torsdag den 12. november 2015

The Last Tycoon af F. Scott Fitzgerald


The Last Tycoon af F. Scott Fitzgerald, Penguin Hardback Classics. 2/6 stjerner

Da Fitzgerald døde, efterlod han romanen The Last Tycoon ufærdig. I forordet bliver romanen beskrevet som Fitzgeralds forsøg på at skabe endnu et stemningsfuldt og betydningsmættet værk som The Great Gatsby. Om det ville have lykkedes ham at skrive endnu et litterært mesterværk, kan vi kun gisne om, og de første kapitler, der her er udgivet, giver kun et lille indblik i det, der kunne have været.

Romanens tycoon er Hollywood-filmproducenten, Monroe Stahr, hvis historie delvist fortælles i retrospekt af Cecilia, en ung kvinde, som siden sin barndom har næret kærlige følelser overfor Stahr, og delvist af en udefinerbar tredjepersonsfortæller. Stahr er faldet for en kvinde, hvis lighed til Stahrs afdøde ekskone er uhyggelig mærkbar, og de to indleder en affære. Virkeligheden i Hollywood er dog ikke spor rosenrød, og kort efter falder alt langsomt fra hinanden og opløses i blodige skæbner.

"These lights, this brightness, these clusters of human hope, of wild desire - I shall take these lights in my fingers. I shall make them bright, and whether they shine or not, it is in these fingers that they shall succeed or fail." 

The last Tycoon afsluttes med en redigeret version af Fitzgeralds noter, og her kan man læse, hvordan han havde planlagt romanens afslutning. Det er en mærkværdig oplevelse at læse halvdelen af en roman, hvor karaktererne først lige er blevet farvelagt, og fortællingerne først lige er begyndt, og så afslutte den i noteform - det forekom som en meget defineret todelt oplevelse, hvor indledningen af romanen var skrevet i prosa, og hvor de afgørende, dramatiske begivenheder udspillede sig i stikordsform. 

"His dark eyes took me in, and I wondered what they would look like if he fell in love."

Meget tyder på, at The Last Tycoon kunne have været endnu et mesterværk i klasse med The Great Gatsby. De smukkeste ordkonstruktioner, sansemættede øjebliksbilleder og skarpe bemærkninger danser over siderne, og fortællingens dystre portrættering af bagsiden ved 30'ernes Hollywood, med alkohol, ensomhed, griskhed og ulykke, har virkelig et stort potentiale til at blive en fantastisk fortælling. 
Alligevel kunne jeg ikke give mig hen til historien. Noget i mig blev ved med at fortælle mig, at værket var ufærdigt, at lige netop den sætning, måske ikke havde endt i romanen, hvis Fitzgerald havde færdiggjort den, at dette kapitel måske var blevet fjernet, omskrevet eller flyttet. Fitzgerald har længe været en af mine yndlingsforfattere, og jeg glædes ved hvert et ord, han har skrevet, og måske var det derfor, en lille del af mig følte, at det var en forbrydelse mod ham, at læse noget, han ikke havde haft mulighed for at gøre færdig. 

Den ene af de to stjerner, jeg har givet værket, er for sproget. Den anden er for det potentiale, værket har i sig. Men fordi det aldrig blev fuldendt, og fordi jeg, uanset hvor højt jeg ønsker det, ikke ved, hvordan det færdige værk ville have været, kan jeg ikke give det mere end det. De kapitler, Fitzgerald efterlod sig, er gode, men i sig selv er de ikke gode nok til mere end to stjerner. 


Har I læst en ufærdig bog, og hvordan havde I det med det? Føltes det også underligt for jer, eller var det okay? 

Ps. Bloggen har fået en facebookside, som I selvfølgelig er meget velkomne til at følge, hvis I vil have updates om nye indlæg.  



2 kommentarer:

  1. Åh. Du skriver så fint om den tostjernede bog, at jeg får lyst til at læse den alligevel.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ih tak! Jeg tror, du har forstået præcis, hvad jeg mener i min anmeldelse, og hvordan jeg har det med bogen, hvis du har det på den måde! :-)

      Slet