fredag den 3. april 2015

Little Black Classics




Penguin har gjort det igen! I disse små, delikate, sorte bøger har de samlet en bred vifte af klassikere. Serien, der i øvrigt består af 80 udvalgte klassikere og sælges til 80 pence stykket i England, er blevet til som en fejring af Penguin Books 80års fødselsdag, og det er muligt at udforske dem alle her

Alle værkerne i serien har et skarpt og simpelt layout, og når de står ved siden af hinanden, er de noget så fine! Serien er desuden nummereret, hvilket udfordrer min samler-mani, og gør det hårdt for mig ikke at inverstere i alle 80. I England købte jeg ni små klassikere i forskellige bogbutikker og på trods af deres ensformige udtryk, er de vidt forskellige indholdsmæssigt. De strækker sig indholdsmæssigt over et bredt spektrum: fra en redegørelse over eksotiske væsner i Darwins It was snowing Butterflies til politisk satire over hungersnøden i Irland i Jonathan Swifts The Modest Proposal, fra Grimms eventyr til fortællinger om parisianske femme fatales af Guy de Maupassant. Forfattere fra England, Amerika, Tyskland, Rusland og Frankrig er allerede repræsenteret i mit udvalg på ni, hvilket viser overvejelse og nøjsomhed i udvælgelsen. 

The Little Black Classics er en fantastisk måde at udvide sin viden om en bestemt forfatter, men det er også en oplagt mulighed for at skabe kendskab til nye forfattere, fordi disse små værker gør det muligt at få et indblik i en forfatters virke henover meget få sider og til meget få penge. Jeg er fan! 

Har I selv købt nogle af de små sorte klassikere, og i så fald hvilke? 



9 kommentarer:

  1. Jeg er så vild med dem! Har dog ikke fået købt en endnu – men, åh hvor jeg skal! Til december udgiver Penguin et samlet boxsæt, og det kunne jeg godt overveje, tror jeg. Samleren i mig skriger ja!

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, jeg vidste ikke engang, at de udgiver et boxsæt. Det er jo ikke til at stå for!
      Indtil videre tror jeg min plan - eller hvertfald den plan, jeg forsøger at holde mig til - er kun at købe de værker, som jeg reelt har lyst til at læse lige nu, men mon ikke hullerne kommer til at skrige på at blive fyldt ud med tiden, haha.

      Slet
  2. Jeg er meget delt på det punkt. På den ene side kan jeg godt lide deres enkle og knivskarpe design, og jeg synes, det er en god måde at få overblik over en lang række klassikere (og inspiration - der er flere af dem, jeg ikke har hørt om før). Nåja - og en uforskammet god pris ;-)

    På den anden side er designet så stramt og upersonligt, at jeg også synes, det bliver for kedeligt. Jeg kan netop godt lide, når coveret udstråler hvilken historie/stemning, man kan forvente, når man går i gang med bogen.

    Har du planer om at købe flere?

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg forstår virkelig godt, hvad du mener! Selvom designet er fandens flot (efter min mening), så bliver værkerne meget upersonlige hver for sig. Jeg tror, det der gør, at jeg synes de er geniale er, at hovedparten af de udvalgte værker faktisk består af mindre kendte tekster og essays. Hvis jeg for eksempel ville læse Darwins hovedværk The Origin of Species, ville jeg helt klart vælge en anden udgave, men fordi det er et mindre værk, som jeg højest sandsynligt ikke ville have hørt om, hvis ikke det havde været for Penguin, så synes jeg det er helt okay. Men jeg kan sagtens følge dig!

      I øjeblikket har jeg ikke planer om at købe flere. Jeg købte disse i England til de 80 pence, og jeg synes der er noget forkert over at købe dem til 30 kr på Saxo. Det er nok lidt fjollet, men indtil jeg får læst, dem jeg har, så tror jeg ikke, der kommer flere med hjem lige med det samme.
      Er der ingen af dem, du har lyst til at læse i denne serie?

      Slet
    2. Jo, jeg kan godt være fristet - netop fordi der er flere af værkerne, jeg ikke har hørt om i forvejen, men som ser spændende ud. Jeg har dog endnu ikke taget stilling til, om jeg køber nogle af dem :-)

      Mvh.
      Den lille Bogblog

      Slet
  3. Åhh, hvor er de altså bare enkle og fine!
    Jeg kunne godt være fristet til at investere i nogle af dem! :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, de er simpelthen så smukke! Især sammen, så hvis du køber nogle, bliver du næsten nødt til at købe mere end en enkelt eller to ;-)

      Slet
  4. Hvor er det skønt at man kan få så mange gode bøger til ingen penge, så alle kan være med. Det er virkelig noget penguin har gjort en dyd ud af. Jeg synes de er flotte i deres enkle udtryk, men foretrækker nok selv et cover, som fortæller lidt mere om bogen....

    SvarSlet
    Svar
    1. Penguin er fantastiske! Især, som du siger, deres indsats for at gøre bøger til noget, alle kan være en del af. De gør det virkelig godt.
      Det kan jeg sagtens følge dig i! Jeg synes nu alligevel, at det udvalg Penguin har sammensat er meget oplagt at læse i denne form :-)

      Slet