tirsdag den 10. februar 2015

Daisy Miller and The Turn of The Screw af Henry James


Denne smukke paperback indeholder to af Henry James korte fortællinger: "Daisy Miller" og "The Turn of The Screw". Den førstnævnte kredser om ungdommens umoralske lege og forførelser, mens den sidstnævnte bevæger sig ud i en gysende fortælling om spøgelser. 

Daisy Miller er en ung og smuk New Yorker på rundrejse i Europa med sin mor og yngre bror. Da hun møder den rige amerikaner Winterbourne i Schweiz, bliver han straks fortryllet af hendes skønhed, og på trods af deres meget korte bekendtskab lover han hende at besøge hende i Rom senere på året. Da Winterbourne møder hende i Rom, har Daisys karakter og attitude tilpasset sig Italiens normer, og de mange mandlige bekendtskaber, samt hendes intime affære med en ægte italiensk Don Juan, forplumrer hendes moral og bliver skæbnesvangert for hende.

Winterbourne er fortælleren, og det er fra hans perspektiv, vi følger Daisys forfald. Hans agtelse for hende ændres undervejs, men når aldrig højere end at han betragter hende som en simpel flirt. Han bjergtages af hendes skønhed og af hendes ligefremhed, samtidig med at han foragter hende for hendes farlige leg med kulturelle grænser og selvstændighed. 

"I have never allowed a gentleman to dictate to me, or to interfere with anything I do."

Fortællingen er, i sin korthed, koncentreret spænding indhyllet i en fugtig atmosfære og et klamt ubehag fra de varme nætter, der larmer af cikader og mørke forførelser i de skyggehenlagte kroge. 

"The Turn of The Screw" handler om en ung guvernante, som under lettere mistænkelige forhold er blevet ansat i et hus på landet, hvor hun skal passe de to søskende Miles and Flora. Børnene er som små englebasser, og de bliver, fra det allerførste møde, hende evigt kær. Men den søde idyl bliver rystet og krakelerer, da hun langsomt erkender, at de to børn bærer på en tung og dyster hemmelighed. 

"No, no. There are depths, depths! The more I go over it, the more I see in it, and the more I see in it, the more I fear. I don't know what I don't see - what I don't fear!"

Fortællingen er flertydig, og afslører ingen ingen umiddelbar forklaring på den tilstedeværende ondskab. Måske er det denne uløselige knude, der gjorde mig vred og irriteret, første gang jeg læste den, men som nu i andet forsøg, er blevet genstanden for undren og gådefuld forvirring. Fortællingen dragede mig til sig. De utallige spor og afveje, de mystiske omstændigheder og de uskyldige englebørns hemmeligheder skaber en intens spænding og et desperat forsøg på at forstå den større sammenhæng. 

Denne genre, novellaen, kan noget helt specielt. I sin korthed formår den at pirre interessen og holde den på et højdepunkt, så det til sidst bliver næsten uudholdeligt, samtidig med at den er lang nok til at skabe en fortælling, der er indlevelsesværdig og dyb. Henry Miller udnytter dette beundringsværdigt, og begge fortællinger er forførende små piller af uro og mørke. 

Du skal læse dette værk, hvis fortællinger om fordærvet moral og flirten med det farlige er i din interesse, hvis du er til spøgelseshistorier, og hvis du gerne vil udsættes for en række urovækkende kuldegysninger. 



8 kommentarer:

  1. Sikke et smukt eksemplar. Jeg var ret splittet, da jeg læste "The Turn of the Screw". Jeg tror jeg havde forventet mere, men samtidig kunne jeg også godt lide de mange psykologiske undertoner. Jeg har endnu ikke læst "Daisy Miller", men det lyder da til, at den er værd at få læst :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg er også ret betaget af den! Generelt er den serie bare så smuk.

      Det kan jeg sagtens forstå. Jeg var virkelig frustreret, første gang jeg læste The Turn of The Screw. Jeg tror ikke helt, jeg forstod, at det ikke er meningen, at man skal forstå det hele. Da jeg læste den anden gang, var det som om historien foldede sig ud på en ny og anderledes måde.

      Umiddelbart vil jeg tro, at Daisy Miller måske er mere noget for dig, hvis du var splittet i forhold til The Turn of the Screw. Daisy Miller har stadig de psykologiske undertoner, og dens slutning er så stærk!

      Slet
  2. 'Turn of the screw' overraskede mig meget! Den var på ingen måde som jeg havde forventet, men var bestemt interessant :) jeg har ikke læst 'Daisy Miller' men måske man skulle kaste sig over den :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, den overraskede også mig. Første gang negativt, anden gang positivt. Jeg tror virkelig, man skal vide, hvad man går ind til, når man læser den.

      Jeg synes hvertfald, at Daisy Miller var fantastisk. Jeg kan varmt anbefale den!

      Slet
  3. Den fineste udgave! Og jeg har faktisk aldrig tænkt over før, at der måske er nogle tråde at trække mellem Daisy Miller og Turn of the Screw, men James kan noget helt specielt med menneskeligt... forfald eller fordærv er nok for voldsomme ord, men de ting der sker for mennesker, der kommer ud på moralsk usikker grund.
    Og jeg er helt enig, Turn of the Screw bider sig mere og mere fast jo flere gange den bliver læst :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, den er virkelig noget så smuk! Jeg var slet ikke i tvivl om, at det skulle være den, da jeg browsede igennem de forskellige udgaver.

      Jeg synes både forfald og fordærv er meget passende ord, for det er jo voldsomt, det han skriver om! Hvis ikke de to værker havde været i samme bind, så havde jeg nok heller ikke tænkt på dem i forhold til hinanden, men jeg synes faktisk, de gør det ret godt sammen!

      Slet
  4. Smuk bog! Jeg ELSKER Daisy Miller - men tror det er over 10 år siden, at jeg læste den! Har længe tænkt mig at genlæse den. The Turn of the Screw har jeg stadig til gode ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er glad for, at du deler min glæde for Daisy Miller! Synes du ikke også, at slutningen er fantastisk?!

      Slet