26. marts 2017

Vivian, Christina Hesselholdt


Bogen er et anmeldereksemplar fra Bog og Idé, og den kan købes lige her
5/6 stjerner


Jeg vidste ikke, hvem Vivian Maier var, før jeg læste denne bog, men nu fylder hun meget i min bevidsthed. Det gør hun, fordi hun var en kvinde med ben i næsen, en kvinde med styrker, svagheder og mærkværdigheder, som ikke lige er til at glemme igen. 

Jeg bryder mig ikke om at der er nogen der ved mere om mig end jeg selv gør, her går jeg og kigger på foråret og tænker det er dejligt, og jeg vil også gerne gå her næste år, og så sidder Han deroppe med kuglerammen og ved at dette bliver mit sidste, eller at jeg har præcis tre forår tilbage.

Vivian er en historisk roman, som fortælles af flere stemmer i en  imponerende øjebliksmosaik. Stemmerne skiftes til at tage ordet, først er det Vivian, så er det pigen, Vivian passer, og så er det fortælleren... Stemmerne overlapper hinanden, taler med hinanden og sladrer om hinanden, alt imens et liv - Vivian Maiers liv -  konstrueres. 
Vivian er et eksempel på den ukendte kunstner, som først efter hun er død, bliver berømt. Det meste af livet brugte hun som barnepige, men det som skulle gøre hende berømt var de mange fotografier, hun tog. Med et kamera om halsen indkapslede hun verdenen, som hun så den, og fotografierne er smukke. 


Som barn forekom det mig ubegribeligt at noget kunne gå for sig når jeg ikke var der til at se det. Nu er det en slags trøst i forhold til døden, altså, engang vil jeg ikke længere kunne se hvad der foregår; men der er alligevel foregået så meget som jeg ikke har set; så det er jeg jo vant til, og så er det vel ikke så slemt.

Jeg læser Vivian som et eksperiment. Vivian fremstår meget tydeligt i romanen: barndomsøjeblikke, berøringer af historiske flader og begivenheder, fotografierne og hendes karakters særheder er alt sammen med til at skabe hende. Men fortælleren har genoplivet hende fra de døde, og den Vivian vi møder, er fortællerens Vivian. Det er på én gang meget mærkeligt og meget spændende, når fortælleren går i dialog med Vivian og taler med fortiden og med de døde. Det er et eksperiment, jeg rigtig godt kan lide! 



Hvor meget af mennesket bag kan man se i værkerne. Er man skjult bag dem eller afslører de tværtimod én? Det tror jeg de gør. Fortælleren er den egentlige hovedperson.

Hesselholdt skriver helt eksemplarisk. Hendes sprog er så dejlig let og enkelt, samtidig med at det indeholder en masse humor og underfundighed. I morgen skal jeg mødes med min læseklub, og jeg er spændt på at høre, hvad de synes om bogen.



Jeg hævder: ting som dette fandt sted.






ENGLISH BELOW
____________________


I've read the Danish author Christina Hesselholdts new novel Vivian about the American photographer Vivian Maier. The book is constructed in a very peculiar way with the voices of Vivian, the narrator and several other people overlapping. The voices talk to each other, gossips about each other and at the same time they construct a life - Vivian Maier's life. And she's definitely a special woman! She is one of those artists who stays unknown until their death. After Vivian's death, her photographies were found, making her a known public figure. The photographs are stunning by the way!

Anyway, the book is written in Danish and unfortunately it hasn't been translated to English. 

torsdag den 23. marts 2017

A Reader's Utopia: BUDAPEST. Írók Boltja


For læsere findes der mange drømmelande: både dem som vi hengiver os til i de bøger, vi læser, og dem som vi fysisk kan træde ind i. I bøger kan vi for en stund leve i parallelle universer - vi kan stifte bekendtskab med utallige steder og karakterer, og vi kan grine, græde og forelske os i dem. Det er én slags drømmeland for mig. En anden slags er bogbutikker. Her kan vi vandre langs bogreolernes hylder, læse en bagside her, skimte i en bog der, mens et uendeligt antal døre blot venter på at blive åbnet. En bogbutik er et mulighedernes rum, og måske er det derfor, de forekommer så spektakulære. 
I denne serie af indlæg vil jeg fremvise nogle af de litterære drømmelande, jeg støder på, og som jeg vil anbefale enhver læser at tage forbi, hvis muligheden byder sig. 







På en af Budapests største boulevarder, Andrássy út (nummer 45), ligger denne perle af en bogforretning. Írók Boltja, hedder den, og afslører med den smarte font over indgangen overhovedet ikke, den klassiske stil og bogkærlighed, som hylderne indenfor vidner om. 





To unge ekspedienter hilser venligt og på engelsk, da jeg træder ind. Forretningens stamkunder er nemlig hovedsageligt internationale studerende. På trods af det, er underetagen udelukkende ungarske bøger og bøger oversat til ungarsk. Det er dog let at regne ud, hvorfor de internationale studerende flokkes om forretningen, som ofte arrangerer oplæsninger, litteraturarrangementer mm. Stemningen er afslappet og rolig. I hjørnet er der placeret to tunge lænestole, begge optaget, og overalt vidner de små kroge om hygge og nærvær. Selvom ungarsk er uforståeligt for mig, lader jeg både øjne og fingre glide henover  bogryggene, mens jeg går på opdagelse. 





Forretningen er ikke stor, men pladsen er udnyttet til dets fulde. Reolsystemet i flot mørkt træ og de mange stiger, som kører på spor, vidner om en organiseret orden og et system, mens bogstakkene, som hober sig op på toppen af reolsystemet, de tape-opklistrede billeder på væggen og et gammeldags, slidt ur vidner om en ro og afslappethed omkring udseende. Det er let at falde til her. Jeg bevæger mig op på første etage, hvor den engelske afdeling er. I hjørnet sidder en kvinde og læser uforstyrret ved et bord. Afdelingen tilbyder lidt til enhver smag, og rummet er åbent med plads til de mange arrangementer, som bliver afholdt her. Det er let at føle sig tilpas, og da jeg forlader forretningen, er det kun med et ønske om at vende tilbage en dag. 








ENGLISH BELOW
__________________


If you're a reader, dream worlds are not uncommon to you. In fact, readers can escape into two kinds of dream worlds: the ones we surrender to in the books we read, and the ones we can physically step into in the shape of book stores. In books we can live, at least for a while, in parallel universes - experience new places and  meet new people, and we can laugh, cry and fall in love with them. This is the first kind of dream world. A second kind is the book store. Here we get to wander between shelves and shelves of books, read the backs and flip through the pages, while an infinity of doors are just one small choice away from being opened. A book store is a space of possibilities, and maybe that's why they are so spectacular. 



In this series of posts I will share some of the most magnificent bookstores I've been to. I hope you'll like them all just as much as I did! 

onsdag den 15. marts 2017

A Year of Marvellous Ways, Sarah Winman


Et år med underfulde møder, Sarah Winman. Gave fra forlaget Turbine. 


Et år med underfulde møder er ikke en historie om krig, selvom krigen danner ramme om den, det er heller ikke en historie om alderdom, selvom alderdommen er allestedsværende, Et år med underfulde møder er en historie om, hvordan forskellige liv har indflydelse på hinanden, om mødet mellem en ung mand og en ældre kvinde, om at miste, elske og dø. 

Francis Drake er vendt tilbage til England efter krigen for at udføre et løfte, han gav til en døende soldat, om at aflevere et brev til soldatens far. I London møder han en gammel kærlighed, og han konfronteres med et forandret og ugenkendeligt hjem, som får Francis til at falde fra hinanden. Da han vågner igen, befinder han sig midt i Cornwalls natur hos den ældre kvinde Marvellous. Marvellous hjælper langsomt Francis på fødderne igen, mens Francis går på opdagelse i Marvellous fortid. I de magiske naturomgivelser, hvor Marvellous bor, opstår et smukt venskab. 

Marvellous blossomed, having quite forgotten what an exciting and necessary jolt being needed gave.

Ud fra gamle skrøner og historier spinder romanen et jordnært og trygt univers af magi og eventyrlige elementer, som er enormt dragende og beroligende. 

Et år med underfulde møder er en dejlig roman. Jeg holdte af alle Marvellous sære skævheder, stemningen og slåenlikøren, de friskfangede, nystegte fisk og de smørfedtede fingre. Jeg nød fortællingerne fra fortiden, historierne om havet og om havfruehaler, og jeg nød det abstrakte og ubestemte ved historien.
Det er en dejlig roman med fantasifulde elementer og uforudsigelige drejninger. Perfekt til en stille regnvejrssøndag. 





ENGLISH BELOW
__________________
(The book is received as a present from the Danish Publishing company Turbine)

A Year of Marvellous Ways is not a story about war, although war sets the frame, it is not a story about growing old, although old age is constantly present. A Year of Marvellous Ways is a story of how different lives influence each other, about the meeting between a young man and an old woman, about losing, loving and dying. 

Francis Drake has returned to England after the war to fulfil a promise he gave a dying soldier. He is going back to deliver a letter to the soldier's father. In London he meets an old love, and he is confronted with a changed and unrecognisable home, which causes him to fall apart. When he wakes up, he finds himself surrounded by nature in Cornwall with an old woman named Marvellous. Marvellous slowly helps Francis back on his feet, while Francis explores Marvellous past. In the magical surroundings, a beautiful friendship begins. 

Marvellous blossomed, having quite forgotten what an exciting and necessary jolt being needed gave.

Based in old stories, the novel creates a very safe universe of magic and fairy tales, which is incredibly compelling and comforting. 
A Year with Marvellous Ways is a lovely novel. I adored all the quirky traits of Marvellous, the atmosphere, the sloe liquor, the newly catched and fried fish and the buttery and greasy fingers. I enjoyed the stories of the past, the stories of the sea and the stories of mermaid tales. I enjoyed the abstract and the uncertainty of the story. It's a lovely novel with imaginative elements and unpredictable events. Perfect for a rainy sunday. 

onsdag den 8. marts 2017

Women in literature (og en lynkonkurrence!)

Der er ingen tvivl om det, når man lader blikket glide henover mine bøger: jeg læser primært mandlige forfattere. Jeg har været bevidst om det et stykke tid efterhånden, men samtidig med, at jeg selvfølgelig undrer mig over det, har jeg ikke haft et behov for at skulle læse flere kvindelige forfattere, bare fordi, jeg ikke gør det nu. Jeg læser de bøger, jeg synes lyder spændende, og at det så hovedsageligt er bøger, mænd har skrevet, kan jeg altså ikke forklare. Når det så er sagt, så er der også kvindelige forfattere blandt alle mændene på mine hylder. Her er et par kvindelige forfattere, hvis bøger jeg på det varmeste kan anbefale.




Ali Smith: jeg har kun læst en enkelt af hendes romaner, Autumn, men den tog mig til gengæld med storm. Strukturen var spændende, sproget legende skønt og temaet meget relevant. 

Tove Ditlevsen: Selvfølgelig er Tove på denne liste. Hun var en rocker-sej dame med ben i næsen og kloge ord til alle. Hendes bøger er både hårde og skønne, og hun formulerer sig på et sprog, som giver mig lyst til at juble. 

Yaa Gyasi: Jeg havde ikke hørt om Gyasi før jeg læste Homegoing med min læseklub i starten af sidste sommer. Hun skriver virkelig rørende om hvordan flere liv og generationer bevæger sig gennem tid og sted for at nå hjem

Svetlana Alekijevitj: en ekstrem stærk fortæller, som slog benene væk under mig med Krigen har ikke et kvindeligt ansigt om anden verdenskrig fra kvindens perspektiv. Via interviews med flere hundrede kvinder har hun skrevet denne kollektivroman om deres oplevelser, som giver et utroligt indblik i krigen.

Patti Smith: Ja, jeg er også glad for Patti Smith på grund af hendes musik. Hun er en virkelig cool dame, som jeg har enorm meget respekt for. Hun har altid gået egne veje, og hun udstråler en skøn ro. Det skinner tydeligt igennem i Just Kids som er en gribende biografisk fortælling om kærlighed, drømme og død. 

Hvem er dine yndlings kvindelige forfattere og/eller karakterer? 


Konkurrence!
Jeg vil gerne sprede lidt bogglæde ved at give Patti Smiths Just Kids til en heldig læser. 

Hvis du vil deltage i konkurrencen om bogen, skal du blot lægge en kommentar herunder eller på indlægget om konkurrencen på min facebookside - Tanker om sproget. Du må meget gerne besvare ovenstående spørgsmål, men du behøver ikke. Og du får selvfølgelig to lodder i konkurrencen ved at kommentere begge steder ;-) 
Jeg kontakter vinderen direkte på søndag! 






ENGLISH BELOW
___________________

There's no doubt when glancing through my books: I primarily read male authors. I've been aware of this odd fact for a while now, and while I definitely find it strange, I still don't necessarily feel as if I need to read more female authors just because I don't read a lot of them now. I read the books I find interesting, and the fact that most of the books have been written by men so far, is just... well, I don't know - a coincidence? I can't explain it. Anyway, I still have some amazing women on my book shelves among all the men. Here's a few of the women whose books I'd definitely recommend

Ali Smith: I've only read one of her novels, Autumn, but it was great! The structure was exciting, the language both playful and beautiful and the theme very relevant. 

Tove Ditlevsen: Tove is probably my favourite Danish female author - in fact, she might just be my favourite Danish author. She was such a cool woman, she always had wise words for everyone she met and her books are both tough and lovely to read. She writes in a language that makes me want to dance with joy. 

Yaa Gyasi: I hadn't heard of Gyasi before I read Homegoing at the beginning of last summer. Gyasi writes about how several lives and generations all slowly move through time and space to a place they can call home. It's a very strong and moving novel. 

Svetlana Aleksijevtij: Another really strong and moving story-teller. Her collective story about the woman's perspective of world war two is incredibly tough and very unique! 

Patti Smith: I adore Patti Smith because of her music. She is just such a cool woman, and I have so much respect for her. She seems to have always gone her own ways, which is why I feel very inspired by her. One of the books she has written, Just Kids, is a biography of love, dreams and death, and it is definitely worth reading! 

Who are your favourite female authors and/or characters?