mandag den 22. september 2014

Den endeløse sommer af Madame Nielsen


Den endeløse sommer af Madame Nielsen er et anmeldereksemplar fra forlaget Gyldendal. 

Den endeløse sommer er en forførende roman om tid. En gruppe mennesker mødes, tilsyneladende helt tilfældigt, en sommer, og et netværk af fortællinger og skæbner vikler sig langsommeligt ud og ind imellem hinanden, som forsidens elegante hvirvler. Tiden rummer både kærligheden og døden, men også fortællingen - livets udfoldelse, vores eksistens og sammenfletningen med andres. En stor del af handlingen udspiller sig på en gård et sted i Nordjylland, knudepunktet for alle fortællingernes tråde. Et ungt par lader den endeløse sommer gå, mens de dovent strækker sig under dynerne og ikke forlader deres seng. Pigens mor laver kaffe med mælk og ridder ud på hest indtil hen på eftermiddagen. Plejefaderen lader alt stå til, og forsvinder en dag helt ud af billedet, hvorefter moderen finder sig en (meget) ung portugisisk elsker. En anden ung mand lader ubeslutsomt livet gå, mens solens skinner på hans ubeskæftigede smukke hænder. Fortider, nutider og fremtider, revolutioner og forhistoriske kongeriger, alt blandes sammen og skaber en tidløs tid - en endeløs sommer. 

"Det er forår, så sommer, "den endeløse sommer", siger de, de benævner den, som om de besværger den, "den endeløse sommer", som om det er sproget, der skaber verden, og ikke bare menneskene..."

Fortælleren svæver frit imellem sine fortællinger, springer frem og tilbage i fortsættelser, begyndelser og afslutninger. Det virker til, at det er fortællingen selv, der fortæller, og at fortælleren er forsvundet bag litteraturen og sproget. Sproget er helt usandsynligt forførende og djævelsk. Romanens anden sætning er fem og en halv side lang, og ligeledes spreder resten af romanens sætninger sig, stort set alle, udover flere sider. De snor sig,  fremhæver lange årsagssammenhænge og baggrundsforklaringer, hvorefter de elegant fortsætter, hvor de slap. De kræver koncentration og genlæsning, men deres unaturlige syntaks virker fængslende - det bliver simpelthen umuligt at lægge bogen fra sig, fordi syntaksen tvinger dig videre og videre og videre... Hele vejen igennem bogen, mærkes en konsekvent anspændthed, måske på grund af den  begyndelsesparentesen på side seks, der aldrig slutter eller de lange afsnit og manglende kapitelopdelinger.  

"... men det er en anden historie, som selvfølgelig foregår samtidig med denne, fordi alt i denne strømmende fortælling i virkeligheden sker samtidig."

Et egentligt resumé af denne roman forekommer mig umuligt, da fortællingerne er for mange, for brede og for forsvindende. Alligevel berøres man dybt af de mange skæbner, man præsenteres for. Den komplicerede syntaks gør muligheden for indskudte bemærkninger og uddybende forklaringer mere naturlig, og ofte er det i disse kommentarer, at man finder karakterernes svagheder, deres ømme områder og skjulte tanker. Her afslører fortællingen mennesket, som det er - begærligt, egoistisk og overfladisk, ligesom nedenstående citat, der blot er en lille ekstra kommentar i teksten, om en overvægtig kvinde:

"... livet i de stadig spillende øjne, der fik dem til at gyse og se på deres mobiltelefon og sige, at det var hyggeligt, og vi må finde ud af noget en af dagene, jeg må skynde mig videre, vi ses! og vende ryggen til hende og forsvinde om hjørnet med den gysende fornemmelse af skam og lettelse, der bliver tilbage i én, når man et kort øjeblik har set selvbedraget i øjnene og mærket, at det er det værste, langt værre end dit eget forræderi" 

Som altid fascineres jeg ikke kun af fortællingen, men også af forfatteren. Det spil med identitet, og nu også køn, som forfatteren er så ekstremt bevidst om, skinner til tider tydeligt igennem. "Her er jeg, mit værk..." skriver han på et tidspunkt, og inkarnerer dermed også sig selv i skriften, for af alle kunstnere er der her en, som er sit værk og forsvinder i sit værk. Da dette er en anmeldelse af romanen, og ikke en diskussion om forfatterens identitet, og da jeg allerede før, efter at have mødt forfatteren, har diskuteret emnet her på bloggen, vil jeg dog ikke dvæle mere ved dette. 

Jeg synes Den endeløse sommer er en fortryllende, betagende og bedragerisk roman. Jeg er forgabt i dens leg med sproget og med fortællingen, som et sprogligt element. Enhver med kærlighed til sproget vil uden tvivl finde romanen interessant, og jeg vil i den grad anbefale den. 

"... og mange år senere, da han for længst er en gammel kvinde og ikke har andre drifter end sproget og døden, skal han tænke, at det ikke er livet, der er en drøm, det er sproget, fortællingen, hele denne historie, is a tale told by an idiot, full of sound and fury..." 




1 kommentar:

  1. Jeg kan virkelig ikke læse en af dine anmeldelser, uden at få lyst til at læse bogen du omtaler. Sikke en god anmeldelse!

    SvarSlet