tirsdag den 11. august 2015

Wanderlust: BERLIN



På mandag tager jeg til Berlin med en sød veninde under armen. Det er to somre siden, jeg sidst besøgte byen, så det bliver glædeligt at vende tilbage. Efter jeg blev student, boede jeg i Berlin i lidt over et år, og byen indeholder derfor mange minder.


Berlin er min yndlings storby. Det er en smuk by, en grøn by og en luftig by. Det er en oase af åbenhed, kultur, historie og store, kolde øl. Vi er afsted i en uge, og jeg har planlagt en lille bogstak af Berlin-relaterede bøger samt en musikliste til busturen (10 timer! suk) med Berlin-relateret musik. Jeg har ikke altid været særlig god til at læse bøger efter et bestemt tema, men jeg er endelig begyndt at værdsætte det, og jeg fortryder næsten, at jeg ikke har "lært" det noget før. 



Jeg regner ikke med, at vi får meget tid til at læse, så jeg har kun valgt to bøger. Den første er Alfred Döblins Berlin Alexanderplatz, som foregår omkring Alexanderplatz før krigen, og derfor skildrer et helt andet Berlin og en helt anderledes plads, end den vi finder i dag. Den anden er Christopher Isherwoods "The Berlin Stories" der indeholder to romaner: Goodbye to Berlin og Mr. Norris Changes Train. De to romaner af Isherwood foregår begge i 1931, i den tid, hvor Hitler var ved at komme til magten. Jeg læste" The Berlin Stories", da jeg stadig boede i Berlin, og de var begge to fantastiske, især Goodbye to Berlin, så jeg har anbefalet min veninde at give sig i kast med dem på turen. 



Har I læst nogle gode romaner der omhandler eller foregår i Berlin? 




Som nævnt har jeg også komponeret et lille Berlin mixtape på Spotify. Det er spækfyldt med forskellige lyde, men det er nok domineret mest af rock-ikoner som Lou Reed, David Bowie, Iggy Pop og Leonard Cohen. Mixet vil være under udvikling indtil afrejsen på mandag, så jeg modtager anbefalinger med kyshånd. 



6 kommentarer:

  1. Har desværre kun været i Berlin én gang, da vi var på studietur i 3. g, men jeg nød virkelig byen, og jeg håber at kunne tage derned igen snart og opleve lidt mere. Er spændt på at høre, hvad du synes om Berlin Alexanderplatz, som jeg læste på studiet for nogle år siden, jeg hadede den virkelig, men måske også fordi vi læste den på tysk, og selvom jeg har haft tysk A i gymnasiet, er det måske ikke helt nok til at læse en lang og indviklet roman :D
    Det er da en skøn idé at lave temalæsning (og musik) til turen derned, så kan man rigtig komme i den rette stemning! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det forstår jeg virkelig godt. Selvom det kan være utrolig fedt at være på studietur i en fremmed by, så er det også lækkert selv at kunne bestemme, hvad man vil se og gøre på sin tur. Jeg kan hvertfald anbefale Berlin! Og hvis man tager bussen, er det ikke engang så dyrt ;-)

      Jeg fik slet ikke begyndt på Berlin Alexanderplatz, så jeg kan endnu ikke sige, hvad jeg synes om den, men jeg håber da næsten, din oplevelse var dårlig fordi den var på tysk. Jeg ville godt nok også være presset, hvis jeg skulle læse den på tysk!

      Slet
  2. Fantastisk post! Jeg ELSKER Isherwood's Berlin-bøger, og Bowie, Lou Reed & Iggy Pop er nogle af mine yndlings musikere. Rigtig god tur - Berlin er så skøn en by :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Det var også virkelig sjovt at lave, så det bliver bestemt en fast ting på bloggen. Så fast sådan noget nu kan være, når det kræver en rejse ;-)

      Jeg elsker virkelig også Berlin-fortællingerne. Jeg har faktisk længe overvejet at genlæse dem, og jeg tror jeg vil gøre det, når min veninde er færdig med at låne dem af mig.

      Fedt at du også er vild med Bowie, Reed og Pop! Så er listen da lige noget for dig ;-) Jeg troede, jeg ville ende med en masse halvdårligt musik, når nu jeg SKULLE finde noget, der havde med Berlin at gøre, men der var overraskende meget fantastisk musik, så snart jeg begyndte at undersøge det lidt nærmere.

      Slet
  3. Min bedste anbefaling af en berlinerroman må så abslout være Wladimir Kaminers "Russerdisco". Fantastisk bog og fyldt med berlinerstemning, især fra den gamle østdel: http://bognoter.dk/2014/11/02/wladimir-kaminer-russerdisco/

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg købte bogen dernede, og jeg er vild med den! Tusind tak for anbefalingen.
      Jeg synes virkelig, den var interessant at læse. Der er så mange genkendelige betragtninger i, og det var virkelig fornøjeligt at blive indviet i.

      Slet