onsdag den 18. februar 2015

The Complete Illustrated Works of Oscar Wilde


Oscar Wilde er måske bedst kendt for sine teaterstykker, men i virkeligheden er hans forfatterskab en bred vifte af forskellige formmæssige genrer og tematikker. I denne bog er alle hans værker samlet, og den inkluderer dermed hans farvefulde eventyr, satiriske teaterstykker, mystiske spøgelsesfortællinger, den eneste roman han skrev og hans dystre digte. Værkerne er sorteret efter genre, og fordi de er så forskellige, har jeg valgt at inddele min anmeldelse ligeledes. 

The Picture of Dorian Gray er Oscar Wildes eneste roman, og den blev ved udgivelsen udsat for stor kritik og diskussion på grund af de, ifølge kritikerne, usædelige begivenheder. Romanen handler om den unge Dorian Gray, der med sin skønhed betager alle omkring sig. Maleren Basil bliver med det samme en af hans beundrere, og mener, at han, ved at male Dorians skønhed, kan genoplive sin kunst. Gennem Basil møder Dorian den noget ældre Lord Henry Wotton, og han fascineres af dennes aristokratiske tilgang og jagt efter skønhed og nydelse. Dette bliver Dorians første skridt i retningen af fordærv, og da det går op for ham, at hans fysiske skønhed ikke bevares, ønsker han sig brændende, at Basils portræt af ham må undergå den aldring, han frygter så meget, i stedet for ham selv. Et ønske der leder ham ud på en umoralsk, morderisk og forvrænget sti. 

"Behind every exquisite thing that existed, there was something tragic."

The Picture of Dorian Gray er noget af det mest ubehagelige, jeg nogensinde har læst. Ligesom Stevensons The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde anvender Wilde dobbeltgængermotivet, og lader sin karakter leve to parallelle liv, et liv bestående af en smuk facade og et liv, hvor enhver umoralsk lyst eller spontan trang lader sig gøre. Det er dette dobbeltliv, som jeg finder så uhyggeligt, og som i romanens afslutning gav mig den vildeste gåsehud.
Romanen indeholder mange forskellige facetter, og handler ikke udelukkende om Dorians ungdommelige vildfarelser. Et element, jeg især holder af, er Basils ydmyge og ømme følelser til Dorian. Der sker så utrolig mange ting mellem linjerne, og Wilde kan, som altid, beskrive komplicerede forhold med de simpleste formuleringer. 

"Every portrait that is painted with feeling is a portrait of the artist, not of the sitter."

Efter romanen kommer en række eventyr, der i indhold varierer mellem at være sørgmodige og melankolske til dybt alvorlige og moralske. Især to fortjener at blive fremhævet: "The Nightingale and the Rose" og tingseventyret der i høj grad minder om H.C. Andersens eventyr, "The Remarkable Rocket". Den førstnævnte var så hjerteskærende, at jeg måtte knibe en lille tåre, mens den anden, som et typisk tingseventyr, var en smule fjollet og havde en tydelig morale. "The Nightingale and the Rose" handler om en studerende, der er i en dyb depression over, at hans elskede ikke vil have ham. Han ligger i sin have og beklager sig over, at der ingen røde roser er, når en rød rose er det eneste, hun kræver, for at han kan få en dans med hende. Dette hører en lille hjælpsom nattergal, og hun spørger et træ til råds om hvordan, hun kan skaffe en sådan rose:

"You must build it out of music by moonlight, and stain it with your own heart's-blood. You must sing to me with your breast against a thorn. All night long you must sing to me, and the thorn must pierce your heart, and your life-blood must flow into my veins, and become mine." 

Nattergalen indvilliger uden tøven, og i løbet af natten synger hun de smukkeste sange, mens tornen begraves dybere og dybere i hendes hjerte. Dagen efter er nattergalen død, men den smukkeste rose er opstået, og den studerende plukker den uden omtanke og giver den til sin elskede, som alligevel ikke vil tage imod den. Eventyret slutter med at rosen groft bliver smidt i rendestenen. Det er uden tvivl et af de skrøbeligste og smukkeste eventyr, jeg har læst, og det rørte mig dybt. 

En række mystiske fortællinger følger efter eventyrerne, herunder blandt andet Lord Arthur Savile's Crime og The Canterville Ghost. Disse fortællinger er omgivet af hemmeligheder, mystik og overtro, og hvor førstnævnte er alvorlig og ubehagelig, er The Canterville Ghost både humoristisk og sød, selvom det per definition er en rigtig spøgelseshistorie. Mødet mellem den engelske overtro og den amerikanske realisme er blandt andet med til at gøre fortællingen komisk. Det kommer især til udtryk, når den nye, Amerikanske ejer af huset, hvor spøgelset holder til, tilbyder at smøre dets lænker, så de ikke larmer så meget om natten, hvilket spøgelset selvfølgelig bliver dybt fornærmet over. 

"Death must be so beautiful. To lie en the soft brown earth, with the grasses waving above one's head, and listen to silence. To have no yesterday, and no tomorrow. To forget time, to forgive life, to be at peace."

Wildes ni teaterstykker følger herefter, og mine to favoritter er uden tvivl The Importance of Being Earnest, som jeg har anmeldt her, og Lady Windermere's Fan, som jeg har anmeldt her. I samme stil, og næsten lige så lunefulde, satiriske og skønne som disse, er både A Woman of no Importance og An Ideal Husband. Med stykker som Salomé, som Wilde oprindeligt skrev på fransk, og La Sainte Courtisane bevæger Wilde sig ud på, for mig, mere ukendt grund. Salomé fortæller den bibelske historie om Salome, der danser en dans for Herodes Antipas, og som belønning får sit ønske opfyldt om at få Johannes Døberens hoved på et sølvfad. Stemningen i stykket er dunkelt, eksotisk og erotisk ladet, og ligner på ingen måde de ovennævnte stykker, og Wilde viser igen, hvordan han mestrer både sproget og genrerne til fulde. 

Bogen slutter af med Wildes digte, og her blev min smag for første gang udfordret. Mange af digtene var lange og ensformige. Flere svævede omkring de samme emner og formåede ikke røre mig. Et enkelt stod dog markant ud fra de andre:

"Requiescat"
Tread lightly, she is near
Under the snow,
Speak gently, she can hear
The daisies grow

Jeg synes det er så utrolig smukt, så skrøbeligt og fint. Og da jeg i dag sad og læste op på Oscar Wilde opdagede jeg, at han skrev dette digt og dedikerede det til mindet om sin søster Isola, der døde af meningitis, da hun var ni år. 

Et andet digt, der også stod ud af mængden var "Roses and Rue", hvor især strofen:

And all men kill the thing they love, 
By all let this be heard,
Some do it with a bitter look,
Some with a flattering word,
The coward does it with kiss,
The brave man with a sword!


Til sammen udgør Oscar Wildes litterære karriere 855 sider, og jeg kunne sagtens have læst 855 sider mere. Mange af hans fortællinger har en særlig plads i mit hjerte. Hans evne til at skabe et  univers, hans lunefulde humor, hans formidable formuleringsevner og hans fantasi er så beundringsværdig. At læse denne samling, har været den største fornøjelse, og jeg kan varmt anbefale det! 






Ingen kommentarer:

Send en kommentar