torsdag den 13. november 2014

Den Grænseløse af Jussi Adler-Olsen

Historien om den halvpessimistiske politibetjent Carl Mørck med sit  team bestående af den godmodige Assad, den lettere mærkværdige Rose og det nye skud, unge ranglede Gordon, fortsætter i sjette bind af Jussi Adler-Olsens afdeling Q-serie, Den Grænseløse. 




Carl Mørck er irriteret, da Habermas, en bornholmsk politibetjent ringer ham op og forsøger at prakke ham en sag på. Da han dagen efter hører, at denne politibetjent begik selvmord direkte efter samtalen, tvinges han, mod sin vilje, til at tage til Bornholm og undersøge sagen nærmere. Her opdager han, at hele Habermas liv, i de sidste mange år, har handlet om opklaringen af et muligt mord, som blev slået hen som en ulykke. Den døde, en ung pige ved navn Alberte, blev ramt af en bil med så stor kraft, at hun blev kastet op i grenene på et træ ud mod vejen. På trods af en stor eftersøgning fandt man aldrig bilisten, og før sin død formåede Habermas at samle informationer og mulige ledetråde nok til at fylde hele sit hus. Afdeling Q-holdet går lettere modvilligt ind i sagen, og åbner dermed op for pandoras æske.  Som i de tidligere romaner, bygges plottet op ud fra korte kapitler, der springer i både tid og perspektiv. Samtidig med arbejdet i afdeling Q følger vi Pirjo, en ung kvinde, der sammen med sin mester, Atu, har etableret et spirituelt tilhørssted, med plads til at dyrke solen. I denne fredfyldte midte erfarer man dog hurtigt, at hun er en kvinde, der er villig til at gøre alt for sin herre. 

Den Grænseløse er et kærkomment gensyn med den samme stil, som forekommer i de første bøger i serien. Dramaet er mere nedtonet, i modsætning til den foregående bog i serien, Marcoeffekten, der konstant var i bevægelse. Det klæder virkelig plottet, at blive udfoldet langsomt og detaljeret. Måske er det min ellers manglende interesse for krimigenren, der spiller ind, men politijagter og kampen mod tiden har aldrig været mine foretrukne elementer i litteraturen, i stedet har det været plottets, helst overraskende, udvikling, der har fanget min interesse. Og det formår det i Den Grænseløse på fantastisk vis. Faktisk var det først på de allersidste sider, at sammenhængen gik op for mig. Til BogForum var jeg så heldig at fange Jussi et øjeblik, og da jeg fortalte ham, at jeg kun manglede 100 sider, smilede han hemmelighedsfuldt til mig, som om jeg havde meget i vente, og det havde jeg bestemt også. 

Den Grænseløse er essensen af alt det, der gør at jeg holder af Jussis krimier. Den er spækket med interessante karakterer, overraskelsesmomenter, en god spændingskurve og masser af hints om de tre hovedpersoner, som jeg holder så umådelig meget af. Jussi har afsløret, at de næste bind i serien vil inddrage henholdsvis Rose, Assad og Carls historie, og især Assads baggrund glæder jeg meget til at høre om, selvom der som sagt er hints at finde flere steder. Romanen er fantastisk underholdning; det er letlæsning uden sproglige eksperimenter eller tung fabulering, det er plot, udvikling og spænding uden kringlede sidespor og blinde veje. Det er ikke et litterært mesterværk, men det gør, det det skal perfekt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar