tirsdag den 26. april 2016

Jeg ville være enke og jeg ville være digter af Tove Ditlevsen

 
 Jeg ville være enke og jeg ville være digter 
af Tove Ditlevsen. 4/6


Tovefeberen raser videre i Danmark, og det er ikke uden grund, hvis man spørger mig. Jeg har læst en ny samling af Toves "glemte" tekster, og er endnu engang blevet bekræftet i, at Tove kunne noget helt specielt.

Samlingen består af klummer, kommentarer, essays og brevkassesvar og handler om alt fra alkohol, fattigdom, barndom og litteratur til hendes berømmelse, børn, ensomhed, døden og de indlagte på sindssygehospitalet.  


Jeg forstår godt, at Tove er blevet så populær i dag. Hun forholder sig til sig selv, og hun er ærlig, både når hun er stærk, og når hun er svag, og hvem kan ikke lide det? Derudover passer hun perfekt ind i performativ biografisme og autofiktions-bølgen, som vi stadig befinder os på, og vores interesse for andres liv har jo aldrig været større end den er nu. Men hun kan også noget andet, som er større end det, at hun passer ind i tidens tendenser. Hun kan se livet på en anden måde, og hun kan oversætte det til sansevækkende og skarpsindig tekst. Tydeligst gør hun det i de små paranteser, som bogen indeholder.

Jeg har aldrig forstået udtrykket at "dele livet" med nogen, som man deler et æble. Det er jo da ret beset ikke muligt.

Nogle af teksterne er intense, for eksempel når hun ironisererende skriver en klumme om sit mislykkede selvmordsforsøg. Andre er sjove og latterfremkaldende. Især nød jeg hendes brevkassesvar. Både fordi breve og svar fortæller om en anden tid og en helt anderledes tilgang til hvad problemer er, men også fordi Tove er hudløst ærlig. Hun er hård og konsekvent, men aldrig mere end det, brevskriverne har fortjent. For eksempel skriver hun dette til en ung mand, som af flere omgange har drevet sin kæreste til vanvid og brud med sin ubegrundede jalousi:

De elsker sådan, som et vanskeligt barn elsker, og formlen er den: Se, hvor ond og uartig, jeg er nu, elsker du mig alligevel? Da De nu ikke er et barn, lyder det oversat til voksent sprog: Jeg er så plaget af ubegrundet jalousi, at jeg er nødt til at plage dig også. Elsk mig alligevel! De er et meget umodent menneske; det har ingenting med intelligens at gøre, men betyder, at følelseslivet af en eller anden grund befinder sig på et barnligt stadie, mens de øvrige egenskaber har fulgt deres alder.

Bogen er udsmykket delvist med billeder af Tove selv og delvist med billeder konstrueret af gruppen Sort Samvittighed, som genskaber og nyfortolker fremstillingen af Tove. Noget af det fungerer fint, men meget af det virker overarbejdet. Jeg kan godt se, at billederne af Tove ofte virker overposerede (glad og frejdig står hun i køkkenet med hænderne i en opvask, som man ved, hun hader), og det spiller Sort Samvittighed på, men jeg forstår ikke blege plastikdukkeansigter og collageudklipningen. 


Læs den hvis du vil have et indblik i en anden tid eller et andet menneskes liv, og hvis du ikke har noget imod genreskift og flere forskellige fortællinger stadfæstet i samme udgangspunkt. 






3 kommentarer:

  1. Åh, jeg elsker Tove D! Jeg har haft denne bog stående derhjemme i snart et år - selvfølgelig med henblik på straks at gå i gang med den, da jeg erhvervede mig den - men ja, næsten et år senere har JEG fået Sort Litterær Samvittighed. Med dette indlæg må jeg straks hjem og i gang! Jeg har hele tiden vidst, at jeg sikkert havde noget at glæde mig til, og nu kan jeg jo næsten ikke vente med at se det ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh ja, sådan går det jo (desværre) tit! Men så har du til gengæld haft den til gode indtil nu. Jeg håber, du synes, den er lige så fin, som jeg gør. Tove kan virkelig noget med det simple i sproget, der gør det en fryd at læse hendes ord. Jeg må snart få læst lidt mere af hende :-)

      Slet
  2. Hvor sjovt, jeg mangler lige de sidste sider, så har jeg også læst denne skønne samling :)

    SvarSlet