torsdag den 31. marts 2016

Månedens gang: marts




Marts har været en besynderlig måned. Efter jeg sagde op på mit gamle arbejde, har jeg fyldt mine dage med andre, mere lystdrevne aktiviteter, og der kommer flere og flere til. Jeg er stadig en del af litteraturforeningen Kakofoni, hvor vi den  sidste måned har afholdt et arrangement med Caspar Eric og et foredrag om Tove Ditlevsen ved min yndlingsbachelorvejleder Ole. Derudover er jeg blevet en del af programgruppen ved litteraturfestivalen Vild med ORD, og jeg har for nylig påtaget mig nogle ekstra tjanser i planlægningen af festivalen. Samtidig er jeg startet i et forløb hos Science At Home, hos en fantastisk gruppe mennesker, som står bag en række videnskabelige spil, hvor man udover at skyde edderkopper eller løse koder for aliens, også bidrager til forskning. Det er skønt endelig at få lov til at prøve sine kræfter af i praksis, og jeg bliver så glad af det hele, men samtidig er det også for alvor ved at gå op for mig, at timerne simpelthen bare forsvinder ud af døgnet hurtigere end det ellers lige passer mig. Indtil videre har jeg formået at få det til at løbe rundt med undervisningen ved siden af, men jeg forudser alligevel to meget travle måneder. 
Jeg har ikke læst så frygtelig meget, og det har gnavet lidt i min samvittighed. Jeg vil jo så gerne, men når jeg kommer hjem om aftenen, duer jeg ikke til særlig meget. Men sådanne perioder har vi vel alle. 

I marts har jeg læst 5 bøger. To af disse er bøger til studiet, men især den sidste The Medium is the Massage (ja, det er "massage", ikke "message", som jeg konstant kommer til at sige i stedet), var en fascinerende sag. Jeg har aldrig "læst" teori på den måde før - i et sammensurium af tekst og billeder, hvor det visuelle var i højsæde. Jeg planlægger at vise den frem på bloggen snart, for den fortjener virkelig et indlæg for sig selv. 

Jeg har derudover lyttet til The Maze Runner og selvom jeg ikke regnede med, at jeg ligefrem ville juble, blev jeg alligevel overrasket over, hvor dårlig, jeg synes den er, når så mange omkring mig holder af den. 

Jeg har også hørt Mig og Kaminsky af Daniel Kehlmann, hvilket var en helt anderledes og sjov fornøjelse! Gamle sure mænd fungerer altså bare godt i litteratur. 


Marts bedste litterære oplevelse er Jeg ville være enke og jeg ville være digter. I sidste måneds opsummering skrev jeg, at jeg i påsken ville læse Tove Ditlevsens glemte tekster i denne fine nye samling. Nu har jeg læst den og elsket den - ligesom alt andet af Tove Ditlevsen. Hun er virkelig inspirerende. 

I læseklubben har vi læst, mødtes og snakket om Gone Girl. Vi så filmen sammen, og var meget imponerede over, hvor godt historien egner sig i filmmediet, selvom vi var enige om, at manglen på enkelte karakterer (fx Tanner Bolts kone) var ærgerlig. 

Næste måned er der read-a-thon, og jeg går allerede og overvejer, hvilke bøger, jeg skal læse i løbet af de 24 timer. Den første er på plads, for der skal jeg synkronlæse Animal Farm af George Orwell med pigerne i min læseklub. Jeg har læst den før, men det er længe siden, så jeg glæder mig til at gensyn. 

... Og hvordan går det så lige med nytårsforsættet? 
Ja, det går jo fremad. Stille og roligt. Der kommer snart en videoopdatering.





8 kommentarer:

  1. Det lyder rigtig spændende med Science At Home :-)

    Jeg er næsten blevet enig med mig selv om, hvad bogstablen til Read-a-Thon skal indeholde, men der er alligevel en enkelt bog eller to, som stadig overvejes.


    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er det virkelig også! Hvis du er interesseret, kan du prøve at spille spillene her: https://www.scienceathome.org/citizen-science/games

      Uh, deler du indholdet op til readathon? Jeg kunne godt bruge lidt inspiration :-)

      Slet
    2. Tak for link - det vil jeg kigge nærmere på :)

      Ja, jeg laver nok et indlæg i ugen op til eventen. Jeg kan afsløre, at jeg blandt andet overvejer at læse 'The Guest Cat' og 'The Princess and the Goblin'.

      Slet
  2. Det lyder som en god måned :-) Og jeg elsker også Tove Ditlevsen - hun kunne virkelig skrive!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det har det bestemt også været! En god, travl forårsmåned .-)
      Dét kunne hun virkelig. Jeg tror et fremtidigt mål er at læse mere af hende. Jeg har kun læst "Gift" og denne samling tekster, og det er jo alt for lidt.. Er der noget, du har læst af hende, som du kan anbefale?

      Slet
  3. Øj, home science lyder da bare så hyggeligt :D

    - A

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er virkelig fedt. De er så dygtige alle sammen i gruppen, at det er virkelig inspirerende! Hvis du har lyst, kan du spille spillene her: https://www.scienceathome.org/citizen-science/games

      Det er meget forskelligt, hvor dygtig man er til det, og det handler slet ikke om, hvor god man er til fx fysik. Jeg er selv virkelig dårlig til Quantum Moves, men Alien Games kan jeg finde ud af, og Quantum Shooter er jeg også helt okay til, hvis jeg selv skal sige det ;-)

      God søndag! :-)

      Slet
  4. Sikke en skøn måned, du har haft! Jeg kender i øvrigt godt det der med læsebalancen, men det skal jo bare beholdes som en glæde – og ikke ende som et punkt på en dum to-do liste :)

    SvarSlet