mandag den 16. februar 2015

Maggie Cassidy af Jack Kerouac

Maggie Cassidy af Jack Kerouac, først udgivet i 1959. 2 ud af 5 stjerner.
Maggie Cassidy skal, ifølge Kerouac, læses som første del af den historie, der fortsætter i On The Road, og selvom romanen først blev udgivet efter hans succes med On The Road, så skrev han den faktisk flere år før. Romanen afspejler, ligesom On The Road, Kerouacs eget liv, og omhandler Jacks opvækst i Lowell, Massachusetts. Til en fest, under en bidende kold snestorm, møder Jack den smukke Maggie, og under en dans plantes de første frø, hvis spirer resten af romanen omhandler.

"She brooded and bit her rich lips: my soul began its first sink into her, deep, heady, lost; like drowning in a witches' brew, Keltic, sorcerous, starlike." 


Romanen formår på simpel og elegant vis at fremstille et overbevisende og interessant miljø, hvor teenagedrama, ungdomskærlighed, high school og sportstræning er hverdag, og de små detaljer i atmosfærebeskrivelserne er noget nær perfekte. Desvære bliver de kedelige og ubetydelige, når de sammenstilles med den irriterende, intetsigende dialog mellem Jack og hans venner. De ufærdige sætninger, manglende ord, underlige kælenavne, den overdrevene slang og konstante slåen over i fransk bliver enerverende. 

Maggie Cassidy handler om to unge mennesker, der er forelskede i følelsen af at være forelsket. Det er alt for gennemskueligt, allerede fra romanens begyndelse, og forelskelsen bliver på ingen måder mere interessant af, at de begge slavisk gennemgår de følelser, de fleste ungdomsforelskelser forårsager: jalousi, tryghedsnarkomani, lyst, irritation, fortrydelse og for mange kys. 

"At night I closed my eyes and saw my bones threading the mud of my grave."

Kerouac kan noget helt unikt, noget fascinerende beundringsværdigt og næsten kryptisk. Han har en måde at bruge ord på, som om de først for alvor, i hans sætningskonstruktion, bliver realiseret som betydningsbærende symboler. Han har tæmmet sproget og gjort det til sit eget, og jeg er vild med det. I Maggie Cassidy er de sproglige guldkorn spredt over romanen som små glimtende stjerner på nattehimlen, og det var udelukkende på grund af disse, at jeg overhovedet formåede at læse romanen færdig. 

"Now a door slams. The kids have rushed out for the last play, the mothers are planning and slamming in kitchens, you can hear it out in swish leaf orchards, on popcorn swings, in the million-foliaged sweet wafted night of sighs, songs, shushes. A thousand things up and down the street, deep, lovely, dangerous, arresting, breathing, throbbing like stars: a whistle, a faint yell; the flow of Lowell over rooftops beyond; the bark on the river, the wild goose of the night yakking, ducking in the sand and sparkle; the ululating lap and purl and lovely mystery on the shore, dark, always dark the river's cunning unseen lips, murmuring kisses, eating night, stealing sand, sneaky."



Ingen kommentarer:

Send en kommentar