onsdag den 3. maj 2017

Tree of Codes // Jonathan Safran Foer, Jamie XX, Olafur Eliasson, Ewan McGregor & Paris Opera Ballet









I mandags var jeg vidne til noget så smukt som en ballet. En ballet, hvor alle elementer gik op i en højere enhed - for mig, hvertfald. Balletten var nemlig baseret på Jonathan Safran Foers bog Tree of Codes, musikken var komponeret af Jamie XX og bag det visuelle design står Olafur Eliasson. 
Det er altså noget af en trekløver. Især Eliasson står mit hjerte nært - nu er det jo ikke en hemmelighed, at det også er ham, som står bag regnbuen på toppen af Aros i Århus, men alt hvad han laver er fortryllende, og hans brug af spejle, glas og vand er smuk (Reykjaviks koncerthus Harpa, som Eliasson har designet, er også noget af det mest bjergtagende, når de skællignende glasruder spejler havet, de sneklædte bjerge og himlens dybde). Jamie XX, som jeg stiftede bekendtskab med i gymnasietiden, da han med bandet The XX spillede her i Århus, har lige siden formået at forføre og tryllebinde med smukke melodier. Foer er faktisk den, jeg sidst stiftede bekendtskab med, men han har på helt samme måde som både Jamie XX og Eliasson, mestret fortryllelsens evne blandt andet i værket Extremely Loud and Incredibly Close. Så det var med ret høje forventninger, jeg satte mig til rette i den velourbetrukne røde stol i musikhuset. 

Og det skuffede ikke. Wow. Der er noget helt vildt rørende og smukt ved at kombinere så mange forskellige kunstarter i ét værk. 
Foers bog er i sig selv også helt speciel, og som det kan ses på billederne ret unik. Den består faktisk af en anden bog -  Foers yndlings - The Street of Crocodiles af Bruno Schulz, og den er fremstillet ved, at Foer har klippet store dele af teksten ud og på den måde skabt en ny bog. Det var selvfølgelig en bekostelig affære at få printet og udgivet en sådan bog, og eftersom den ikke længere er i print, er den efterhånden også blevet et (dyrt) samleobjekt. Selvom jeg ikke har haft bogen i hænderne, er det tydeligt, den har en skulpturel kvalitet i de mange lag, og det, synes jeg, bliver gengivet utrolig smukt i balletten, hvor de mange spejle projicerer  og fordobler danserne i det uendelige, ligesom danserne i andre tilfælde - i spejlenes skæve møder med hinanden - støder sammen. 





(Billeder hentet her

Musikken har jeg sværest ved at kommentere. Den var skæv og anderledes og fuldstændig perfekt. Den ændrede form og tone og kunne let gå fra at være rå og voldsom til at være blød og elegant. Enkelte gange var der så stor en ømhed til stede i dansen og musikken, at det var svært ikke at blive rørt. 


Nedenfor kan I se en trailer til forestillingen og måske få et lille glimt af stemningen. Det var en smuk oplevelse, og det var fantastisk at opleve, hvad litteratur også kan (blive til), og hvordan forskellige kunstarter kan mødes og skabe nye betydninger. 




ENGLISH BELOW
________________________

On Monday I saw the ballet Tree of Codes, which is based on the book of the same name by Jonathan Safran Foer. The music is composed by Jamie XX and the visuel design is made by Olafur Eliasson. All are artists I adore and therefore I had high expectations to the show. And I was definitely not disappointed. 
The ballet was absolutely stunning! I was very moved by how it all came together into this beautiful show.

The book is unique in itself. As the pictures above show it's actually another book - Foer's favourite - The Streets of Crocodiles by Bruno Schulz, but Foer cut out the majority of the text and made a new book. The many layers of the book are represented in all the mirrors displayed in the ballet, where the dancers are multiplied in infinity and at times even crash, when the odd angles of the mirrors meet. It was breath-taking. 
The music was beautiful as well. Edgy and rough at times and soft and elegant at other times - constantly changing. 

I loved the experience of music, visuel design and literature coming together in perfect union and I find the whole concept very inspiring! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar