lørdag den 22. november 2014

Stoner af John Williams

Stoner af John Williams, udgivet ved forlaget Lindhardt og Ringhof i 2014, oprindeligt 1965. En tak til forlaget for eksemplaret.  


Stoner af John Williams blev udgivet i 1965, hvorefter den blev fuldstændig glemt for de fleste. Nu er den blevet genopdaget, og dens popularitet, især i Europa, er stadig støt stigende. Også i Danmark vinder romanen indpas, nu i en dansk oversættelse af Jens Christian Grøndahl. Jeg havde høje forventninger til romanen, både på grund af min evige kærlighed til 60'ernes amerikanske litteratur, men også fordi den har gået under titler som "den bedste roman, du aldrig har læst" og "den største amerikanske roman nogensinde". 


Romanen handler om William Stoner, søn af en landmand og hans kone. Stoner bliver i sin ungdom sendt på universet for at studere landbrug, så han kan videreføre familiens arv, men en dag støder han på Shakespeares sonnet 73 og forelsker sig hovedkuls i den, hvorefter han skifter hovedfag til litteratur. Derefter følger vi hans levevej fra litteraturstudiet til sin ansættelse på samme universet som underviser og helt frem til sin død. Han starter sit job som underviser ved indgangen til første verdenskrig, og han oplever hvordan krigen slår ind over samfundet i skvulpende bølger. Han forelsker sig i Edith, en tynd og kølig kvinde, som han kort tid efter gifter sig med og får en yndig lille pige Grace med. Stoners passion for sit job og sine studier er dyb og smuk, og denne passion er bærende for fortællingen og for Stoner, som konsekvent udsættes for forfærdelige og forfængelige menneskers uvilje og universitetets administrative grusomhed. 

"Han kunne ikke se sig selv som gammel. Når han barberede sig om morgenen, så han somme tider på sit spejlbillede uden at kunne identificere sig med ansigtet, der forbavset stirrede på ham med klare øjne i den groteske maske; det var, som om han af dunkle grunde bar en uhyrlig forklædning, som om han, hvis han ville, kunne rive de buskede hvide øjenbryn af, det pjuskede hvide hår, kødet, der han fra det skarpskårne kranium, de dybe furer, der forgøglede alder."

Stoner placerer sig i sin simpelhed, uden tvivl, på min imaginære hylde over mesterværker. Den rammer en åre i den amerikanske litteratur, hvor stemningen dominerer og fører historien frem, hvor stilstand ikke nødvendigvis skal vurderes som godt eller skidt, og hvor et liv portrætteres i sin rå og ærlige form. Stoner fik mig til at krumme tæer af forfærdelse over menneskets kulde og had i sådan en grad, at jeg til tider måtte lægge den helt fra mig. Samtidig rørte den ved mit hjerte, i sin hyldest til litteraturen og til glæden ved at arbejde og viderformidle det man holder af. 

"Det var hverken en tankens eller kødets lidenskab; det var snarere en kraft, der omfattede begge, som var de blot kærlighedens materie, dens konkrete indhold. Til en kvinde eller et digt sagde den ganske enkelt: Se! Jeg er levende."

Her har vi en roman der langsomt, stiltiende og uden tvang eller besvær trækker læseren ind. Fra romanens første ord til dens sidste gennemgik jeg en bevægelse fra almen nysgerrighed til dyb koncentration og rørelse. Jeg holder umådelig meget af Stoner, hans tanker og bevæggrunde og hans ærlighed og stædighed gør ham sympatisk og så gennemført god, at hvis der ikke havde været en enkelt udskejelse, ville det næsten have været for uvirkeligt. John Williams lader Stoner tale mere ærligt, end Stoner selv er klar over, hvilket til tider giver læseren mulighed for at undres. Stoners forelskelse i Edith virker næsten mærkværdig, fordi Stoner beskriver hende som utrolig høj, skrøbelig, spinkel, svag og med et langt og smalt ansigt. Hendes mærkværdige fremtræden og hendes fåmælte samtaler med Stoner er akavede og ubehagelige, men alligevel ser Stoner "den smukkeste kvinde, han nogen sinde havde set". Allerede ved Stoners første forelskelsesøjeblik opstod en tøven hos mig, et forbehold over for denne kvinde, som er usynligt for Stoner, men som står klart for læseren. Denne litterære teknik med at lade læseren vide mere end karakterne i værket, har jeg altid fundet spændende, og det virker utrolig godt i Stoner.

"En form for glæde kom over ham, som båret ind på sommerbrisen. Han erindrede sig dunkelt, at han havde tænkt på fiasko - som om det havde nogen betydning. Nu forekom det ham, at den slags tanker var gemene, ikke værdige til, hvad hans liv havde været."

Jeg tror, Stoner på mange kan virke som en sørgelig fortælling uden meget håb, og ud fra alle de ubehageligheder han gennemgår i sit liv, forstår jeg godt hvorfor. Indledningen, der går forud for fortællingen, afslører at Stoner i sit liv ikke formåede at ændre ved  hverken verden eller ved mennesket, og at han for de fleste er glemt. Umiddelbart en meget trist måde at beskrive et menneske på, men efter at have læst romanen, finder jeg det på ingen måde sørgeligt. Hvorfor forventer vi, at vi skal ændre den verden, vi lever i eller efterlade noget stort til de fremtidige generationer? Det er de færreste, der gør det, og det at Stoner ikke gjorde det, er ikke nødvendigvis ensbetydende med at han ikke havde et betydningsfuldt liv. 


Stoner er til dig, der holder af den stille livsfortælling, til dig som lader dig bevæge over ærlighed og som ikke forventer hverken mere eller mindre af livet. Den er til dig, der ikke kræver udvikling eller livskloge erfaringer, men i stedet holder af den enkelhed og skønhed, et simpelt liv kan indeholde.



4 kommentarer:

  1. Endnu en god anmeldelse. Jeg har fået det sidste stykke tid og overvejet at samle denne op, måske det bliver nu det sker. Tak.

    SvarSlet
  2. Hvor er jeg glad, glad, glad for, at du kunne lide bogen. Den er så enestående, og den rammer lige i hjertet. Så velskrevet, sørgmodig og vidunderlig.

    SvarSlet
  3. Jeg hører virkelig kun ros om denne bog, så jeg må snart samle den op og selv læse hvorfor den er så god :)

    SvarSlet
  4. Sikke en smuk anmeldelse! Nu glæder jeg mig endnu mere til at læse den :-)

    SvarSlet