tirsdag den 9. februar 2016

Min Kamp 1 af Karl Ove Knausgård


Min Kamp 1 af Karl Ove Knausgård. 6/6

Jeg læste den første bog af Min Kamp på første semester. Det var valgfrit både at læse den og at deltage til den sidste undervisningstime, hvor bogen skulle diskuteres. Jeg læste den, og jeg mødte op til undervisningen, men på det tidspunkt var en intens ambivalens det eneste, jeg kunne sætte i forbindelse med bogen: på den ene side blev jeg drevet frem, slugte ord for ord, og på den anden side måtte jeg kæmpe for at blive ved. Men lige siden har jeg ikke kunne give slip på bogen, den har hjemsøgt mig, og hver gang jeg har tænkt på den, har det været med en overbevisning om, at jeg måtte læse den igen. Nu har jeg gjort det, og det er jeg lykkelig for.

Min Kamp 1 foregår i flere tider, i to fortider. Den ene fortid behandler Karl Oves fars dødfald, og den anden består af minder om Karl Oves barndom og ungdom. Første halvdel af bogen består af disse minder, som især er centrerede omkring teenageforelskelser, hemmeligholdelse af drukture og det konstant truende forhold til faren. Af alle ord er truende det, som passer bedst på faren: stor, utilregnelig og uendeligt truende, som en skygge i krogen, der til hver en tid kan finde på at springe frem. 
Anden halvdel af bogen foregår i den fortid, hvor Karl Ove har fået nyheden om, at hans far er død. Sammen med sin bror Yngve rejser han tilbage til barndomsbyen, hvor de bliver mødt af et uhyggeligt syn. De sidste år af sit liv tilbragte Karl Oves far ved sin mor, Karl Oves farmor, hvor han med en uhyggelig målbevidsthed er gået i hundene. Dybt alkoholiseret og afspærret fra omverden er han groet fast i huset og har efterladt det i en skræmmende tilstand af indtørret afføring, opkast, støv, rod og flasker. Midt i alt dette sidder Karl Ove og Yngves farmor med et mat blik i øjnene. 

Anden halvdel af bogen er intens. Farens død er en lettelse for Karl Ove, men afføder også en enorm og uventet sorg, som Yngve ikke forstår. Sammen forsøger de at rette op på farmorens omgivelser  og forberede en begravelse, samtidig med at især Karl Ove må bearbejde de uventede dybder af sorg, som overstrømmer ham. Døden kan spores overalt i værket, allerede på de første sider, som indeholder en stærk beskrivelse af netop denne og frem til de allersidste, hvor Karl Ove står ved sin fars lig.

Og døden, som jeg altid har betragtet som den vigtigste størrelse i livet, mørk, dragende, var ikke andet end et rør der springer læk, en gren der knækker i vinden, en jakke der glider af en bøjle og falder ned på gulvet.

Knausgård skriver ikke bare godt. Han skriver forbandet godt! Og selvom det er skrevet i noget der minder om drømmestadier, er det intelligente, reflekterede betragtninger, som ikke bare lige sådan er til at give slip på. 
Min Kamp 1 er en stærk bog, og samtidig er det en af de mest skrøbelige bøger, jeg nogensinde har læst. Karl Ove er ikke bange for at udstille sig selv og sine svagheder, og enhver form for facade smuldrer og forsvinder, idet han fremstiller sig selv i midten af en storm af ukendte, forvirrende følelser. 

Da Min Kamp udkom, startede det en stor diskussion om distinktionen mellem fortælling/fiktion og virkelighed og om retten til at anvende virkelige mennesker i et litterært univers, som Knausgård gør. Diskussionen er uden tvivl interessant, og jeg synes, det er fantastisk, at Knausgård har skabt en hybridform, som vi endnu ikke helt har fortolknings- og analysestrategier, som vi kan presse nedover teksten. Det betyder, at værket får lov til blot at være. I stedet for at forsøge at forstå det, sanser vi det. Og måske er det derfor, værket griber så langt ind i mig og holder fast. Det er uhyggeligt at være i et andet menneskes krop, men det er også fascinerende, rørende og utroligt dragende. 

For hjertet er livet enkelt: det slår så længe det kan. Så stopper det.

6 kommentarer:

  1. Et af de forfatterskaber og store værker, som jeg har til gode. Den lyder virkelig interessant, og jeg er umiddelbart ret fascineret af spændet mellem fiktion og virkelighed. Spændende at se, hvordan din genlæsning har ændret din opfattelse, det er altid ret specielt, når det sker, synes jeg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, du har virkelig noget til gode! Knausgård er vist en meget enten-eller type, men jeg synes, han skriver fantastisk. Og især første værk her er intens. Jeg vil forresten sagtens mene, at man kan nøjes med at læse den første uden at føle, at man ikke har fået "slutningen", og det kan måske hjælpe en i gang, så man ikke føler sig tynget af de tusindvis af sider, de tilsammen udgør ;-)

      Slet
  2. Smuk anmeldelse. Og åh, jeg skal snart i gang med Knausgård. Skal, skal, skal.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, Rikke! :-) Jeg vil meget gerne høre dine tanker om ham, når du når til det.

      Slet
  3. Jeg har i lang tid overvejet at gå i gang med Knausgårds omfangsrige værk, men er aldrig nået dertil. Efter at have læst dette indlæg, er jeg dog godt på vej ind på Saxo for at bestille den!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er også en tung omgang, man skriver sig op til, hvis man vil læse dem alle sammen. Men som jeg også skrev ovenfor til Mette, så vil jeg sagtens mene, at man kan nøjes med at læse den første uden at føle, at man er gået glip af slutningen. Den kan sagtens ses som en afrundet historie, hvis man ønsker det, men personligt var jeg bare endnu mere bidt på at fortsætte :-)
      Du må endelig fortælle mig om din oplevelse med bøgerne, hvis du læser dem! :-)

      Slet