lørdag den 11. oktober 2014

Forbrydelse og Straf af Fjodor Dostojevskij

Siden Juli er det gået lidt i stå med min bogudfordring for 2014. Julis bog var Dostojevskijs Forbrydelse og Straf, og da jeg trak den ud fra bibliotekets hylder skræmte dens vægt og tyngde mig i sådan en grad, at jeg først her i begyndelsen af Oktober for alvor fik taget mig sammen til at komme igang. I retrospekt er det jo virkelig fjollet at tænke på. I disse første rigtige efterårsdage fik jeg dog læst mig om på den anden side af de 700 sider. 


Den unge Raskolnikov har droppet sine studier og bruger sine dage i sit usle kammer, hvor han planlægger et grusomt mord på en ældre pantelånerske uden nogen øjensynlig grund. Romanens virkelige begyndelsessted falder sammen med selve udførelsen af mordet, som ikke går efter planen og ender i et blodigt dobbeltmord. Herefter følger vi Raskolnikovs indre kamp og  romanen udvikler sig til et uddybende psykologisk portræt af en morder. Raskolnikov vandrer i sin egen isolation hvileløst rundt i St. Petersborg og hans krop bliver næsten fortæret af sygdom, men på trods af dette tydelige fordærv benægter han konstant sin gernings ondskab.

"Han var kommet til den overbevisning at denne formørkelse af tankevirksomheden og svækkelsen af viljestyrken angriber et menneske på samme måde som en sygdom, udvikler sig gradvist og når sit kritiske punkt kort før gerningstidspunktet; krisen fortsætter mens ugerningen bliver begået og i et stykke tid derefter, afhængigt af det enkelte individ; derefter går det over, ligesom enhver anden sygdom."

Det spændende ved Forbrydelse og Straf er den psykologiske udvikling hos Raskolnikov. Flere mindre plotlines fletter sig ind i den overordnede, men alligevel vender de alle tilbage til ham. Fortællingen virker ofte meget kaotisk, ikke kun fordi de russiske navne er uhyrligt svære at huske og kende forskel på (at bestemte personer kaldes forskellige navne, alt efter hvem de taler med, gør det ikke ligefrem lettere), men også fordi Raskolnikovs tanker vandrer og smeltes sammen med hans tale. Ofte er man i tvivl om hvorvidt han taler eller tænker, hvilket han ligeledes selv ofte er i tvivl om. 

Raskolnikov bruger meget af sin tid på at fundere. Han har sine egne teorier om alt, og han har blandt andet skrevet en videnskabelig artikel, hvor han plæderer for, at nogle menneskers storhed giver dem ret til ikke at følge loven. Moral og etik er de gennemgående elementer, som hans indre monologer og diskussioner med andre vender tilbage til. Hans stolthed får ham i det ene øjeblik til at lege med ilden, at afsløre små sandheder om mordet med en ubehagelig snedighed, mens han i det næste øjeblik kryber rystende sammen og flygter fra enhver. Rastløsheden er enorm, og han kan aldrig finde ro. Forbrydelsen der bliver begået i romanens begyndelse erstattes med en langvarig straf, en pinsel på både krop af sjæl. 

Selvom Forbrydelse og Straf er et skræmmende detaljeret indblik i  en spændende psykologisk proces, blev det hele lidt for meget for mig. De lange diskussioner om abstrakte begreber er interessante til at begynde med, men bliver i sidste ende bare lange og kedsommelige. Jeg blev mere og mere frustreret over Raskolnikov og hans tvetydige karakter, hans stolthed gjorde mig somme tider vred, og hans egen forvirring øgede blot min egen. Måske er det meningen, at romanen skal vække stærke følelser hos læseren, men den følelse,  den vækkede hos mig, var hovedsageligt irritation. Jeg føler mig meget splittet, da jeg på den ene side, uden tvivl, er blevet beriget med Dostojevskijs udpenslede diskussion om forbrydelse og moral og med et plot, som i sig selv er genialt, men samtidig blev jeg bare aldrig virkelig fanget. Ved enkelte passager løb det mig koldt ned af ryggen, og specielt i den sidste del var der nogle  virkelig tankevækkende øjeblikke, men udover disse øjeblikke fangede den mig overhovedet ikke, som jeg havde håbet og forventet. 






3 kommentarer:

  1. Jeg har kun læst en Dostojevskij bog, Dobbeltgængeren, og jeg synes, jeg kan nikke genkendende til mange af de ting du skriver - især det med tanke og tale, og ved Dobbeltgængeren også HVEM der rent faktisk tænker og taler. Dobbeltgængeren er i øvrigt på ingenmåde så lang som Forbrydelse og Straf, jeg mener den er på omkring 200 sider, og jeg havde også svært ved at komme igennem den.

    SvarSlet


  2. 14. okt. 2014 kl. 05.06


    Bevis, at du ikke er en robot:




    Skriv teksten:
    Få en ny udfordring Få en lydudfordring Hjælp


    Jeg havde vist samme oplevelse med den. Plottet var egentlig spændende nok, men det blev lidt slået ihjel af de lange indre dialoger og de forvirrende spring i handlingen.


    SvarSlet
  3. Ok, der kom vist lidt mere med end bare min kommentar... beklager rodet:-)

    SvarSlet