tirsdag den 6. juni 2017

Jordbærpigen af Lisa Strømme

Anmeldereksemplar fra forlaget HarperCollins Nordic


Morgensolen stråler allerede ned på den velhavende familie Ihlens hus i Borre, da Johanne ankommer. Det er hendes første dag som tjenestepige i huset, og hun er både bitter og utilfreds med situationen. På omegnen er hun kendt som jordbærpigen, efter hun en sommer stod model for maleren Hans Heyerdahl, barbenet og med en skål nyplukkede jordbær. Hver sommer samler hun bær og sælger dem på markedet, men ikke i år. I år ønsker hendes mor, at hun skal lære at opføre sig som en voksen kvinde, og hun har derfor skaffet hende et job som tjenestepige hos familien Ihlen. Til moderens store fortvivlelse udvikler Johanne et tæt bånd til Tullik, den yngste datter i huset, og snart bliver det svært at balancere venskab og arbejde.  

Det er i sommeren 1893. Åsgårdstrand, hvor Johanne bor, bliver hver sommer fyldt med malere, som flytter dertil for at male den smukke natur. Edvard Munch er en af disse malere, men i modsætning til de andre, lider hans omdømme på grund af hans abstrakte malerier. Johanne møder ham dog ofte i skoven og ved havet, og de udvikler en form for venskab, hvor Munch inspirerer hende til selv at male. Da Johanne introducerer Tullik og Munch for hinanden, og de to forelsker sig, bliver Johanne det mellemled, som må forhindre de katastrofer, som følger i forelskelsens kølvand. Og det er ikke let. Forelskelsens intensitet bliver drivkraften i Munchs kunst og hjerteslaget i Tulliks krop, og de trækkes mod hinanden, uden at have tanke for andet. Johanne danser først behændigt mellem dem, løser knuder, bøjer sandheden og tilpasser omgivelserne til det elskende par. Men det bliver efterhånden sværere, og løgnene bliver større, mørkere og mere omstændige. 

Det mest interessante ved Jordbærpigen er dens historiske afsæt. Handlingen er fiktiv, men den finder sted i en historisk virkelighed, og den indskriver sig blandt andet i virkeligheden ved at referere til virkelige kunstnere og deres malerier. Således eksisterer Hans Heyerdahls maleri af Jordbærpigen altså, ligesom flere af Munchs værker enten forekommer ved navn i bogen eller bliver beskrevet som scener. Romanen kan forstås som en fiktiv fortælling om  blandt andet Skrigets tilbliven, og det udgør et fascinerende perspektiv. Bagerst i bogen kan man finde en liste over værkerne, som nævnes eller beskrives, så selv hvis man ikke er Munch-kendt, er det muligt at være med. 

Munch har, så længe jeg har kendt til ham, synet både mystisk og fascinerende. Han skildres vidt forskelligt af de mennesker, som har kendt ham, og oftest fremstår han som et mørklagt ansigt med en dyster tankegang og et skæbnesvangert forhold til døden. Hvem var han egentlig? Bogen giver et bud på dette, men han fremstår stadig omkranset af den samme mystik og fascination som før. Johanne får aldrig lov til at komme tættere på ham, hun betragter kun forelskelsen udefra. Og selvom det bevarer mystikken, er hendes position en konstant irritation. Hendes karakter er svag. Samtidig med at hun beskrives som en frisk, kløgtig og egenhændig pige, strækker hendes overvejelser sig ikke langt. Hun bliver hundset med af alle omkring sig, og selvom Tullik behandler hende som skidt og ignorerer alle venskabets regler, er Johanne hende tro. Hun ofrer alt i sig for Tulliks skyld uden omtanke for andet, og det gør hendes karakter svag. Der er noget i hende, som ikke stemmer overens og som gør hendes karakter utroværdig og flad.

Jordbærpigen er en spændende fortolkning af et udvalg fantastiske norske malerier. Det er en dramatisk kærlighedsfortælling og en kunstnertragedie, som er let at læse og gå til. Det, der holder den tilbage er fortællerens position som betragter. Det ville uden tvivl have været mere farligt at træde ind i forelskelsen og udforske Munch helt tæt på, men det er det, fiktion tillader, og jeg ærger mig over forsigtigheden og distancen, som sætter en dæmper på en ellers spændende historie.

Læs den hvis du er interesseret i historisk fiktion, eller hvis kærlighedsdramaer er lige noget for dig.



2 kommentarer:

  1. Hi Ida,
    I read your review with growing interest - a book dealing with artworks of Munch within a frame of a love drama. I feel I should know it. The novel is also available in English and German. Should I read it in English or in German? The most effective reading would be in both languages. I translated your Danish text with the help of a translation app and the app-unknown words by an online Danish dictionary. There were only three words which the app didn’t know: “barbenet”, “forelskelsen” and “Skriget”.
    Best regards
    Wolfgang

    SvarSlet
    Svar
    1. Hey Wolfgang,

      Yeah, it does sound very good, doesn't it? I think both the English and the German version would be fine in this case. It's not a book, where the language is the main element, so I feel as if you wouldn't miss out on anything by reading the German version.

      I'm sorry I haven't been good at translating my latest posts to English. I'll translate them all again from now on. I'm so happy you're following my blog, so I feel as if it's the least I can do for you. Especially since it must be weird to read my posts when they're translated by a machine, haha :-)

      I'll tell you the three words (which I find are quite important actually):
      Barbenet: bare legged
      Forelskelsen: in Danish we have a word for being in love - this is the word.
      Skriget: it means "the scream" but in this case it's Munch's "Scream"

      I hope you're well.
      All the best,
      Ida

      Slet