søndag den 28. august 2016

Life in London #1



I de næste fire måneder er min verden og hverdag vendt på hovedet. Selvom jeg havde planlagt, at det ikke skulle påvirke bloggen og dens indhold, har jeg allerede i dag erfaret, at det er mig umuligt. Bloggen er trods alt også en reflektion af mit liv og ikke kun en kredsen om bøger. 

Mens jeg skriver dette befinder jeg mig i en lille lejlighed på Finchley Road i London. Gadelarmen er så høj, at vi må hæve stemmerne for at tale sammen i stuen, men efter to dage er larmen allerede blevet til en summende baggrund. Lejligheden er hyggelig. Trægulvet brager og knirker, og vinduerne må være fra et andet århundrede, men her er alt, hvad vi har brug for. Om to uger skal vi have fundet et andet sted at bo, og jagten er sat i gang. 

Indtil da går vi lange ture i Londons gader og forundres over forskellene på de faldefærdige lejligheder, som er stablet tæt ovenpå hinanden som legoklodser og de palæ-store, søjlebeklædte huse med store mure og hegn omkring. Vi drikker øl i Camdens beer gardens og leder efter rugbrød, og samtidig forsøger vi ihærdigt at undgå at blive kørt over, når bilerne kommer drønene fra de mærkeligste retninger. Alt er godt her. 

Bøgerne er og bliver omdrejningspunktet her på domænet, men mens jeg er på udveksling vil bloggen også fungere delvist som en dagbog. Jeg håber, I har lyst til at rejse med. 






ENGLISH BELOW
___________________


My life has recently been turned upside down, and while I always thought I wouldn't let it interfere with my blog I've realised that it is impossible. My blog is also a reflection of my life and not just about books so it seems strange to not let this change appear here as well. 

As I write this I'm sitting in a small flat on Finchley Road in London. The noise from the street is so loud we have to raise our voices to talk, but after just two days it already seems to fade out in the background. The flat is cosy. The wooden floors are creaking and the windows are definitely from another century, but we've got everything we need. In two weeks we need to find another place to live and the hunt has begun.

Until then we're going for long walks in the streets of London, marvelling over the difference between the tiny flats, that are stacked closely on top of each other like lego bricks and the huge, mansion-like houses with pillars and gates. We drink beer in the beer gardens in Camden while we are constantly looking for a place to buy rye bread. All the while we're trying assiduously to not get killed in the traffic when the cars come from all the wrong directions. Life is good here!

Literature will still be the main topic, but while I'm on exchange my blog will also partly be a travel diary. I hope you'll to join me. 

tirsdag den 16. august 2016

Gør ikke skade af Henry Marsh



Gør ikke skade af Henry Marsh. 4/6 stjerner

Henry Marsh er hjernekirurg, og han åbner i Gør ikke skade op for en verden fyldt af etiske dilemmaer, dødelige valg og umulige situationer i det engelske hospitalsvæsen. 

Bogen er bygget op omkring enkeltstående tidligere patienter, hvis operationer Marsh beskriver detaljeret. Fælles for dem alle er, at de har ladet Marsh bore, save og skære sig ind i deres hjerne. Der er noget helt og aldeles magisk over hele foretagendet at åbne et menneskes hoved og bevæge sig rundt i den bløde hjernemasse, hvor al personlighed og tankevirksomhed består, og Marsh beskriver netop dette med en næsten glødende begejstring. Mens han bevæger sig længere og længere ind i hovedet på en patient, får man selv en følelse af at glide ind i et glinsende virvar af nerver, arterier og et maskineri, der endnu i høj grad er et mysterie for mennesket. 

Hjernerygmarvsvæsken, blandt læger kendt som CSF, er lige så klar som flydende krystal og løber rundt igennem trådene i arachnoidea hvor den i lyset fra mikroskopet glimter og glitrer som sølv. Derigennem kan jeg se selve hjernens glatte gule overflade, gennemtrængt af bittesmå røde blodkar - arterioler - der danner smukke grene ligesom når man ude fra rummet ser en flod med dens bifloder. Glinsende, mørklilla vener løber ind imellem de to lapper og fører ned til den midterste hjernearterie og videre hen til det sted hvor jeg agter at finde aneurismet.

I begyndelsen var det beskrivelserne af hjernen og bevægelsen ind i hjernen, der fangede min interesse, men langsomt skifter fokus i takt med, at Marsh inddrager fortællinger fra sin vej til at blive hjernekirurg. Han beretter om de fejl, han har begået og om de konsekvenser, det har haft for andre menneskers liv og samtidig får hans eget liv betydning. Han beklager sig over kollegaers manglende ærlighed omkring deres fejl, og han virker fast besluttet på at lade dette værk bestå af ærlighed. En ærlighed der til tider forfærdede mig og i øjeblikke fik mig til at foragte ham. Han forsøger ikke at forsvare sine handlinger, men udlægger dem blot til læserens skue. Men mens jeg var fyldt med foragt for mandens valg, blev jeg konfronteret med de samme dilemmaer, og jeg måtte spørge mig selv, hvad jeg ville have gjort i samme situation. Jeg priser mig lykkelig for, at jeg ikke skal tage stilling til etiske problemstillinger af samme karakter, at jeg ikke bærer så meget ansvar på mine skuldre, og foragten er siden erstattet med medlidenhed og respekt. Det er hårde beslutninger, man må tage som hjernekirurg, beslutninger om andre menneskers liv og død, og selv hjernekirurger er blot mennesker.

Alle accepterer at vi begår fejl og at vi lærer af dem. Problemet er at når læger som jeg selv begår fejl, kan det få katastrofale konsekvenser for vores patienter.  

En bitterhed vælter frem overalt, og især hospitalsvæsnets mange moderniseringsprocesser får smidt forbandelser efter sig. Marsh er uddannet af et andet system end det, der hersker i dag, og han føler sig konstant undermineret og frustreret over besværligheden ved nye systemer, der gang på gang fejler og gør hans job umuligt. Bogen bliver dermed samtidig også en kritik af hele sundhedsvæsnets modernisering og en lidt gammelmandsagtig tilbedelse af det gamle, manuelle system. 

Gør ikke skade er en utrolig interessant bog om noget, jeg indtil nu vidste absolut intet om. Den har rykket ved min opfattelse af hjernekirurgi, etik og ansvar. 

Jeg har læst værket i den danske oversættelse og det var desværre en fejl. Bogen er fyldt med fejl - både sjuskefejl, stavefejl, grammatiske fejl og kommafejl. Det var svært at abstrahere fra, og det spiller også ind i min endelige vurdering af bogen, selvom forfatteren selvfølgelig på ingen måde kan stilles til ansvar for, hvordan hans bog er oversat. Læs den på engelsk, er vist alt jeg kan sige. 





ENGLISH BELOW

____________________

Henry Marsh is a neurosurgeon and in his book Do no harm he talks about the world as he knows it; about ethical dilemmas, deadly choices and impossible situations in the medical practise in British hospitals. 

The book's foundation consists of the stories of previous patients of his and he describes the operations in extreme detail. All patients have let Marsh drill and cut into their brains and there is something incredibly magical about the whole business of opening up into somebody's soft brain tissue, where the personality of another human being is being kept. Marsh describes this with an exhilarated eagerness and while he slowly moves further and further down into his patients brains you almost feel yourself slipping further into the glistering network of nerves, arteries and machinery, that is yet mostly a mystery to the human. 

To begin with it was the descriptions of the brain and the movement into the brain that caught my interest, but slowly the focus changes while Marsh reveals stories about how he came to be a neurosurgeon. He talks about his mistakes and the consequences they have had on other people's lives. He complains about his colleagues' lacking honesty about their mistakes and he seems very focused on letting this particular work be one of honesty. And it is an honesty that at times horrified me and in certain moments made me despise him and his choices. He doesn't try to defend his actions, but - instead - simply tells about them. But while I was filled with despise for his choices I was confronted with the same dilemmas and I had to ask myself what I would have done in the same situation. I consider myself lucky to not have to make the choices and act on them in such situations and that I don't carry the same kind of responsibility upon my shoulders. My despise then turned into pity and respect. It is without doubt very tough decisions you have to make as a neurosurgeon, decisions that will have influence on other people's life and death - and even brain surgeons are only human beings.

A bitterness is seeping out everywhere and he especially condemns the medical practise and all the new and advanced systems that are replacing the old. Marsh is educated in another system than the one dominating today and he constantly feels undermined and frustrated because the new systems makes it impossible for him to do his job. The book becomes a critique of the whole medical practise and Marsh praises the old, manual systems in a way where you can't help but think of him as an old and angry man.

Do no harm is an incredibly interesting book about something I know absolutely nothing about. It has certainly changed my views on brain surgery, ethics and responsibility. 

I've read the book in a danish translation and it was just horrible. That's partly why I've only given the book 4 stars, so all I can say is that you should definitely read it in English. 

torsdag den 11. august 2016

Tema #29 Genlæsninger


Jeg har aldrig været den store tilhænger af at læse de samme bøger flere gange. Jeg har altid været tiltrukket af et værks endnu uåbnede sider og ukendte historier, og derfor har genlæsninger - for mig - været ensbetydende med kedsomhed. Hvad får man ud af at læse den samme historie igen, når nu man allerede kender den? 

Enkelte værker har jeg dog læst mere end én gang, og derudfra opstår det uundgåelig spørgsmål: hvad kan netop de bøger, som alle de andre bøger ikke kan? 

Jeg tror ikke, det er et spørgsmål, der kan besvares, men jeg har alligevel lagt mærke til, at det oftest er de mest velformulerede bøger, jeg genlæser. Det er de bøger, hvor sproget folder sig ud på anderledes måder, og hvor genlæsningen i højere grad består af et gensyn med disse sprogblomster, end den består af en gentagelse af historiens forløb. 

Noget andet jeg har tænkt meget over er, at ingen af mine læsninger af det samme værk har været den samme oplevelse. Selvom ordene er de samme, forstår jeg ofte værket anderledes eller lægger mærke til forskellige ting. Og det afspejler nok i virkeligheden mest mig selv, for jeg tror, det sted man selv er i livet har betydning for den måde, men læser og forstår sine omgivelser på. I den forlængelse kan jeg heller ikke unddrage mig den tanke, at alle de værker jeg har læst som teenager, måske først ville komme til deres fulde ret, hvis jeg læste dem igen i dag som voksen? Eller måske først når jeg fylder 50? Og kan man overhovedet stille det op på den måde og tale om et værks ret? 

Der er en tryghed i genlæsninger, og jeg føler ofte, at jeg åbner et lille intimt rum, når jeg åbner en bog, jeg har læst før. Jeg har lagt tanker og følelser i bogen, da jeg læste den, og disse tanker og følelser lader jeg komme til udtryk igen, samtidig med at jeg overskriver dem med nye og anderledes indtryk. Hvis man tænker sådan om det, kan man vel aldrig læse et værk for mange gange? 

Hvordan er jeres forhold til genlæsninger? Gør I meget i det og i så fald hvorfor/hvorfor ikke? 

Ps. Jeg synes selv, det er et ekstremt spændende emne, og hvis nogle af jer skulle have det på samme måde, kan jeg varmt anbefale "Creative Reading" af Derek Attridge. Attridge diskuterer netop betydningen af genlæsninger; om genlæsninger reducerer eller forhøjer effekten af et værk, og om nøjagtige genlæsninger overhovedet kan finde sted, idet læseren konstant forandrer sig og dermed også sin forståelse af et værk. 



ENGLISH BELOW
____________________

I've never been a big fan og re-reading the same books several times. I have always been attracted to the yet un-turned pages and unknown stories, so - for me - re-readings have been associated with boredom. What exactly do you get out reading the same stories, when you're already familiar with it? 

I have, however, read a few books more than once, which has made me question one thing: what makes these specific books stand out from the rest? 

I don't know if it's a question that is supposed to be answered, but I have noticed, however, that the books I re-read are usually the most well-written. It is the books where the language is unique, and my re-readings are definitely more focused on the language than on the repetition of the story. 

Another thing I've thought a lot about is how my readings of the same work never seem to be similar. Even though the words are the same I often understand a book differently and notice different things. I believe that's a consequence of how I have changed, because I do believe that the place you are in life right now reflects the way you read and understand your surroundings. And with that thought in mind I have to ask myself if all the books I've read as a teenager might be completely different books if I read them today? 

There is definitely some kind of safety closely tied to re-readings. When I re-read a book I feel as if I open a very small and intimate room with all the thoughts and feelings I left in it when I read it last time. I while I discover all these thoughts again I - at the same time - overwrites these thoughts with new thoughts. If you think about it that way, I guess you can never read a book too many times, because it will always change? 

How do you feel about re-reading books? Do you do it a lot and in any case why/why not?

Ps. I personally find this a very exciting topic, and if you're also interested in this I will warmly recommend "Creative Reading" by Derek Attridge. Attrdige discusses the important of re-reading; if re-readings reduces or improves upon the effect of a work, and if exact re-readings even exists at all, when the reader himself/herself changes constantly. 


tirsdag den 2. august 2016

Månedens gang: juli





Juli har uden tvivl været årets mest stille måned. Min kalender har været uhyggeligt tom og de få ting, der har fyldt den ud, har kun været dejlige ting, såsom en uge i Norge, så jeg klager bestemt ikke. Derudover er jeg begyndt at tage kørekort, hvilket den sidste tid også har fyldt lidt, og så er lejlighedssøgningen for alvor gået i gang, nu hvor jeg snart pakker taskerne og tager til London. 

I juli har jeg læst 4 bøger. Selvom jeg altid forestiller mig, at jeg skal læse en masse bøger om sommeren, er det som om, det aldrig helt sker, og sommeren ender oftest med at være den periode, hvor jeg læser mindst. Det har også været tilfældet denne sommer. Jeg har lyttet til Leo Tolstojs Master and Servant, genlæst to Harry Potter bøger og forberedt til læseklubsmøde. Derudover er jeg godt i gang med en biografi om Hemmingway og Knausgårds Min Kamp 5

Julis bedste litterære oplevelse er Homegoing af Yaa Gyasi. Den er utrolig velkonstrueret,  tilpas kompliceret og virkelig tankevækkende. 

I læseklubben læser vi Homegoing af Yaa Gyasi, og vi skal snart mødes og snakke om den! Det glæder jeg mig til, da vi har holdt en ret lang pause. 

Næste måned skal jeg rydde op i lejligheden, vi skal finde en lejer til et værelse, og jeg skal pakke alt i kasser og tasker, så jeg kan tage afsted og starte et nyt semester i udlandet. Det fylder meget i mine tanker for tiden, og hver gang jeg tænker på det, kilder det lidt i maven. Jeg skal læse nogle af de tunge bøger, jeg gerne vil læse snart, og som jeg ikke har lyst til at tage med mig (jo færre jeg har med, jo flere kan jeg tage med hjem ;-)). 

Hvordan har jeres juli været? Har I fået læst nogle gode bøger? 

Fandt en sød lille tudse, da jeg omplantede min norske blåbærbusk. Jeg blev lidt forskrækket, men den var heldigvis ret sød. 



ENGLISH BELOW
_____________________


July has been the most quiet month this year. I've hardly had anything planned and the things have done have all been wonderful (like my trip to Norway). I've also slowly begun preparing for my term in London even though I won't be leaving until the end of August. 

In July I've read 4 books. For some reason, I always think I will read a lot during summer, but it never turns out that way. 

July's best literary experience is Homegoing by Yaa Gyasi. It's so well constructed, perfectly complicated and very thought-provoking. 

In my reading club we are currently reading Homegoing by Yaa Gyasi. I'm meeting the girls soon and I can't wait to discuss the book and see them again after the break. 

Next month I will be cleaning out the apartment and getting ready to move. We need to find a tenant and I need to prepare everything before I go. I also want to read some of the heavier books on my shelves because I plan to not bring any books with me (that way I can buy more books when I'm away). 

Have you read any great books in July? 

lørdag den 30. juli 2016

Udlængsel #4 Norge part II




Jeg er hjemvendt fra min ferie i Norge, og det er faktisk med en del vemod, da Norge var tusind gange smukkere og dejligere, end jeg havde forventet. Det er mange år siden, jeg sidst har været i Norge, og aldrig har jeg været i Norge om sommeren, hvor landskabet ikke er dækket af en tyk dyne af sne. Vi boede i Sauda, for enden af den smukkeste fjord, hvor bjergene knejsede til alle sider omkring os. 



Vejret skiftede konstant, og vi nåede at opleve både styrtregn, tåge solskin og lune luftstrømme. Og det var alt sammen magisk. Den første dag gik vi en tur i det vådeste landskab, jeg i mit liv har set, og mens vi sprang fra stub til stub, med rindende vand løbende under os, den tykke tåge over os og fårebjælder ringende omkring os, nærmede vi os et voldsomt vandfald fyldt med dybe jættegryder. 


Dagen efter bestig vi et bjerg i brændende solskin og kom solkyssede og trætte ned bagefter. Sikke en følelse det er at stå på toppen af et bjerg i blændende solskin, omgivet kridhvide pytter af sne, mens bjergtoppe forsvinder bag hinanden i det fjerne. 



Nogle eftermiddage brugte vi på hotellet med udsigt over fjorden og med spil, bøger og norsk "små godt", andre brugte vi på at bade på stranden eller spille sø-golf ved den nærmeste sø. Det var så dejlig en tur, og derfor har jeg klippet en lille video sammen med nogle af de smukke naturoplevelser. Jeg håber, I synes om den. 







ENGLISH BELOW
_______________________

I've returned from my vacation in Norway and I must admit that I'm feeling rather sad about having returned. Norway was so beautiful! It's been many years since I last visited Norway and I've never been there during summer. The landscape is completely different, when everything is not covered in a thick layer of snow. We lived in Sauda, a small and charming little village.

The weather constantly shifted so we got the full experience. All of it was magical! The first day we went for a walk and I've never experienced anything so wet. The tall grass bended for the heavy drops, the water was running in quick streams between our steps while we jumped between stones and the rain fell heavy on us while we watched an impressive waterfall break the green. I love moments like those where the grandness of nature really shines through. The day after we climbed a mountain in burning sun and we returned sun-kissed and exhausted. 

We spent our afternoons at the beach, playing water-golf in a small lake nearby, reading or watching the spectacular view from our hotel. 

The week was filled with beauty and I've tried to collect some of the moments in a video. I hope you enjoy it! 

fredag den 15. juli 2016

Udlængsel #4 Norge part I



På søndag tager jeg til Norge, og selvom jeg satser på at bruge det meste af tiden på at se på smukke fjorde og vandre i bjerge, har jeg alligevel hevet en række oplagte bøger ud af reolen. 

Da jeg kun er afsted en uge, tager jeg altså ikke hele stakken med, men nu viser jeg alligevel dem alle frem, hvis andre skulle stå i samme situation: på vej til Norge og tilfældigvis i mangel på litteraturinspiration.   

Henrik Ibsen er jo en klassiker i norsk litteratur. Jeg tror faktisk, det er svært at komme uden om ham. Hans dramaer og virke i det moderne gennembrud er nok det, han er mest kendt for, og de to stykker jeg har stående herhjemme er kun få ud af et helt ocean af værker.  

Knut Hamsun er et andet norsk navn, man ikke kan undgå at støde på. Sult og Mysterier er begge fantastiske (!) romaner, men det var Markens Grøde som han vandt nobelprisen i litteratur for. 

Hanne Ørstavik er en noget yngre forfatter end de ovenstående gutter. Hun skriver romaner i en minimalistisk stil og optegner nogle fantastiske karakterer. 

Karl Ove Knausgård behøver jeg vist ikke præsentere, da han bliver nævnt næsten dagligt her på bloggen. Jeg er nået til femte bind i Min Kamp, og jeg udnytter selvfølgelig muligheden for at læse den, mens vi er i afsted. 

Hvilke norske forfattere og værker kan I anbefale? 




ENGLISH BELOW
______________________


On Sunday I'm going to Norway for a week so I've been going through my tiny library finding all my Norwegian books and this is the result. Since I'm only away for a week and I plan to spend most of the time hiking and looking at the views I won't bring them all. But in case anybody else is in the same situation as I am or just interested in looking into Norwegian literature I thought I'd mention them all here.

Henrik Ibsen is the obvious choice. He's famous for his dramas which always, somehow, question an issue in society.

Knut Hamsun is another obvious choice. He wrote some magnificent novels and even won the nobel price for one of them. 

Hanne Ørstavik is a lot younger than the old fellas above. She writes minimalistic novels and creates the most amazing characters. 

Karl Ove Knausgård probably doesn't need an introduction since he appears in half the posts on my blog these days. But since I'm still reading my way through his My Struggle it was the obvious choice to bring the fifth volume with me and read it in Norway. 

Which Norwegian authors can you recommend? 

torsdag den 7. juli 2016

Et tip #3 Weekendavisens bogsektion



Det sker meget sjældent, at jeg læser avis, og selvom jeg aldrig sådan rigtig har gjort det, så føler jeg alligevel en vis nostalgi, når jeg tænker på de stille stunder med papirknitren og kaffe. Måske er det en nostalgi baseret på en opfundet forestilling om avislæseri, eller også er det en nostalgi over al den avislæsning, der fandt sted, da jeg voksede op. Men under alle omstændighede, har det sjældent været mig, man fandt bag de store sider. Hvertfald ikke indtil for nyligt, hvor jeg, på anbefaling af min mormor, læste Weekendavisens bogsektion. Og det er altså noget af en krabat, skal jeg hilse og sige. Lange, fyldestgørende artikler af substans, som altid på den ene eller anden måde vækker interesse og får mig til at (gen)overveje mine egne holdninger. For eksempel blev jeg meget ramt af en artikel om kønsneutrale bogomslag, hvilket blev til et helt indlæg og en diskussion, hvor I virkelig trådte frem i fuld kulør og delte jeres holdninger. Det var virkelig skønt (og ikke mindst interessant!). 

Så selvom jeg aldrig har været den største avislæser, har jeg altså alligevel fundet den helt perfekte avis(sektion) for mig.

Læser i Weekendavisen (og/eller bogsektionen) eller andre litterære magasiner? 




ENGLISH BELOW
_____________________

So, the tip of today is to read the book section in the Danish newspaper "Weekendavisen", which I pretty much spend this whole post praising. But since the articles are all in Danish, I guess this tip isn't worth a lot to non-Danes. Sorry! 


søndag den 3. juli 2016

Månedens gang: juni, sommerferie og festivaller




Juni har været en måned af mange oplevelser. Jeg har færdiggjort mine allersidste eksamener på Århus Universitet, inden mit speciale skal afleveres og forsvares. Selvom sommerferien for mit vedkommende først startede i slutningen af måneden, var der alligevel tid til Northside festival, hvor jeg fik set et stort ikon, Iggy Pop, og drukket fadbamser med de dejligste piger. Det kan ikke være sommer uden festivaller, og ugen efter Northside pakkede jeg gummirøjserne og drog mod Roskilde, hvor otte dages musikoplevelser, ølbowling og teltnætter blev spenderet. Jeg kom hjem i nat og sov meget længe her til morgen. Resten af dagen skal tilbringes i sofaen med Tour de France og fodboldkamp i aften (kom så, Island!). 

I juni har jeg læst 4 bøger. Det er ikke mange, men til gengæld har jeg virkelig nydt de stunder, jeg har haft tid til at læse.  

Junis bedste litterære oplevelse er John Williams Butcher's Crossing. Det er længe siden, jeg er blevet så grebet af en bog, og det er lige før, jeg synes, Butcher's Crossing er bedre end den ellers famøse Stoner af samme forfatter. 

Næste måned skal jeg holde fri! Og så tager jeg til Norge en uge og begynder til køretimer, når jeg kommer hjem. Jeg har ikke tænkt så meget over, hvilke bøger, jeg vil læse, men jeg er blevet bidt af John Williams og bestiller nok Augustus hjem, ligesom jeg vil tage Min Kamp 5 med til Norge. 



Juni i links





ENGLISH BELOW
_______________

June has been an eventful month! At the end of the month I handed in and finished my final exams, and - despite the heavy workload - I had time to attend Northside festival, where I got to see one of my icons - Iggy Pop. The weekend was well spent with some of my favourite girls, drinking large beers and enjoying the sun. To me it can't be summer without festivals, so the week after Northside I packed my wellington boots and went to Roskilde festival for another eight days of musical experiences and tent-warm beers. I came home last night and today I'll spend on the couch watching the Tour de France and - later tonight - the football match between Iceland and France (Go, Iceland!).

In June I've read 4 books. That isn't much, but at least it's been 4 very good books!

The best literary experience is without doubt Butcher's Crossing by John Williams. I don't recall the last time I was so hooked by a book! 

Next month I will take some time off! And then I'll be in Norway for week. I haven't planned any books yet, but I'll most likely bring John Williams Augustus and the next volume in Knausgårds My Struggle. 

June in links




torsdag den 16. juni 2016

Tudefest og ham der Ove



(Findus synes, det er for vildt, når jeg står i sengen og tager billeder, og hun ville absolut være med til at hoppe rundt i dynerne.)
De sidste par år er der sket noget med mig. Før i tiden var der intet, der kunne røre mig, og jeg var iskold over for både de sørgeligste film og bøger. Jeg ved ikke, hvornår det begyndte at ændre sig, men jeg husker stadig min forundring for et par år siden, da det gik op for mig, at jeg sad i biografen og græd over en reklame for Dove. Bevares, den spillede da også på følelserne, da den portrætterede flere venindepar, som skulle fortælle, hvad de bedst kunne lide ved hinanden. Men ligefrem at græde over det... Det havde jeg altså ikke forventet. Siden dengang er det bare blevet værre, og jeg fælder nok en tåre hveranden uge nu over alt fra reklamer (som denne!) til babyannonceringer.

Men det er nu altså stadig sjældent, at jeg ligefrem tuder. Det gjorde jeg sidste uge. Der var jeg nemlig inde og se filmatiseringen af Fredrik Backmans En mand der hedder Ove. Jeg græd så tårerne rullede ned af kinderne, og jeg er ret sikker på, mine øjne var ret røde, da vi gik ud af biografen. Og det bedste af det hele er, at jeg brugte mindst lige så meget tid på at grine. Jeg husker ikke, hvornår jeg sidst har været i en biografsal, hvor latteren overdøvede popcornsknitren og sugerørshvæsen, og hvor alles øjne var fuldstændig blanke, når man så sig rundt i salen. Det var ikke den der sædvanlige biograf-fnisen, men ægte latter. 

Jeg ved ikke, hvad det er med ham Ove, men han har hvertfald et godt tag i mine sanser. Se den! (og læs den!)






ENGLISH BELOW
____________________


The last years something has changed within me. Once, nothing could touch me, not even the saddest films og books. I don't recall exactly when it started to change, but I do remember how surprised I was a couple of years ago when I found myself crying over a commercial for Dove. Silly, huh? Anyway, since then I've slowly changed my way and gone soft. Now I probably cry once a fortnight and anything can set me off from commercials (like this one!) to baby announcements. 

It is, however, still very rare that I let go of more than one or two tears. I did so last week when I went to see the adaptation of the swedish book A Man named Ove. The tears just wouldn't stop. But the best thing was that I laughed just as much as I cried. The whole cinema was laughing so much an it wasn't the usual cinema-giggle but instead a full-blown and very real laughter. 

I don't know what it is about this guy Ove, but he definitely touches something in me. 

I couldn't find a trailer with English subtitles, and I'm not even aware if the film is shown outside of Scandinavia, but if not you should still read the amazing book, which has been translated to English! 

fredag den 10. juni 2016

The Medium is the Massage af Marshall McLuhan og Quentin Fiore




Jeg har fulgt et fag dette semester, som på en lidt anderledes måde, end det jeg er vant til, har omhandlet litteraturteori og -læsning, blandt andet med fokus på begivenhedskultur. 
The Medium is the Massage af Marshall McLuhan og Quentin Fiore er et eksmepel på en ret unik og interessant måde at fremlægge teoretiske overvejelser på. McLuhan har også forfattet mere "normale" teoretiske værker, såsom Understanding Media, men The Medium is the Massage er altså ret vild! 
Dette indlæg er ikke en anmeldelse, men mere strøtanker i forbindelse med værket. 

Det som gør bogen interessant er dens visuelle udtryk. Billeder og tekst smelter sammen. Man bliver udfordret i sin vante måde at læse på, fordi billederne pludselig ikke længere blot er understøttende for teksten, men i stedet fungerer på lige fod med teksten. 


McLuhan argumenterer i Understanding Media for, at medier er forlængelser af vores sanser og vores bevidstheder, og det kommer også tydeligt til udtryk i The Medium is the Massage. Mange af hans pointer billedliggøres, og der er derfor stor vægt på sanser, og den måde medierne formaterer vores sanser. Deraf også titlens massage (og ikke Message, et udtryk McLuhan ellers også er kendt for) - medierne er noget, som masserer vores sanser og erfaringer. 



Den afgørende pointe hos McLuhan er, at sproget engang har været en organisk del af kroppen. Han mener, at den med den mekaniske tidsalder (trykkepressen) er blevet mekanisk og revet ud af kroppen. I dag lever vi i den digitale tidsalder, og McLuhan undrer sig over, at vi har taget bøgerne med ind i denne tidsalder. 



Jeg synes, det var en virkelig sjov måde at læse teori på. Jeg er vild med, at billederne fortæller lige så meget som teksten. Det er nok en fordel at kende til McLuhan og hans tanker, så man kan hænge billederne op på det, hvis man vil have fuldt udbytte af bogen. Men selv hvis man ikke gør, er jeg sikker på, man oplever en sammenhæng i bogen, og at mange af pointerne er så tydelige, at det ikke er nødvendigt med yderligere information. Uanset hvad er det hvertfald en tankevækkende og interessant bog, som også er virkelig flot sat op!

Har du læst lignende værker eller funderet over forholdet mellem tekst og billede? 




English below
_______________


I've followed a course at university the last three months where we've worked with literary theory in another way than what I've been used to before. The Medium is the Massage by Marshall McLuhan and Quentin Fiore is a very good example of just that.
It combines pictures and text without prioritising either.

The book is based on McLuhans previous theoretical work in  Understanding Media and The Medium is the Message (the book title is a pun on this previous text, where massage refers to the way the media massages our senses). McLuhan argues that the media is an extension of our bodies and that they change the way we interact and perceive the world. 

I really liked this way of reading literary theory and I love how the images are to be perceived on the same level as the text. It made be consider a lot of things more carefully because I had to work differently in order to understand it. 
I think it is definitely easier to grasp this book if you're already familiar with McLuhan and Understanding Media, but even if you aren't this book is still very interesting (and beautiful).

Have you read any similar works or wondered about the relationship between text and images?