søndag den 3. august 2014

Forførerens dagbog af Søren Kierkegaard




I Københavns gader spotter den udspekulerede forfører Johannes en ung og smuk kvinde. Cordelia er hendes navn, og hun bliver i den næste tid genstand for al Johannes opmærksomhed. Via Johannes dagbogsoptegnelser får vi som læsere indblik i et psykologisk spil, snedigt udtænkt og gennemført ned til mindste skrøbelige detalje. Johannes er på ingen måde en klassisk, forførisk Don Juan, men tværtimod en ren koldblodig narcissist. Hans interesse er drevet af et erotisk begær efter magt og kontrol, og han fremstår næsten som en dukkefører, når han på manipulerende vis, styrer alle omkring sig, i den retning han selv ønsker. 

"At digte sig ind i en Pige er en Kunst, at digte sig ud af hende er et Mesterstykke."

Johannes kløgt og intelligens gør forførelsen til et uhyggelig bevidst eksperiment over menneskets sind. Fascinationen og væmmelsen går hånd i hånd, i takt med at forførelsens faser indtræder.

"At elske Een er for lidt; at elske Alle er for Overfladisk; at kjende sig selv og elske saa mange som muligt, at lade sin Sjæl skjule alle Elskovens Magter i sig saaledes, at hver faaer sin bestemte Næring, medens dog Bevidstheden omfatter det Hele - det er Nydelse, det er at leve."


Forførerens dagbog er trykt i Kierkegaards værk Enten-Eller fra 1843. Det er en mindre fortælling i den overordnetde rammefortælling, hvor Victor Eremita finder en række fragmenter fra æstetikeren A og etikeren B. Eremita udgiver fragmenterne i et samlet værk i to bind, og det afspejler på den måde Kierkegaards eget spaltede forfatterskab, mellem det æstetiske og det religiøse. Forførerens dagbog er de afsluttende papirer fra æstetikeren. Dette ekstra lag, hvor Victor Eremita står som forfatteren af værket, men hvor Kierkegaard i virkeligheden står bag, skaber en spændende distance, som også er meget oppe i tidens litteratur - den diffuse skelnen mellem virkelighed og fiktion. 

Jeg tror mange er blevet afskrækket fra at læse Kierkegaard, hvilket jeg  sagtens kan forstå. Det kræver lidt ekstra tålmodighed at sætte sig ind i sproget, og emnerne kan være meget tunge, men Forførerens dagbog er letlæselig og næsten moderne i sit plot. Kierkegaard dvæler måske lidt mere ved detaljer og udfolder sig sprogligt lidt mere avanceret, men det kommer på ingen måde i vejen for historien, som jeg synes er genial.  


1 kommentar:

  1. Forførerens dagbog er virkelig fantastisk, synes jeg. Og selv har jeg været meget skræmt af Kierkegaard, men jeg synes slet ikke det er så slemt som man kunne frygte. Derudover er det en rigtig god anmeldelse ^^

    SvarSlet