mandag den 20. april 2015

Et digt #1


Lyrik er absolut ikke min stærkeste side, selvom jeg efterhånden er blevet kørt igennem flere forløb om lyrik i forbindelse med studiet. Det meste af tiden virker lyrik som et fremmedsprog, jeg endnu ikke helt har mestret, og det er i sig selv frustrerende nok til, at jeg prioriterer prosa højere end lyrik. Jeg forsøger dog at tilsætte lidt lyrik til mine læsevaner, og det gør jeg udelukkende, fordi jeg ved, at der blandt utallige siders digte altid gemmer sig en enkelt juvel eller to. Det sker desværre sjældent, men fra tid til anden læser jeg et digt, der slår mig ud og sætter sig fast i mig. Det er altid meget forskellige digte, der har denne effekt på mig, og der er umiddelbart ingen sammenhæng mellem dem, men alligevel formår de, på mystisk vis at ramme et eller andet i mig på samme måde. 


Det første digt jeg husker havde en sådan effekt på mig er Emil Aarestrups "Angst". 



Hold fastere omkring mig
Med dine runde Arme;
Hold fast, imens dit Hjerte
Endnu har Blod og Varme.

Om lidt, saa er vi skilt ad,
Som Bærrene paa Hækken;
Om lidt, er vi forsvundne,
Som Boblerne i Bækken.


Jeg tror det er simpelheden og erkendelsen af vores eksistens flygtighed, der tiltaler mig ved digtet. Skrøbeligheden og styrken i ordenes desperation og accept, og den intensitet der opstår ved erkendelsen af altings flygtighed. 

Har I et yndlingsdigt? Og har I også prøvet at falde tilfældigt over et digt, der derefter har brændt sig fast i hukommelsen? 

4 kommentarer:

  1. Ah ja, "Angst" læste jeg i gymnasiet og det ramte mig også hårdt dengang. Havde faktisk sidenhen glemt alt om den, så tak for at minde mig om den :)

    SvarSlet
  2. Jeg er svært glad for dette digt af Poe.

    “Alone”
    BY EDGAR ALLAN POE
    From childhood’s hour I have not been
    As others were—I have not seen
    As others saw—I could not bring
    My passions from a common spring—
    From the same source I have not taken
    My sorrow—I could not awaken
    My heart to joy at the same tone—
    And all I lov’d—I lov’d alone—
    Then—in my childhood—in the dawn
    Of a most stormy life—was drawn
    From ev’ry depth of good and ill
    The mystery which binds me still—
    From the torrent, or the fountain—
    From the red cliff of the mountain—
    From the sun that ’round me roll’d
    In its autumn tint of gold—
    From the lightning in the sky
    As it pass’d me flying by—
    From the thunder, and the storm—
    And the cloud that took the form
    (When the rest of Heaven was blue)
    Of a demon in my view—

    SvarSlet
  3. Smukt, smukt digt. Tak fordi du delte det.

    SvarSlet
  4. Det er virkelig et rammende digt.
    Jeg vil ikke sige, at jeg har et yndlingsdigt, men lyrik er bestemt noget, jeg gør mere ud af at få læst.

    SvarSlet