mandag den 21. juli 2014

To Kill a Mockingbird af Harper Lee


To Kill a Mockingbird af Harper Lee har længe stået på min liste med bøger, som jeg skal læse. På trods af det, har jeg faktisk aldrig haft kendskab til romanens plot og baggrund. Derfor var det også med helt friske øjne, at jeg læste romanen.

"Until I feared I would lose it, I never loved to read. One does not love breathing."

Fortællingen strækker sig over tre år under depressionen i USA og portrætteres af den seksårige protagonist Scout Fitch. Fra hendes perspektiv opleves livet i Maycomb, alt fra hverdagens trivialitet til barndomsmysterier og voksnes uforståelige alvor. Scout er en sød og oprigtig pige, som sammen med sin storebror Jem og deres fælles ven Dill går på opdagelse i omegnen. En af deres yndlingsaktiviteter er at optænke historier om naboen Boo Radley, som ingen i byen har set de sidste mange år. Deres fascination og frygt for denne usete mand tiltrækker deres opmærksomhed og  driver deres fantasi. Da Scout starter i skole tæmmes fantasien dog en smule. Langsomt udvikler hun sig, men alligevel bevarer hun barndommens naivitet og uskyld. Da hendes far, Atticus Finch, bliver udvalgt som advokat for den sorte mand, Tom Robinson, som er dømt for voldtagelse, bliver hun indblandet i en sag, der går langt udover hendes  egen forstand. 

"You never really understand a person until you consider things from his point of view... Until you climb inside of his skin and walk around in it."

I Lees fantastiske fortælling fremstilles en konfliktfyldt verden, hvor race, køn og klasseforhold står til diskussion, men hvor det barnlige sind og den uskyldige naivitet hele tiden fungerer som en buffer mellem virkelighedens frygteligheder og forståelsen for det, der sker. Lee formår at fortælle en historie om alvorlige tematikker, der har præget verdenshistorien og som stadig er til diskussion i dag, på en ekstrem fin og unik måde. 

"I think there's just one kind of folks. Folks."

Persongalleriet består af et bredt spektre af skarpt optrukne personligheder. Scout er umulig ikke at holde umådelig meget af, hendes ærlighed, spontanitet og frygtløse adfærd er beundringsværdig, mens storebroderen Jem, i sin overgang fra dreng til mand, gennemgår velkendte faser af irritation og vrede og opnår større og større indsigt og forståelse for sine omgivelser, men alligevel konstant passer på sin søster. Deres far, Atticus, er præget af integritet, respekt og forståelse, og han har for mange læsere været et moralsk forbillede. Hans fordomsfri sind, hans evige trang til at gøre det rette og hans frygtløse gøren, viser ham som den perfekte advokat, men det udsætter samtidig ham selv og sin familie for fare. Nabolagets andre personligheder er ligeledes fantastisk skildret - fra sladdertanterne og moderrollerne til de hævngerrige og fordomsfulde karakterer. 


Hele romanen er præget af en skrøbelig humor, og en basal godhed gennemsyrer siderne fra den første til den sidste. To Kill a Mockingbird er en roman, jeg bestemt vil anbefale til alle! 




7 kommentarer:

  1. Jeg har kun set den gamle sort-hvide film, og den holder jeg meget af! Glæder mig til engang at få bogen læst!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har ikke set filmen, men nu hvor jeg har læst bogen, skal jeg helt sikkert se den!
      Bogen kan varmt anbefales!

      Slet
  2. Jeg er helt enig - det er en virkelig velskrevet bog, og selvom tempoet er meget lavt - nærmest underspillet - så havde jeg svært ved at lægge bogen fra mig.

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Præcis. Det var en fornøjelse at læse den, selvom tempoet netop var lavt. Det fungerede bare så godt!

      Slet
  3. Hvor er det en fin version af bogen, du har!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak! Jeg købte den på Saxo til omkring 65 kr, så det er ikke engang fordi jeg har betalt dyre domme for en fin version ;-)

      Slet
  4. Den er så god, så velskrevet, og så .. sart på en eller anden måde? Jeg ved det ikke helt, men åh hvor jeg elsker den. Fantastisk anmeldelse af en fantastisk bog!

    SvarSlet