fredag den 17. oktober 2014

Hvad betyder forfatteren?

En del af min bacheloropgave kommer til at handle om forfatteres brug af sig selv i sine værker. Det er et utroligt spændende emne, og det er ekstremt relevant netop nu, hvor skandinavisk litteratur emmer af disse sammenblandinger af fiktion og virkelighed. Karl Ove Knausgaards serie Min Kamp 1-6 er nok et af de tydeligste og mest fremhævede værker, der udforsker dette spænd.

Men hvad betydning har forfatteren egentlig i praksis, når vi  læser en bog? Hvad gør vores kendskab til forfatteren, som person, ved vores læsning af deres værker? Disse spørgsmål, og flere, trængte sig på, mens jeg sad og læste til min opgave. 

Hvis vi kender en forfatters holdninger til politik eller kærlighed, er der stor sandsynlighed for, at vores fortolkning af deres værker indretter sig efter den forhåndsviden. Men hvorfor egentlig? Forfattere opfinder  jo ofte karakterer, der udtrykker holdninger, som de ikke selv står inde for, så hvorfor søger vi sommetider at forbinde forfatteren med den holdning, der findes i deres værk? Stammer det i forestillingen om, at vi betragter litteratur som kommunikation? Kommunikation, der som regel kræver både en afsender og en modtager. Har vi brug for en fysisk afsender, der er af kød og blod? I nogle tilfælde tror jeg vi har. Hvad ville den enormt lange Min Kamp-serie være, hvis vi ikke kendte Karl Ove Knausgaard som det virkelige menneske, han er? For ærlig talt, så sker der jo ikke så frygtelig meget. Hvorfor læse mange tusinde sider om en lidt halvgnaven mand, der lever et halvkedeligt liv, hvis ikke man vidste, at den mand eksisterer? Måske ville man blive fanget, hvis litteraturen var i topklasse, men det er den ikke engang - mange afsnit kommer direkte fra hans tanker, ucensureret  uredigeret og uden gennemlæsninger.

Det er langt fra alle værker, der rejser spørgsmål om forfatteren. Vi har nok alle læst bøger, som vi er gået igang med uden noget som helst kendskab til forfatteren, og som vi har lagt fra os igen uden at undersøge forfatteren nærmere. Jeg tror mange værker med fordel kan læses uden indblanding af forfatteren, og jeg tror man skal  være forsigtig med at blande forfatteren og fortælleren sammen, men nogle gange tror jeg også, at det giver god mening at gøre det. Det er meget få forfattere, som jeg har udviklet en interesse for på et personligt niveau; Bukowski, Fitzgerald, Kerouac, Ellroy, Nielsen,  og Knausgaard - gældende for dem alle er, at de i en vis grad anvender deres eget liv i nogle af deres værker. Når det sker, at forfatteren og fortælleren er den samme, eller fremtræder som den samme, så bliver det, for mig, virkelig interessant, for hvor går grænsen mellem fiktion og virkelighed? Hvornår læser man en livsberetning, og hvornår læser man en opfundet historie? 

Forfatterens rolle har altid været til stor diskussion i litteraturvidenskaben, og som regel har man enten været for eller imod inddragelsen af forfatteren i fortolkningen. Nu er det som om, nogle forfattere tvinger sig selv ind i billedet, gør det umuligt at læse deres værker uden at kende dem, hvilket åbner op for helt nye muligheder og etiske spørgsmål i litteraturen, for selvom det er okay at udstille sig selv, er det så også okay at udstille menneskerne omkring sig? Flere og flere retssager omhandler netop dette emne, som igen bunder i spørgsmålet - hvor går grænsen mellem fiktion og virkelighed? 

Jeg synes, det er et af de mest spændende, litterære koncepter i øjeblikket, og jeg kunne uden tvivl fortsætte min tankestrøm i en uendelighed uden at komme nærmere en endelig konklusion. Mit spørgsmål til Jer er, om I tillægger forfatteren betydning, når I læser et værk? Er nogle bøger mere betydningsfulde, hvis man har kendskab til forfatteren? Hvad synes I forfatterens rolle burde være?


4 kommentarer:

  1. Rigtig spændende emne! Jeg har faktisk skrevet speciale inden for dette emne (sådan da)...

    Kan anbefale dig at kigge nærmere på performativ biografisme af jon helt haarder, hvis du ikke allerede kender den :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er det dejligt, at du synes det er ligeså spændende! Hvad handlede dit speciale om?

      Jeg bruger faktisk Jon Helt Haarders "Performativ biografisme" til min bacheloropgave, har ikke læst så meget af den endnu, men har tidligere skrevet opgaver, hvor hans teori har været rigtig brugbar :-)

      Slet
  2. Jeg synes det er sådan et interessant emne. Jeg har nogle gange enormt svært ved ikke at tænke forfatteren ind i bogen - andre gange gør jeg en dyd af at adskille de to (min underviser har allerede ved én lejlighed kaldt mig en radikal nykritiker :'D).
    Men tag nu King, fx. Han bruger ofte sig selv. Mange af historierne kan sagtens læses uden at vide noget om ham - men mange af dem bliver STØRRE, hvis man ved noget om ham. Og så er der serien Det Mørke Tårn, hvor han simpelthen skriver sig selv direkte ind i historien, men navn og det hele - det er simpelthen noget af det mest syrede jeg længe har læst!

    SvarSlet
  3. Uh, hvor er det et dejligt indlæg. Jeg vil glæde mig meget til at følge med! ^^

    Jeg benyttede mig også af Haarders "Performativ biografisme" til min bachelor; eller nogle artikler fra bogen, da den endnu ikke var kommet ud på det tidspunkt. Jeg synes virkelig det var fascinerende, at læse litteraturen på den måde, hvor forfatteren bliver en så stor del af det. Selv skrev jeg om Asta Olivia Nordenhof, og det var virkelig en magisk oplevelse. Så fedt!
    Jeg skal helt sikkert også have fingrene i Knausgaard på et tidspunkt. Det er jeg næsten nødt til!

    Og ang. dit spørgsmål er det meget forskelligt om jeg tillægger forfatteren en rolle (når man lige ser bort fra performativ biografisme); normalt gør jeg ikke, men da jeg eksempelvis forsøgte mig med "Enders Game" kunne jeg ikke komme uden om min grumme viden om forfatteren som en af USA største fortalere for Prop 8. Det kunne jeg bare ikke slippe, så selvom jeg virkelig nødt fiktionen, forestillede jeg mig bare at han havde gang i en form for hjernevask af mig som læser. Silly me.

    Ellers er der modsat, hvis jeg rigtig godt kan lide en forfatter, så gør jeg altid lidt ekstra for at engagere mig i værket af frygt for ikke at kunne lide det. Lidt overdrevet formuleret, men jeg tror du forstår hvad jeg mener ^^

    SvarSlet