torsdag den 17. marts 2016

En aften med Caspar Eric


Jeg har ikke læst noget af Caspar Eric, men jeg har hørt om ham. Jeg ved, at han er digter, og at han er født med cerebral parese, eller spastisk lammelse, som det oftere bliver kaldt. Det er det, jeg ved. Jeg ved ikke, hvad jeg kan forvente, og alligevel niver den sædvanlige spændte følelse lige inden et forfattermøde, i mine kinder. 

I foredragsforeningen Kakofoni på Århus Universitet har vi cirka tre arrangementer per semester, og dette semesters første arrangement er med Caspar Eric. Vi har sat øl og sodavand på køl, skåret kagen ud og sørget for flere kander kaffe, da han melder sin ankomst. Jeg lukker en øl op til ham, mens lokalet fyldes med mennesker. "Hvor er I stille" siger han, da han står ved mikrofonen, og rummet syder ganske vist af den helt unikke stille forventning lige inden, noget stort skal til at ske. Han bladrer i langdigtet Nike, læser uddrag og passager, tøver, bladrer videre igen. Stilheden afbrydes en gang i mellem af smil, latter og store øjne. 
Digtet handler om at være ung og at have mistet sin kæreste - som han i dag er fundet sammen med igen, tilføjer han med et smil - og om at være født med et handicap. Digtet læser han i korte, hårde ryk, ordene halter efter hinanden - både på siderne og i oplæsningen - og digtet etableres som en forlængelse af hans egen haltende krop. Ved de fleste digtoplæsninger udelukker jeg automatisk enten rytmen eller meningen, som om jeg altid kun er i stand til at sanse det ene, men Caspar er nærværende, og mens rytmen mærkes på kroppen, sidder glimt af mening fast i hukommelsen. Da han efter en halv times oplæsning stopper, er det billedet af en søstjernes arme, som har klæbet sig fast til min nethinde, og jeg tænker, at for lige netop dette billede, denne søstjerne, må jeg anskaffe mig bogen. 

Jeg langer endnu en øl over baren til ham, mens han omringes af interesserede, smilende og lettere nervøse mennesker, som alle gerne vil snakke med ham. Efter pausen er der plads til spørgsmål, og aftenen når et nyt niveau. Han taler om sit handicap og om samfundets normalisering, og han gør det på en ekstremt reflekteret facon. I sin reportage fra aftenen, skriver Lisa Emilie Jørgensen om en af disse refleksioner, og jeg kan ikke selv formulere det bedre:  
"Én blandt publikum spørger afslutningsvist Caspar, om han ikke har et godt liv nu - han er digter, blevet udgivet (og endda nomineret til Politikens litteraturpris) og er igen sammen med sin kæreste. Caspar svarer, at det afspejler en idé om, hvad et godt liv er. "Jeg har ikke lyst til at turnere som eksempel på a person who's made it", tilføjer han hovedrystende - én, der har skrevet om ikke at have det så godt, men som nu bliver et billede på det modsatte. Jo, Caspar har et godt liv det meste af tiden, men det betyder ikke, at han "ikke stadig vågner op med smerter i benene og græder sig i søvn en gang imellem". Det er bare ikke de ting, andre ser, og derfor kan man have en forventning om, at fordi han nu har succes, lever han et "perfekt liv".   

Bagefter signerer han bøger, mens vi andre rydder op, og lokalet langsomt tømmes for mennesker. Han foreslår, at vi alle tager en enkelt øl inden hans tog tilbage til København, og vi slår os ned i sofaerne. Caspar Eric har meget på hjerte, han er inspirerende og passioneret, og da jeg cykler hjem er det med søstjernens lillagrå arme omkring mig.

2 kommentarer:

  1. Åhhhh han er simpelthen bare så herlig at lytte til. Jeg hørte ham på Bogforum og fik også signeret min udgave af hans første digtsamling.

    Jeg er dog ret så misundelig. Arrangementet lyder til at have været SÅ godt! <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er han virkelig. Han virker meget nærværende i øjeblikket - det synes jeg, er helt vildt fedt. Jeg tror, det var ret mange, som faktisk blev lidt rørt over nogle af langdigtets passager - forståeligt nok.

      Ja, det er altid så hyggeligt. Og det siger jeg ikke kun fordi jeg selv er med til arrangere det ;-)

      Slet