tirsdag den 29. marts 2016

For alt i verden af Martin Høybye


For alt i verden af Martin Høybye. Anmeldereksemplar fra Songcrafter 3/6

For alt i verden er en musikroman bestående af en fysisk bog og en playliste med en række numre, som akkompagnerer romanen. Da jeg hørte om Martin Høybyes projekt var jeg meget begejstret. Hvis musik kan fungere som soundtrack til en film, kan det vel også fungere som soundtrack til en roman? Mødet mellem de to kunstarter skaber en potentiel ny genre, en hybrid som kan noget nyt og anderledes, og som er spændende uudforsket.

Romanen handler om den unge Thøger, som vokser op i 70'erne, og selvom denne tid tydeligt præger fortællingens ramme, lever Thøger et liv fyldt med tidsløse erfaringer. Gyldne barndomsminder, venskab, sorg, forelskelse, bristede hjerter, sygdom og fortabelsen i noget, man elsker. Høybye skriver levende, og især romanens begyndelse om Thøgers barndom er smuk og øm. Her er billedsproget lige så skrøbeligt som barndomsminderne, og stemningen summer af humlebier, sol og varmt græs. Vi følger herefter Thøger vokse op med alt, det indebærer. Thøger er altid alene, og selvom mennesker rører ham og har betydning for ham, kæmper han konstant sin egen kamp efter sin egen stemme, og måske er det det, som gør ham stærk, selvom det ikke altid virker sådan. Det og musikken.

Dagen efter begravelsen kom en sommerfugl og satte sig på terassedørens karm. Thøger sad i den høje oktobersol på trappetrinnet og var ked af det. Han rakte ud efter sommerfuglen og blev overrasket over, at han kunne tage den over på sin hånd. Den blev siddende der i lang tid, mens den vippede lidt eftertænksomt med vingerne... Der var noget usynligt og vigtigt i verden, man ikke kunne forklare, men som alligevel var virkeligt. Og man kunne godt holde af nogen, selvom man ikke længere kunne se eller høre dem.

Musikken til romanen ligger i en amerikansk tradition, og man hører både Dylan, Cash og Springsteen i lyd og lyrik. Musikken varierer i stemning og kan både være blød og rolig og rå og sprudlende. 
Jeg er ingen musikanmelder, og det er mest naturligt for mig, at lade litteraturen komme først. Efter jeg har læst bogen og lyttet til albummet, har jeg tænkt meget over, hvordan jeg opfattede de to medier, når de faldt sammen, og det er så tydeligt, at jeg automatisk lader litteraturen være det vigtigste, og jeg tænkte hele tiden, at musikken skulle følge litteraturens mønster og ikke omvendt. Og det er netop tilfældet for Høybyes værk. Musikken er integreret i teksten og opsætningen af bogen, som opdeles i intro, vers og autro. Den akkompagnerer litteraturen harmonisk, uden dog på noget tidspunkt at gøre meget mere end det. Og det er her, jeg tænker, at jeg måske har læst og lyttet helt forkert til værket. Måske har vi ikke lært, hvordan vi skal forstå og tolke disse hybridgenrer endnu, for det gik op for mig, at jeg, når Høybye har både ordene og musikken som redskab, havde håbet på noget større, noget følelsesmæssigt stærkere. Høybye går til denne nye hybridgenre forsigtigt, og han har tydeligt bevist, at den har en mulig styrke, men jeg savner noget mere kraft i kombinationen, og jeg håber, mere eksperimenterende kombinationer vil følge i kølvandet på denne.

Læs den hvis du er glad for dannelsesrejser og genkendelige drømme, håb og ønsker, og/eller hvis du kan lide melodisk, blød musik med en kant af noget råt og lækkert. Du kan også læse den, hvis du har lyst til at prøve en let ny hybridgenre. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar