onsdag den 17. september 2014

Tema #14 Læsevaner


Vi har alle forskellige vaner, når vi læser. Nogle gør en dyd ud af at læse langsomt og grundigt; at indfange hver enkelt detalje. Andre læser hurtigere, hungrende efter udvikling, eventyr og fart. Selvfølgelig lægger forskellige bøger også op til forskellige læsninger og forskellige vaner, nogle kræver mere opmærksomhed end andre, og nogle er så legende lette i sproget, at man næsten glider igennem bogen uden at ænse det. 

Jeg har før i tiden altid  forsøgt at lade mig guide af den pågældende bog, og afsat den tid og opmærksomhed, som jeg følte den havde brug for. For nylig har jeg dog forsøgt, at gøre mere ud af de værker, som jeg normalt måske blot vil skøjte igennem. Jeg har fundet en lille fin notesblog frem, og i den noterer jeg undervejs alt fra smukke eller intelligente citater til mine tanker og forundringer. 

Udover at denne lille bog bliver en personlig guldgrube for mig, med tankeguf, overblik og skønne uddrag, så kan jeg også senere gå tilbage og mindes om tidligere bøger, jeg har læst. Jeg synes det er super praktisk og rart, og jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke er begyndt på det noget før.

Har I nogle særlige læsevaner? Holder I styr på de bøger, I læser på en speciel måde?





8 kommentarer:

  1. Åh sikke en fin idé!
    Sådan noget har aldrig rigtigt faldet mig ind. Når jeg læser vil jeg helst gerne være HELT opslugt, så prøvet så vidt muligt ikke at blive distraheret af alt muligt andet. Hvis jeg skulle skrive fine ting ned i en bog, så ville jeg nok blive lidt rundforvirret til sidst tror jeg :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Det forstår jeg virkelig også godt. Jeg er også enkelte gange blevet en smule frustreret over at skulle stoppe op og skrive ned, men jeg har bare været så glad for det bagefter. Heldigivis er det ikke alle bøger, der kræver, at man stopper op hele tiden ;-)

      Slet
  2. Jeg læser fordi jeg elsker at læse, og at jeg læser hurtigt har nu intet at gøre med at jeg hungrer efter mere eller fart eller noget andet, det er bare mit læsetempo. Som oftest tænker jeg slet ikke over det, før andre evt. påpeger det. Til gengæld har jeg aldrig taget notater til mine læseoplevelser. Hvis ikke jeg kan huske dem af mig selv, så var de ikke egnede/værdige til at blive husket indtil jeg får skrevet anmeldelsen/bare mindes bogen senere hen. Hvis jeg skulle sidde og tage notater til alt og gruble over hver eneste sætning for at se om den nu liiiige kunne gøre sig passende i en anmeldelse eller som en ny livsfilosofi, så ville det for mig ødelægge læseoplevelsen tror jeg. Og at holde styr på hvilke bøger jeg har læst, gør jeg gennem Goodreads og min blog. De er til gengæld begge guld værd for mig, når folk spørger mig om noget, hvor jeg måske har læst bogen for årevis tilbage. Så bruger jeg dem til at slå op i, og tjekke, fremfor en notesbog. :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Det har du helt ret i. Jeg kan godt se, at min formulering måske ikke var helt tydelig omkring det - hastighed har selvfølgelig ikke kun noget at gøre med værket og hungren efter fart, men også noget at gøre med læserens ubevidste vaner :-) Jeg kan godt forstå, hvorfor man ikke har lyst til at tage noter, fordi det afbryder læsningen, og engang imellem synes jeg også, at det har været en smule irriterende, men jeg har simpelthen været så glad for det senere. Men det er super spændende at høre, hvor forskelligt vi læser! Goodreads er virkelig en fantastisk side - den er jeg også virkelig begyndt at få meget ud af de seneste måneder.

      Slet
  3. Hvor er din fine notesbog fra? :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har købt den i Amsterdam. Den var så fin og så så hollandsk ud, med alle tulipanerne, at jeg ikke kunne stå for den :-)

      Slet
    2. Den kan jeg godt forstå, den er så yndig!

      Slet
  4. Det er sådan en fin idé, og jeg vil så gerne - men jeg synes på en måde også, det virker forstyrrende for min læsning hele tiden at stoppe op, lige skulle skrive ned, osv. Kan jo nemlig også så godt lide bare at være i universet, glemme alt omkring mig - og verdenen omkring mig bliver så nærværende, hvis jeg hele tiden skal vende tilbage til den for lige at skrive ned.
    En lidt underlig, ambivalent følelse! :)

    SvarSlet