torsdag den 28. august 2014

Forbandede Yngel af Anne-Cathrine Riebnitzsky



Da jeg vågnede i morges var jeg tung i hovedet og øm og tør i halsen. Jeg besluttede mig for at blive i sengen og forhåbentligt tage en bidsk sygdom i opløbet. Med mig i sengen havde jeg Anne-Cathrine Riebnitzskys Forbandede Yngel, som jeg i løbet af formiddagen formåede at sluge hel.

Romanen er én stor knude af tråde, der langsomt vikles ud og trevles op i et utal af fortidens historier og fortrængte minder. Lisa  sidder i et fly, ved siden af lægen Andreas, på vej hjem fra Afghanistan. Hun har besluttet, at hun på turen vil fortælle ham alt, og således tegner hendes liv sig for os, langsomt og ud fra korte fragmentariske øjeblikke. Uden kapitler, og med overvældende mange sideløbende historier udvikler vores forståelse for Lisa sig. Om hendes barndom på en grisefarm med tre søskende, en voldelig far og en maniodepressiv mor, om et ukontrollerbart had, et selvmordsforsøg, et røveri og et mord. 

Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet af Forbandede Yngel, og jeg blev overrasket over hvor personlig og intim en fortælling det er.  
Anne-Cathrine Riebnitzsky har selv været i Afghanistan, og romanen emmer også af detaljerige iagttagelser, der med det samme sætter sig fast under huden. Riebnitzskys sprog er forblændende, de smukkeste sætninger kringler sig ind og ud af hinanden, og afdækker store og komplicerede følelser på utrolig skrøbelig og fin vis. Denne skrøbelighed opstår ikke kun i ordene, men i bruddene imellem dem. Fragmenterne er korte og de springer  hensynsløst mellem tider, steder og begivenheder. Nogle øjeblikke fortælles til et "du", Andreas, mens andre fortælles til søsterens læge, og andre øjeblikke kan ikke rigtig placeres. Sammenfletningen af tiderne gør romanen unik, og det jeg ikke selv formår at formulere, gør Rikke på bedste vis i sin anmeldelse:

"Romanens krydsklipning tillader læseren en høj grad af forståelse for, hvorfor Lisa handler, som hun gør. Hendes nutid bliver gradvist lettere at forstå i takt med at hendes fortid træder frem."

Der er en grund til, at jeg slugte romanen på en enkelt formiddag. Den fanger, sætter tanker i gang, lukker både læseren ind og ud på en og samme tid, den skræmmer, afskrækker og fascinerer. De fineste ord dækker over de dybeste minder, og det er umuligt at give slip, når først man er gået i gang. Den tindrende spænding lader langsomt brutale sandheder dukke op til overfladen, og man griber grådigt hvert ord.




4 kommentarer:

  1. Det er en skidegod anmeldelse! Jeg vil simpelthen så gerne læse Forbandede yngel. Nøj, hvor lyder den god.

    SvarSlet
  2. Får stadig lid ondt i maven, når jeg tænker på den bog. Den var forrygende, men den kom for tæt på.

    SvarSlet
  3. Rigtig god anmeldelse! Den bog har længe stået på min to-read-liste. Måske skal jeg snart gøre noget ved det ;-)

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
  4. Det er sådan en god bog. Og for mig skete akkurat det samme for dig; jeg læste den en morgen under dynen uden særlige forventninger, og pludselig blev jeg fanget og læste den fra ende til anden. Den er så fantastisk!

    Og tak for citatet, i øvrigt :)

    SvarSlet