fredag den 22. januar 2016

Om efteråret af Karl Ove Knausgård


Om efteråret af Karl Ove Knausgård 5/6
Anmeldereksemplar fra forlaget Lindhardt og Ringhof. 


Da Karl Ove Knausgård i 2011 udgav sjette og sidste bind af Min Kamp var det sammen med en udtalelse om, at hans virke som forfatter nu havde nået sit endelige. Det måtte han heldigvis senere trække tilbage, og i dag kan vi glædes over op til flere udgivelser fra Knausgårds pen. 
Om efteråret er det første bind i en række af fire essaysamlinger. Værket er bygget op omkring efterårets tre måneder, og hver måned indledes med et brev til Knausgårds, på daværende tidspunkt, ufødte datter. På sin vis danner brevene det skelet, som de encyklopædiske korte tekster er kødet på, og på trods af opdelingen af breve og essays, ser jeg hele værket i helhed som Knausgårds reflektion over den verden, hans datter fødes ind i. 

Dette fantastiske, som du snart skal møde og se, er så let at miste af syne, og der findes næsten lige så mange måder at gøre det på som der findes mennesker. Det er derfor jeg skriver denne bog til dig. Jeg vil vise dig verden, som den er, lige omkring os, hele tiden. Kun ved at gøre det, kan jeg selv få øje på den.

De korte prosatekster er rettet mod specifikke og konkrete elementer i forfatterens liv fra plastikposer til toiletkummer. Alle emnerne er små og hverdagslige, men Knausgårds syn på og reflektion over disse ting, som de fleste af os nok tager for givet, skaber nye og bredere forståelses- og fortolkningrammer. Platikposen er et af de smukkeste eksempler på netop dette, da Knausgård lader den få sit eget liv efter at have betragtet dens forskellige tilstande: blafrende på taget af et hus, fremmed og fastklæbret til jorden, som ikke kan nedbryde den, og til sidst dens fascinerende udspilede stilstand i et havnebassin, hvor den kun er til som en plastikpose og ikke andet. 
Alle teksterne er konkrete på dette hverdagslige niveau, og alligevel nytænkende og underfundige. Nogle essays er fyldt med solskin og livsglæde over den nymalede, velduftende husmur eller hvepsens mærkværdige anatomi, andre er melankolske og tænksomme og endda smertefulde. Lykken over det der er, og sorgen over det, der forsvinder er allestedsnærværende.  

Det væsentlige ved smerte er at den er uoversættelig. Vi kan se at nogen føler smerte, og vi kan forstå at det gør ondt, men afstanden mellem begrebet smerte og smerten selv er så stor at selv ikke den største medfølelse kan bygge bro over den; over for andres smerte, står vi altid fremmede. Det betyder at den som føler smerte, altid er alene.

Knausgård skriver fantastisk. Meget af den kritik han får omhandler hans fascination af hverdagslivets små detaljer, men i mine øjne er den kritik en fejl. Knausgård tager ganske vist udgangspunkt i de små emner, men han gør dem til noget større. Han afslører noget om tingenes væsen, som før var usynligt for os, og hvert eneste essay i denne samling fungerer som et lille hul, lige akkurat stort nok til at sætte øjet mod, ind til en fantastisk verden.
Især teksten "Benzin" åbnede et udsyn til en anderledes, forhistorisk verden, som kobler bulldozere og dinosaurer.

På regnvejrsdage om efteråret hvor himmelen var mørkegrå, grantræerne i skoven langs vejen mørkegrønne og asfalten på vejen sort, og alle andre farver var afmattet af det tilbageholdte lys og fugtigheden, kunne der ligge benzin på vejen og glimte i de mest fantastiske og usædvanlige farver. Benzinen var så anderledes end alt andet vi kendte, at den kunne være kommet fra en anden verden. En pragtfuld verden fuld af eventyr, kunne man tænke sig, farvestrålende og gavmild.




2 kommentarer:

  1. Dejlig anmeldelse! Jeg vil så gerne læse noget af Knausgård.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Åh, gør det endelig. Jeg er så glad for hans måde at skrive på og hans syn på verden. Det er som om, jeg selv ser verden på en anderledes måde, efter jeg har læst ham.

      Slet