torsdag den 4. september 2014

Billedhuggerens datter af Tove Jansson

Billedhuggerens datter er Tove Janssons barndomserindringer fra opvæksten i Helsingfors i et kunstnerhjem, hvor frisind og kreativitet dyrkedes helligt. 





Ligesom i Sommerbogen er værket opdelt i mindre kapitler, som ikke nødvendigvis skal læses kontinuerligt, men sagtens kan blandes og læses i vilkårlig rækkefølge. Billedhuggerens datter har dog en mere fragmentarisk struktur, og de små fortællinger er sværere at placere i forhold til hinanden. På mange områder ligner Billedhuggerens datter faktisk Sommerbogen i høj grad. Fortællerstemmen er den samme, og plottet er ligeledes omgivet af det barnlige sind, fantasien og eventyret. De små fortællinger trækker læseren ind i en glemt og svunden tid, og samtidig med at Toves egne erindringer skildres, mindes man også sine egne. Hun gengiver oplevelser med en utrolig finesse og styrke, der ligger i selve tilgangen til omgivelserne. Detaljer, som misforståede ord,  underlige årsagssammenhænge og uforståelige voksenproblematikker, minder læseren - hvertfald mig - om, at man også selv har været et barn engang, og at verden den gang så helt anderledes ud. 

"Eksplosion er et smukt ord og meget stort, senere lærte jeg andre, den slags som man kun kan hviske, når man er alene"

Jansson skaber altså dette univers fra børnehøjde. Her bliver gulvtæppets mønster til farlige slanger, som man skal passe på med at træde på, og frygten for at sne inde bliver pludselig erstattet med en umådelig stor tryghed, da det går op får hende, at hun ikke bliver fanget, men snarere bliver passet på, fordi intet ondt længere kan nå hende. I fortællingerne fornemmer man forældrenes roller og indbyrdes forhold, og det er tydeligt hvordan det smitter af på hende. Hun oplever intense følelser, som hun ikke forstår, men som hendes forældres tilstedeværelse skaber i hende. Hun har forståelse for hvordan hun skal opføre sig omkring sine forældre, men forstår samtidig ikke at reflektere over, hvor denne viden kommer fra. Faderens rastløshed i de perioder, hvor han mangler inspiration, forstår hun ikke, fordi hun ikke ved hvad inspiration er, men hun ved alligevel, at hans humør og tilstand gør, at hun skal lade ham være. 

"Nogle gange tror jeg at alle stærke følelser begynder i maven. I det mindste for mig"



Billedhuggerens datter vækker, på samme måde som Sommerbogen, det barnlige sind, der befinder sig som et levn hos os alle. Det minder os om, at verden engang så anderledes ud og stadig gør det for mange. Det minder os om eventyr og drømme, om tidens betydning og de lange mørke vinterdage, samt de ligeså lange hede sommerdage. Jeg bliver betaget, forelsket og melankolsk af at læse hendes beretninger - jeg får lyst til at være barn igen; at opleve verden på ny, og det føler jeg, at man glimtvis får lov til, når man læser dette værk.

"Det er meget følsomt, det der med hvad der er i orden, og hvad der ikke er. Det kunne man tale længe om"





1 kommentar:

  1. Det er så fin en bog, og den forsviner så hurtigt mellem hænderne.

    SvarSlet