torsdag den 19. november 2015

Et digt #3


Lyrik er absolut ikke min stærkeste side. Det meste af tiden virker lyrik som et fremmedsprog, jeg endnu ikke helt har mestret, og det er i sig selv frustrerende nok til, at jeg prioriterer prosa højere end lyrik. Alligevel forsøger jeg at tilsætte lidt lyrik til mine læsevaner, fordi jeg ved, at der blandt utallige siders digte altid gemmer sig en juvel eller to - pludselig læser jeg et digt, der slår benene væk under mig og sætter sig fast. Meget fastere, dybere og mere permanent end de fleste romaner formår. 

Ps. I kan læse de to første digte, jeg har delt med jer, her og her

Jeg vil vove at påstå, at Benny Andersen forstår noget ved sproget, som andre ikke forstår. Han kan hvertfald noget helt specielt med det, der gør, at man midtvejs i en sætning eller et ord, stopper op og tænker "hvad skete der lige der?". Det er helt simple konstruktioner, som i dette digt, hvor man graver i haven og støder på en planet, og ordet planet virker så uendelig mærkværdigt, fordi man (eller måske bare jeg?) allerede ved ordets første bogstaver forventer en plante. Jeg elsker den leg og de uforudsete spring, der altid er tilstede i Benny Andersens digte. Her er digtet "Afkroge er ikke hvad de har været" fra digtsamlingen At elske eller ikke at elske


Man leder efter et ord
og finder et sprog

Man kysser en mund
og blir gift med et folk

Man graver i haven
og støder på en planet

Man ser forundret op
og man er forår




Har I læst et digt, der satte sig fast i hukommelsen, eller som rørte jer på en særlig måde? Eller har I læst nogle af Benny Andersens digte? Og kan I lide dem?

1 kommentar:

  1. Det er sådan et dejligt digt. Jeg har faktisk ikke læst så meget af Benny Andersen, men det her digt er jeg - ligesom du - meget glad for.

    SvarSlet