lørdag den 9. august 2014

Newin #6


Saxo.dk og jeg er blevet meget gode venner på det sidste. Cirka hver anden uge har jeg klikket en lille stak bøger hjem derfra, og det kan mærkes, både på mine hylder og på min konto. Mine nyeste bogkøb, som jeg vil vise frem i dette indlæg, er dog en blanding skønhedsbøger, tre som er gennemtænkte, velovervejede og derefter nænsomt puttet i den elektroniske kurv og tre som er  resultatet af en spontan beslutning på en varm sommerdag. 

De første tre, som jeg har købt på Saxo er Tove Janssons Sommerbogen, Diana Wynne Jones Howl's moving Castle og Piper Kermans Orange is the new Black.

Da de første blogindlæg om nyudgivelsen af Tove Janssons værk Sommerbogen begyndte at tikke ind, var jeg solgt med det samme. Det er så smuk en lille roman, og der er kælet for hver en lille detalje. Jeg måtte simpelthen bare eje den. Tove Jansson ville forresten være fyldt 100 år i dag! Så en lille tanke går til hende. 

Diana Wynne Jones' roman Howl's moving Castle er jeg virkelig spændt på at læse. Jeg er ellevild med Hayao Miyazaki, som har lavet den smukkeste filmatisering af romanen, og jeg købte derfor romanen fordi jeg tænkte, at det kunne være sjovt at læse den også. Jeg læser efterhånden meget sjældent fantasy-romaner, så jeg er virkelig spændt på, hvordan det bliver at læse dette eventyr. 

Orange is the new Black af Piper Kerman kender de fleste vist efterhånden til - hvertfald Netflix-serien. Jeg er ret glad for serien, og da jeg fandt ud af, at den er baseret på forfatterens egne oplevelser, blev jeg nødt til at klikke den hjem. Jeg har fået fortalt, at den på ingen måder lever op til serien, fordi de har tilføjet et tykt lag Hollywood-glam, men nu må vi se. 

De tre spontane bøger, der tilfældigvis kom med hjem i tasken er Honoré de Balzacs Eugénie Grandet, clausbeck-nielsen.nets Selvmordsaktionen og William Peter Blattys Exorcisten.

Eugénie Grandet af Balzac fangede min interesse med det samme, da jeg læste bagsideteksten. Det skumle familieforhold, hvor faderen, der tidligere var bødker, nu er byens rigeste mand og en forfærdige tyran mod datteren Eugénie, der er romanens heltinde, lyder tilpas ubehageligt og spændende til mig. Derudover har jeg længe gerne ville læse noget af Balzac, som jeg gang på gang støder på. 

Selvmordsaktionen af clausbeck-nielsen.net har jeg hørt meget om på mit studie, hvor Nielsen og hans mange eksistentielle eksperimenter er meget populære. Jeg har læst to af hans romaner før, og jeg var begejstret for dem begge, så nu vil jeg prøve mig af med denne meget mere politiske roman, som er skrevet over virkelige (og lettere absurde) begivenheder. 

Den sidste roman jeg har købt er lidt et sats. Exorcisten af William Peter Blatty kender jeg kun som film, og jeg vidste ikke, at filmen faktisk er baseret på en bog. Men på samme måde, som de omstændigheder, der var omkring filmudgivelsen (hvor folk kastede op og flere religiøse grupper demonstrerede voldsomt imod at vise sådan noget forfærdeligt smuds) gjorde at jeg bare måtte se filmen, blev jeg på samme måde fascineret nok til, at jeg også bare må læse bogen. Jeg er ikke sikker på, at den bliver et hit for mig, men det må tiden jo vise. 

Har I læst nogle af de bøger, jeg har købt, og hvad syntes I om dem? Har I selv købt nogle nye og spændende bøger på det seneste? 

3 kommentarer:

  1. Sommerbogen er så meget også på min ønskeseddel. Har bestemt mig for at den skal med næste gang jeg skal bestille studiebøger. Bare for at forskønne pakken :-)

    Som en STOR OITNB fan, måtte jeg også bare læse bogen bag, og som du skriver, så lever den ikke op til serien, hvis du betragter dem som lige. Tilgengæld er der noget magisk over at læse den personlige fortælling som Piper lavede efter hendes oplevelse. Jeg tror det er vigtigt at man gør sin egen erfaring! Glæder mig til at høre hvad du synes!

    Jeg har købt enormt mange bøger på det sidste - blandt andet en med alle Jane Austens noveller samlet i et bind. En lyserød skønhed, som pynter perfekt på hylden med de andre pastelfarvede bøger jeg har.

    SvarSlet
  2. Howl's moving Castle er meget anderledes fra roman til film. Bogen er mere makabre end film men begge er rigtig gode så du skal glæde dig til at læse den.

    SvarSlet
  3. Åh, glæd dig til 'Sommerbogen', den er noget af det fineste i verden! Og så vil jeg også gerne selv læse noget Balzac snart.

    SvarSlet