fredag den 26. september 2014

Tema #15 Min bogreol

Her i efterårets første måned flyttede min kæreste og jeg fra vores lille miniature loftslejlighed til en stor (og kattevenlig) treværelses lejlighed, hvor min drøm om et helt rum til boghygge pludselig kunne realiseres. Jeg er stadig ikke færdig med at indrette, og jeg har stadig ikke fået samlet alle mine bøger her endnu, men her kommer der alligevel en lille smagsprøve på, hvad der gemmer sig i mine reoler. 




I øjeblikket har jeg 251 bøger i lejligheden og ud af dem har jeg 17 ulæste, et tal som faktisk er en del større, end jeg havde troet. De er næsten alle samlet i mit nye boghyggerum, men jeg har også 3 liggende på mit natbord og 9 stående inde i stuen. 




Jeg har organiseret mine bøger efter forfatter, og ikke efter hverken farve, forlag, udgave, genre eller størrelse. Selvom det kan være så utrolig smukt at inddele sine bøger efter for eksempel farve eller størrelse, så har det altid passet mig bedst at kategorisere dem efter forfatter. Det afspejler sig rimelig tydeligt på mine hylder, ved at de er meget varierende i farver, højde, genre og tykkelse såvel som danske og udenlandske. Paperbacks står side om side med hardcovers, de dyrere bøger er naboer med billige genbrugsfund, og en fransk version af den første roman med mumitroldene har sneget sig ind mellem J.P Jacobsen og Johannes V. Jensen.  



Der er nok mange, der ville rynke på næsen af nogle af mine valg, men når først jeg har valgt et system, så har jeg det bedst med at holde mig til det. Den eneste undtagelse jeg har gjort er at have flyttet nogle af de bøger, jeg har særlig kær ind i stuen. Der kommer uden tvivl flere til i stuen, der er nemlig blandt andet to værker i Penguins smukke gyldne Fitzgerald-serie på vej hjem til mig, og mon ikke der også er en firkantet pakke eller to, når jeg fylder år næste måned? Man kan jo altid håbe. 

Hvordan har I organiseret jeres bøger, og hvorfor har I gjort det lige netop på den måde? 


3 kommentarer:

  1. Hvor hyggeligt med et kig ind på dine hylder!
    Jeg har i virkeligheden intet system overhovedet - det tror jeg bare, jeg har :D
    Jeg satte mine bøger op som jeg lige syntes, det så pænt ud, og som jeg lige syntes, de skulle stå. Systemet rækker sig til, at Rowling har én hylde, King har tre. Derudover står alt bare som i en blandet landhandel! Engang var der lidt mening i højde på bøgerne, men efter der hele tiden kommer flere til, bliver de bare puttet ind på hylden hvor der lige er hul! Der hersker totalt kaos :D

    SvarSlet
  2. Hvor lyder det skønt med et bog-hygge-rum :-)

    SvarSlet
  3. Overvejer også om jeg skal organiserer efter forfatter - pt. er mine skønlitterære bøger opdelt i en dansk og en engelsk del. Det er bare så svært at ændre et indgroet system - men jeg går og tænker over det, så måske det bliver til noget engang?

    SvarSlet