mandag den 9. november 2015

Efterårets bogarrangementer og mit møde med et litterært idol

Jeg elsker efteråret, og selvom jeg somme tider sukker opgivende over at cykle i regnvejr og få våde strømper, så er der mange flere fantastiske ting ved efteråret, end der er kedelige og våde. I år har efteråret budt på to litterære arrangementer, Litteraturfestivalen Vild Med Ord i Århus og BogForum i København. 

Jeg har siddet i store og små forsamlinger og lyttet til forfattere og alskens eksperter, jeg har fået signeret bøger, og jeg har været blød i knæene og lettere paf over at møde en af mine litterære helte. 




Til Vild Med Ord var den største oplevelse Maren Uthaug. Første del bestod af livetegning, hvor Maren sad, helt fordybet, og tegnede en lille fortælling, hvilket både fik publikum til at bryde ud i latter og sukke medfølende. Det var så fint sat op, og jeg blev overrasket over, hvor rørende det var at betragte!
Derudover var Jens Blendstrup, som altid, et geni på en scene. Med det store stemmeunivers, han mestrer, er man konstant underholdt!





Til BogForum i weekenden var højdepunktet uden tvivl Karl Ove Knausgård. Sammen med Frederik Ekelund talte han om deres nye bog, Hjemme - Ude, en brevbog om fodbold. Selvom jeg ikke interesserer mig synderligt for fodbold, fik jeg næsten lyst til at købe en med hjem. Det gjorde jeg dog ikke, og da de senere signerede bøger, gav jeg, lidt genert, min udgave af Min Kamp til ham i stedet. Det var heldigvis okay, og han havde både tid til at sikre sig, at mit navn var korrekt og at se mig i øjnene og sige tak, på trods af en uoverkommelig lang kø. Det var virkelig et stort øjeblik at møde Knausgård, en mand hvis værker, jeg agter utrolig højt, og min puls skulle lige have et par minutter til at falde ned igen. 




Derudover nød jeg virkelig lørdagens mindehøjtidelighed for Klaus Rifbjerg, hvor Torben Brostrøm blandt andet snakkede om sit forhold til Klaus, og hvor tre forfattere, heribland Jens Blendstrup, hver især havde forberedt en lejlighedstekst til eller oplæsning af Klaus Rifbjerg. Det var virkelig, virkelig fint! 

Det var også vældig sjovt at høre Einar Már Gudmundsson tale om sin nye bog, Hundedage, og da jeg fik sagt til ham, at jeg utrolig gerne ville lære islandsk, signerede han bogen til mig på islandsk!

Og så nåede jeg også, at være lidt starstruck over at se Lars Mikkelsen, hvilket nok havde at gøre med hans utrolige præstation som den russiske præsident i serien House of Cards. 


Jeg havde også glædet mig meget til at se Madame Nielsen og Fredrik Backman, men de aflyste desværre begge to.

Jeg har klippet en lille film sammen med højdepunkterne fra de to litterære arrangementer, og hvor jeg også viser de få bøger, jeg tog med mig hjem, frem. I kan se videoen nedenfor, hvis I har lyst.

Har du også været til VMO eller BogForum i år, og hvad var din allerbedste oplevelse? 





4 kommentarer:

  1. Min tidsfornemmelse forsvandt, hvilket resulterede i, at jeg gik glip af Knausgård. Jeg håber det var et fabelagtigt interview!

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, det var ærgerligt. Jeg syntes, det var fantastisk at opleve ham live. Men hvis din tidsfornemmelse forsvandt, så er jeg sikker på, at du i forvejen havde det fantastisk med det, du var til! :-D

      Slet
  2. Hvor ville jeg gerne ha' været på BogForum søndag og se Knausgaard! Ærgerligt vi ikke mødte hinanden lørdag, vi må ha' siddet tæt på hinanden til Stine Pilgaard ☺️

    SvarSlet