søndag den 24. august 2014

"Stories" af Paul Bowles

Da jeg læste Paul Bowles novellesamling "Stories", oplevede jeg for første gang i meget lang tid, hvordan noveller, på en helt anden måde end romaner, kan vække fantasien og sætte gang i helt nye tanker. 




"Stories" består af 23 noveller, nogle korte andre lange, men fælles for dem alle er, at de er uhyggeligt dragende på grund af det intense fokus på menneskets natur. Bowles åbner sine noveller ved at zoome ind på et enkelt menneske, som befinder sig uden for sine komfortable grænser, oftest i et ukendt og eksotisk land, der vibrerer af farlige situationer og skumle typer. Uden hverken udvikling, forløsning eller afrunding lader han sine karakterer prøve kræfter med naturen og det ukendte, og han betragter og fortæller om dem med en konsekvent distancere. Det ukendte påvirker menneskerne, det forandrer dem ikke nødvendigvis, men det trækker bestemte karaktertræk fra dem frem, som gør dem sårbare. Gengangerne i "Stories" er forfængeligheden, grådigheden og manglende forståelse - træk, som i flere tilfælde får alvorlige konsekvenser.

"If only death were absolutely certain in wartime", she thought wryly, "the waiting would not be so painful." 

Bowles var dybt inspireret af Poe, og det kan tydeligt mærkes, når man læser hans noveller. De er dystre og skumle på en ubehagelig forførende måde. I "A Distant Episode" bliver en professor i lingvistik bortført, da han er på feltarbejde i Nordafrika. De skærer hans tunge ud og ifører ham en larmende dragt, lavet af dåser og skrammel, hvorefter de tæmmer ham, og gør ham til en sjælløs skal, hvis eneste formål er at underholde med mærkelige lyde på kommando. Til sidst vækkes et menneskeligt instinkt alligevel i ham, og han flygter ud i den døde ørken. 

Bowles karakterer får ikke altid den samme tragiske skæbne. Nogle slipper afsted med mord og fordærv, mens andre får straffen at mærke. Den røde tråd mellem novellerne er spundet af mystik, kultursammenstød, spiritualisme og menneskets natur, alligevel er det forskelligheden i novellerne, som gør det overordnede værk til et kunstværk. En blanding af simple fortællinger, om en kvinde, som bor i en grotte, ubemærket af de mange skorpioner, der bor der sammen med hende; de komplicerede og mystiske, om tabte sjæle og sjælevandring, om en mand som lader sin slange overtage hans krop, for selv at opleve slangens perspektiv; og de fabelagtige, om storken og hyænen, der diskuterer magi og Allah, hvorefter hyænen lokker storken i en fælde og æder den. Særligt den sidste, "The Hyena", gjorde dybt indtryk på mig. På den smukkeste og skrøbeligste vis har Bowles skrevet en fabel, men fablens typiske tydelige morale hører vi aldrig, for den bliver i bogstaveligste forstand ædt, brækket op, og derefter anvendt som "duft" til hyænens pels. 

"A man who spent his nights sleeping in cafés or under the trees or wherever he happened to be at the time when he felt sleepy, wandered one morning through the streets of the town."

Jeg var ikke bekendt med Paul Bowles, før min far introducerede mig for ham. Jeg undersøgte derfor hans baggrund en smule, før jeg begyndte at læse, og faldt over den perfekte beskrivelse af ham og hans fiktion:

"When writer Jane Auer met Bowles at a party in Harlem, she thought he was "mysterious and sinister. The first time I saw him I said, he's my enemy." Later, she fell in love with him and became Jane Bowles. I suspect over the years many readers of Paul Bowles fiction have reacted the same way. After the initial shock, they couldn't live without him." - C. P. Farley

Bowles er en forfatter, jeg bestemt vil læse mere af. Den langsomme overgang der fandt sted hos mig, da jeg læste "Stories" overgangen fra den umiddelbare forvirring til en forvirring, der gav mening, har bevæget, forarget og fascineret mig. I "Stories" bliver skønhed og forfærdelse på allerbedste vis kombineret. 

"The sky hides the night behind it and shelters the people beneath from the horror that lies above." - Paul Bowles, The Sheltering Sky, en roman, som jeg nu overvejer at læse.



2 kommentarer:

  1. Du har i hvert fald overbevist mig om at læse Stories. Den lyder jo ret fantastisk!

    SvarSlet
  2. Hvor lyder den bare god, altså. Det var godt at far kunne anbefale en god bog ^^ Og ja, noveller kan bare et eller andet (hvis de er gode).

    SvarSlet