søndag den 16. april 2017

Alcatraz, Luca Engberg Talamona


Anmeldereksemplar fra Forlaget Gladiator. 4/6 stjerner

Alcatraz er en fængselsø ud for San Fransisco, det er en kunstnerkoloni i Italien, og det er en digtcyklus og debut af Luca Engberg Talamona. De lange, prosalignende digte handler om en søn og hans forhold til en kræftsyg far. 

Der er en nostalgi underliggende i sønnens sprog i hele værket. Som når han vender sig i sædet på flyet og lader barnet, som brokker sig over den dårlige wifi-forbindelse, på sædet bagved vide, at "du er i et fly, siger jeg/ og du har wifi, det er jo for vildt". Samtidig trækker digtenes intertekstualitet tråde til fortiden og dens storer eventyrer, såsom Sal og Deans roadtrips i Jack Kerouacs On the Road: 

Giovanni siger: Det er os to nu, Sal og Dean - lige så fattige, lige så vilde / Toget buldrer af sted.

Ligeså mærkbar, som sønnens nostalgi er, er faderens fremtidshungren. Han holder sygdommen skjult, så længe det er ham muligt. Han ser Star Trek, og læser science fiction bøger om fremtiden og om andre universer og planeter. Han er ikke færdig med livet. 

Digtene er ligefremme og simple i den forstand, at de næsten ligner prosa. De fortæller én samlet historie, samtidig med at de - i deres fragmenterede form - indeholder enkeltstående udklip, stemninger og oplevelser, som alt sammen er med til at stykke forholdet mellem far og søn sammen. 

Du lægger dit tynde hoved på min skulder
og siger: Da du var lille lå dit hoved på min
nu ligger mit hoved på din

Der sker en hel masse i disse digte. De handler ikke kun om sygdom og død. Digtene indeholder kultursammenstød, når det ekspressive italienske i faren og hans familie møder det afdæmpede danske i sønnen og hans mor, de indeholder generationsammenstød i mødet mellem børn og forældre (og forældres naboer), og de indeholder følelsesmæssige sammenstød, når sygdom, død og sorg møder humor, glæde og kærlighed. 
Helt fra begyndelsen virker digtene dragende, eksotiske og næsten lidt faretruende, fordi man ved, kræften konstant pulserer i baggrunden og sætter en tidsfrist på livet og på værket. 

Jeg kan godt lide simpelheden, alvoren og humoren, og jeg synes, det fungerer virkelig fint på den måde, det er sat op. Men jeg ville have mere. Flere ord, flere øjeblikke og flere samtaler. Jeg ville have mere af faren, som optræder både i stærke og svage øjeblikke, men som aldrig helt får lov at træde i karakter. Hans personlighed sitrer næsten på siderne, men man får aldrig lov til at nå helt ind til ham. Det samme gælder sønnen, jeg vil vide mere om sønnen, om pigen fra Frankrig og om hans mor. Måske er det en god kvalitet, at man som læser hungrer efter mere viden, og måske skal værket have den effekt, men jeg bliver helt arrig over, at jeg får lov at fornemme disse fantastiske personligheder, jeg får lov at få et flygtigt og sårbart glimt ind i deres liv, hvorefter det hele slutter brat. 
Men jeg kan anbefale den! Den giver mig håb for den danske lyriks fremtid. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar