lørdag den 25. oktober 2014

Den lille ven af Donna Tartt

Den lille ven af Donna Tartt fra forlaget Lindhardt og Ringhof

Den lille ven er Donna Tartts anden roman og mit første møde med den anmelderroste forfatter. Romanen er centreret omkring Harriet, en ung pige som bor med sin mor, søsteren Allison og  tjenestepigen Ida i 70'ernes Mississippi. Stemningen i huset er intens: da Harriet stadig var spæd, fandt familien Harriets bror Robin hængende fra et træ i haven med en løkke om sin hals. Hans død har siden påvirket huset og dets beboere i sådan en grad, at verden indenfor husets vægge er gået i stå. Den fraværende mor er kun til stede glimtvis i form af sin depression og sit opmærksomhedsbehov, Allisons stille adfærd og lydløse trin bemærkes næsten ikke, og i takt med at aviserne stabler sig op langs væggene, lægger der sig et tykt lag støv og mørke overalt. Ida er Harriets eneste opmuntring, men selv hun forsvinder tilsidst. 
Harriet er en handlekraftig, modig og sej lille pige. Hun beslutter sig for at opspore og straffe Robins morder, og i sin jagt støder hun på en række uforståeligheder, som hendes barndommelige sind gør det umuligt for hende at håndtere. 

"Tolv år efter Robins død, var der stadig ingen der vidste mere om, hvordan han var endt med at hænge fra et træ i sin egen have, end de havde den dag, det var sket."

Historien strækker sig over en lang og brændende sommerferie. De solbeskinnede dage, den tætte luft og dampende asfalt lægger et dunkelt og tyngende tryk over romanens sider. Der er kun Ida til at holde øje med Harriet, så hun bevæger sig frit rundt i byen, besøger sin skrappe mormor og sine søde, melankolske tanter. Stilstanden er konstant summende i baggrunden, og allerede kort inde i romanen er man som læser trukket ned i Harriets højde. Med hendes øjne opfattes verden, og man indvies derfor både i en fantasifuldhed, som hører barndommen til, og som man svagt kan genkende fra sin egen barndom, og i et urimeligt univers, hvor de voksne tyranniserer, blot fordi de kan - et univers, hvor man ikke bliver taget seriøst, fordi man er et barn. 

Romanens langtrukkenthed er fascinerende. Samtidig med at jeg savnede handling, begivenheder og plotudvikling, var jeg låst fuldstændig fast i Tartts ord. Stemningen er så intens og virkelig, at man næsten kan mærke den på sin hud, karakterne er udførte og realistiske, kedsomheden, desperationen og magtesløsheden er fuldendt ned i mindste detalje. Manglen på handling, på forklaringer og forløsninger er dybt frusterende, alligevel formår romanen at tryllebinde. I min verden, kunne denne roman have fortsat ud i det uendelige, og det afspejledes også i slutningen, der på ingen måde levede op til mine forventninger. 

Den lille ven er er en bog, der har ladet mig indfange i sit spind, der har skabt en verden så fuldstændig, at man, under læsningen, glemmer sin egen. Følelsen af at eksistere i en anden tid og i et andet rum er uvurderlig og fantastisk, og jeg elskede hvert et øjeblik af læsningen. Alligevel er jeg efterladt med en skuffet fornemmelse. Efter at være blevet taget ind i denne tidløse sprække,  denne detaljerede og komplette verden, bliver man koldt og brutalt kastet tilbage i virkeligheden, og det efterlod mig med en bitter smag i munden. Jeg fyldes af skuffelse, når jeg tænker på historien og dens forløb. Hvad har jeg fået med mig ved at læse dette værk? Hvad i alverden skal jeg bruge det til? Det er måske lidt svært at forstå, hvordan en bog kan give så meget glæde under læsningen, og være så trist en skuffelse, når den er slut, men det er nu engang den følelse, jeg sidder tilbage med. 


2 kommentarer:

  1. Pyh, det er en splittet anmeldelse! Jeg har selv bogen stående på reolen, og det kan meget vel blive mit første møde med Tartt - det er endte den eller The Goldfinch (men det er altså en moppedreng og så på engelsk!).

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg beklager meget. Jeg havde simpelthen så svært ved at forklare min splittethed.
      Jeg blev faktisk anbefalet at starte et andet sted i hendes forfatterskab, men da "Den lille ven" var den eneste, jeg havde, var der ikke så meget at gøre ;-)

      Slet