lørdag den 16. august 2014

Sommerbogen af Tove Jansson



Sommerbogen af Tove Jansson, mumitroldenes mor, er en roman skrevet til voksne. I år ville hun være fyldt 100 år, og Gyldendal  har valgt at hylde hende ved at genudgive Sommerbogen på aller  (aller) fineste vis! 

Den lille Sophia og hendes farmor tilbringer smukke, voldsomme og eventyrlige sommerdage på en lille ø i den Finske bugt. Sophias mor er død, af årsager vi ikke kender til, og faderen er blot en baggrundsfigur, som aldrig træder frem i fortællingens forgrund. Sammen med sin farmor går Sophia på opdagelse på øen - og i livets store spørgsmål, hele tiden med en skrøbelig barnlig nysgerrighed. 

På trods af en fraværende rød tråd og et kontinuerligt handlingsforløb er Sommerbogen utrolig dyb og fyldt med finurlige tanker og spørgsmål til livet, eksistensen og verden. De korte kapitler kan læses i vilkårlig rækkefølge, og de består mere af stemningsøjeblikke end af faktiske historier. Sommerbogen er en aflukket enhed; en varm sommer af hæsblæsende storme og vidunderlige eventyr, om uskyldig kærlighed og en genkendelig barndom.Sophia og hendes farmor har et unikt forhold - de er begge barnlige og tænksomme sjæle, og deres kærlighed til hinanden er spundet af skrøbelige bånd og lege. Sammen bevæger de sig ud i naturen, hvor både liv, død og forfald er væsentlige elementer.

"Farmoren svarede, at jo, man kan jo også være alene sammen, selvom det er sværere"

Tove Jansson formår at genopdage barndommens fantastiske verden: de langsomme somre, hvor tiden står stille, de irrationelle angstanfald og de mange uforståelige spørgsmål. Det simple sprog bliver næsten lyrisk i sin korthed og oprigtighed. Mellem de to venner opstår der en ny verden, hvor insektstudier, lange gåture, barkbåde, en afhandling om orme og et oversvømmet selvbygget Venedig er grundsten. Deres eventyr er prægede af spørgsmål om Guds eksistens, om betydningen af ord og forståelsen for død, og i de fleste tilfælde er de to i et symbiotisk samspil, men fra tid til anden ender Sophia samtalerne i vrede udbrud og hårde fornærmelser, som i sidste ende alligevel ikke betyder noget som helst. Selvom deres eventyr er i romanens forgrund, titter baggrunden ofte frem og minder læseren om, at livet og dets alvorligheder uden for den lille tidskapsel, stadig er tilstede. Farmorens ildebefindende, hendes piller og hendes svage gang  trækker døden et skridt tættere på, mens en bulldozer voldsomt og brutalt kører naturen ned, for at lave en asfaltvej. Faderens fravær, hans evige arbejde og de mikroskopiske og næsten ikke-eksisterende hentydninger til, at moderen er død giver romanen en alvorlig kontekst uden om alt det skønne og fantastiske. 

Romanen er en af de smukkeste, jeg har læst længe og jeg nød hvert et åndedrag af den. De fineste og mest opfindsomme barnlige øjeblikke er beskrevet i mindste detalje og så fint, at det næsten gør lidt ondt. Jeg holdte aller mest af Sophias afhandling om orme, som hun dikterer til farmoren, efter hun er kommet til at hugge en orm over i to, og farmoren trøster hende med at begge dele får nyt liv hver for sig:

"Man må forestille sig, at de senere kun oplevede alting halvt, men også at de måske på en måde følte sig lettede, fordi ingenting af det, de gjorde, ligesom var deres fejl længere."


1 kommentar: