onsdag den 13. august 2014

Orange is the new Black af Piper Kerman



På Netflix hitter serien Orange is the new Black i øjeblikket stort. Selv blev jeg også fanget (pun intended), da min fascination af fængsler og kriminelles bagland næsten påtvang mig at se serien. Ligesom mange andre venter jeg i spænding på næste sæson, og hvorfor ikke forkorte ventetiden med at læse bogen bag serien.

Piper Kerman har forfattet sit memoir, Orange is the new Black, hvori hun giver et indblik i fængselslivet for kvinder i USA. Romanen strækker sig over de tretten måneder, hun er indsat, dog med en kort introduktion til hendes ungdomsår, hvor forbrydelsen, hun først som 34-årig skal straffes for, bliver begået. Hendes forbrydelse ligger mange år bag hende, og hendes liv har sidenhen udviklet sig i retningen af så "normalt" et liv, man kan forestille sig, da hun trækker i den orange fangedragt, som er påkrævet i Danbury fængsel, hvor hun, sammen med to hundrede andre kvinder, skal tilbringe det næste år. 

"Two hundred women, no phones, no washing machines, no hair dryers - it was like Lord of the Flies on estrogen."

I begyndelsen var det svært at skelne romanen og TV-serien fra hinanden. Navne og begivenheder flød sammen, og jeg skulle kæmpe imod trangen til at forbinde karakterne, fra det ene medie til det andet, med hinanden. Da det endelig lykkedes at stå imod, gled det lettere med læsningen. Kerman skriver i et meget tilgængeligt og letlæseligt sprog, hvor hun blander humoristiske indblik med lidt tungere og mere politiske overvejelser. Der er ikke nogen decideret rød tråd, men man fornemmer alligevel hele tiden bevægelsen fremad, tiden der langsomt - meget langsomt, svinder ind, mens hun nærmer sig sin løsladelse.  

Allerede fra begyndelsen af romanen er det tydeligt, at Kerman på ingen måder passer ind i det scenarie, hun er endt i. Hun bliver støttet igennem hele sit fængselsophold af sin familie, sin forlovede og en frygtelig masse venner, som konstant besøger hende og sender breve og bøger, til de andre indsattes forundring. Hendes bagland gør hende i stand til at udvise et overskud, som de andre indsatte ikke har mulighed for, og hun får hurtigt etableret sig en vennekreds blandt kvinderne. Det er disse kvinder, som bærer hele historien. Kvinder af alle aldre, hudfarver og holdninger, kvinder som er blevet trådt på, kvinder med voldsomt temperament, ulykkelige unge mødre og kvinder, som næsten stadig selv er børn.  For mig var det kvindernes historie, der fængslede mig. Jeg hungrede efter at høre mere om deres bagland og deres fortid, men blev konstant skuffet, på grund af den usagte regel om, ikke at spørge til andre indsattes dom. 

Fælles for de kvinder Kerman beskriver er deres styrke, deres hjælpsomhed og deres hunger efter at komme ud. Kerman nævner flere gange disse kvinders betydning for hende. Desværre synes jeg ofte at hendes portrættering af kvinderne, på trods af hendes varme beskrivelser, bliver negativt vinklede. Hendes gentagende påmindelser om, hvor heldig hun selv er fordi hun kommer fra et økonomisk bedre standpunkt, giver hende en overlegen position i forhold til hendes medindsatte. Idet hun fremhæver sine egne goder, fremstilles de andre kvinder svagere, fattigere og mere sølle. Der er en mærkelig kontrast til stede i hele romanen, og jeg balancerede konstant mellem at finde hende ekstrem egoistisk, selvfed og overlegen til at holde af hende for hendes medmenneskelighed og overbærenhed. Jeg kan stadig ikke helt finde ud af, hvordan jeg har det med hende.

Et godt stykke inde i bogen begynder der gradvist at komme korte politiske overvejelser. Hun nævner statestikker, opremser tal og lader sine personlige holdninger komme til udtryk på en meget eksplicit måde. Til tider fungerer det helt fint, men andre gange var det blot et irriterende element i læsningen. Det er tydeligt ud fra hendes beskrivelser af hverdagen i kvindefængslet, at alt ikke fungerer som det skal:

"She was a junkie. But she wasn't locked up for a drug crime, so she wasn't getting any kind of treatment for her addictions."

Det virker unødvendigt at sætte tal og statestikker på for at forstærke et budskab, der i Kermans simple formuleringer og beskrivelser kommer fuldstændigt til udtryk uden. 

Jeg tror problemet ved denne roman for mig ligger i, at jeg ikke har kunnet placere bogen. Er det et forsøg på et opgør med institutioner som fængslerne i USA, eller er det en roman, som man skal læse og nyde? Skal man græde eller grine? Ligesom Nena også skriver lidt om her, har jeg tydeligvis begået en fejl, da jeg så TV-serien før jeg læste bogen. Seriens dramatisering og påklistring af Hollywood-effekter har rykket ved mit fokus og gjort det besværligt for mig at læse romanen som et oprigtigt memoir.  

Der er dog ufattelig mange fine og rørende samtaler, hysterisk sjove opfindelser, "inspirerende" fængselsopskrifter og fanatiske stereotyper og brud med de selvsamme. Til sammen gør det, at jeg på ingen måde føler, at det har været spildt læsning. 










1 kommentar:

  1. Det er pudsigt - mit indtryk af Piper ud fra tv-serien passer faktisk meget godt af din beskrivelse af bogudgaven af hende (selvom hun måske ikke er så bevidst om sin udstråling i tv-serien). Jeg kan slet ikke snuppe hende - hun er i mine øjne et "pragteksemplar" af den hvide, bedrevidende akademiker med de lette løsninger.

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet