torsdag den 10. juli 2014

The Importance of Being Earnest af Oscar Wilde

"The Importance of Being Earnest" er et teaterstykke skrevet af Oscar Wilde. Det er et stykke som betyder meget for mig, da det delvist er årsagen til, at jeg blev bekendt med Oscar Wilde. 



Stykket spænder over en kort periode, og det er fordelt udover tre akter. I disse tre akter præsenteres vi for et enkelt og dog kompliceret plot. Bacheloren Algernon Moncrieff har fundet en metode, hvorved han kan slippe for kedelige frokostaftaler med tanter og andre trivielle pligter, som kræves af ham. Han har opfundet et fiktivt familiemedlem, som konstant er alvorligt syg, og som Algernon derfor ofte må besøge. Ligeledes har hans ven Jack Worthing fundet en måde, hvorpå han kan udleve sine ungdommelige flirterier og udskejelser, uden at det vil forårsage en negativ effekt på den unge niece, som han er ansvarlig for. Han har skabt en fiktiv bror ved navn Ernest, og maskeret som ham tager han fra sit hjem på landet ind til byen, hvor han kan leve sit andet og friere liv. Det fungerer fint for begge parter indtil Algernon beslutter sig for at gøre det hele lidt mere spændende ved at posere som Ernest, for Jacks niece, som selvfølgelig aldrig har mødt denne fiktive bror. Problemet opstår da de to kvindelige hovedroller, som Jack og Algernon frier til, begge er forelskede i den mand, de tror er Ernest, og for dem er navnet af aller vigtigste betydning.

"... and my ideal has always been to love someone of the name of Ernest. There is something in that name that inspires absolute confidence. The moment Algernon first mentioned to me that he had a friend called Ernest, I knew I was destined to love you."

"The Importance of Being Earnest" blev udgivet i 1895. På trods af det er sproget meget lettilgængeligt. Det er præget af en stærk humoristisk sans og en kløgtig pen, der formår at skildre karakterne rent og simpelt, men samtidig også ekstremt detaljeret. Fortællingen, både plotmæssigt og karaktermæssigt, virker absurd, men i sin absurdhed er den fuldstændig fantastisk! 

"Oh! It is absurd to have a hard-and-fast rule about what one should read and what one shouldn't. More than half of modern culture depends on what one shouldn't read."

Gang på gang kaster Wilde de smukkeste og mest indsigtsfulde citater i hovedet på en. Jeg følte mig næsten blændet og måtte hele tiden stoppe op, genlæse sætningen, for derefter at bryde ud i latter, forundring, forbavselse eller dybe tanker. I sin korthed er den koncentreret litterær lykke! Den er så proppet med humor, at det næsten springer ud fra siderne, og min begejstring har slet ingen ende. 

"I never travel without my diary. One should always have something sensational to read in the train."

Jeg har efterhånden læsten "The Importance of Being Earnest" en del gange, og den bringer mig stadig ligeså meget glæde som første gang. Selvom det måske er en falliterklæring, når man overhovedet ikke at kan sætte en finger på noget, så er der i min optik absolut intet, der kunne gøre dette værk bedre, end det allerede er. 

"All women become like their mothers. That is their tragedy. No man does, and that is his."




6 kommentarer:

  1. Det er sådan en lun humor, der hersker i det stykke. Så sigende og så underholdende. Åh hvor jeg knuselsker den bog - og din anmeldelse af den, for den sags skyld.

    SvarSlet
  2. Åh, Oscar Wilde! Så humoristisk - elsker Lady Bracknell.

    SvarSlet
  3. Elsker det drama, det er så fint og morsomt! :D

    SvarSlet
  4. Lyder meget spændende - har endnu ikke læst noget Wilde, måske jeg skulle starte her?

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er helt bestemt et godt sted at starte! Det er meget lettilgængeligt og kort :-) Jeg er ikke normalt særlig begejstret for at læse skuespil, men jeg synes virkelig at dette fungerer perfekt! Og hvis du kan lide det, så er der også masser af andre godter i Wildes forfatterskab! (fx. The Picture of Dorian Gray, som jeg elsker ligeså højt som dette stykke).

      Slet
  5. Det stykke har virkelig også en stor plads i mit hjerte! Det er drama når det er aller mest dramatisk, og aller bedst! Rigtig fin anmeldelse i øvrigt :)

    SvarSlet