tirsdag den 29. juli 2014

En Flænge i Himlen af John Green

En flænge i himlen har været en af blogverdens mest omtalte bøger, og da jeg opfattede en generel enighed om, at den er fantastisk, måtte jeg selvfølgelig også læse den. 




Den 16-årige Hazel er alvorligt syg. Hun har kræft i lungerne i føler sig som en granat, folk bare venter på vil detonere. Hun bevæger sig rundt med sine iltflasker og slanger og tager stort set afstand til alle de muligheder, verden tilbyder. Efter hun til et selvhjælpsgruppemøde møder Augustus, forvandler hendes liv sig langsomt. Augustus har overvundet knoglekræft efter at have fået amputeret sit ene ben, og deltager i mødet som støtte for vennen Isaac, som har en kræftsvulst i øjet. Augustus og Hazel udvikler et tæt venskab, og knytter sig endvidere mere og mere til hinanden på romantisk vis. 

"You don't get to choose if you get hurt in this world... But you do have some say in who hurts you. I like my choices."

Jeg vil kategorisere En flænge i himlen i kategorien over bøger, som jeg stort set aldrig læser. Kærlighedsromaner henvendt til unge har jeg aldrig fundet specielt interessante af en lang række grunde. Efter al den positive snak om romanen, havde jeg havde håbet, at den ville skille sig ud fra genren, at den ville forundre og forandre min holdning. Det gjorde den bare ikke. Alle de træk, som gør at jeg holder mig fra denne genre bøger var at finde. Det alt for gennemskuelige plot, de akavede og klichefyldte kærlighedsøjeblikke, de typiske spørgsmål om gengældt forelskelse og et lettere kedeligt og ikke særlig spændende sprog. Jeg læste denne 330-siders bog på en enkelt eftermiddag - der var simpelthen ikke noget at tygge på eller noget at stoppe op og fundere over. 

På trods af den gennemgående skuffelse var der selvfølgelig elementer, som jeg holdt mere af end andre. Hazels kærlighed til litteratur og hendes ivrige trang til at opsøge sin yndlingsforfatter, Hazels far, som på sin helt egen måde kæmper med sin datters kræft og den til tider ekstremt udramatiske og meget kontante portrættering af ung kærlighed, holdte jeg meget af. Lige på de områder brillerer John Green virkelig.

"Sometimes, you read a book and it fills you with this weird evangelical zeal, and you become convinced that the shattered world will never be put back together unless and until all living humans read the book."

Jeg må dog indrømme, at jeg var meget skuffet, efter jeg havde læst romanen. Måske havde jeg simpelthen bare for store forventninger, da jeg håbede, at denne roman ville ændre min holdning og være nyskabende i forhold til genren. Mit første møde med John Green var desværre mislykket. 

Har I læst noget af John Green, som I tror vil falde bedre i min smag? I så fald må I meget gerne kommentere på dette indlæg. På trods af mit mislykkede forsøg, søger jeg altid at udvide min horisont. 


7 kommentarer:

  1. Hvor sjovt, jeg har også lige læst den - på engelsk dog, din ser ud til at være den danske version. Der kommer med min anmeldelse på bloggen en af de nærmeste dag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Pudsigt! Jeg vil holde øje med din anmeldelse, og vente spændt på at se, om vi mon er enige :-)

      Slet
  2. Jeg har endnu ikke fået læst den. Jeg tror jeg vil vente til den store begejstrings bølge er faldet lidt ned, så jeg kan danne mig mit helt eget indtryk af bogen. Netop alle siger, at den skulle være virkelig god :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det forstår jeg godt. Da jeg læste den følte jeg allerede, at ræset var ved at være ovre, men nu hvor filmen er udkommet, så kommer vist lige endnu en bølge. Jeg vil glæde mig til at høre hvad du synes, nu hvor jeg selv var så skuffet over den.

      Slet
  3. Jeg har også fået læst den, og var skuffet. Den mødte på en eller anden måde ikke 100 % op til mine forventninger, men jeg var til gengæld lidt mere begejstret for "Looking for Alaska". Men om det var fordi at jeg ikke forventede så meget af den som jeg gjorde af "En flænge i himlen" - det tør jeg ikke at sige noget om.

    SvarSlet
  4. Hvor er det dog bare ærgerligt. Jeg elsker den simpelthen så højt med alle dens klichéer og dens store emne. Men det er jo også det smukke ved smag, at det er en individuel oplevelse som af og til kan nydes i fællesskab ^^

    SvarSlet
  5. Jeg var heller ikke begejstret. Det er en udmærket bog, hurtigt læsning osv, men den rykkede ingenting i mig. Har præcis den samme aversion som du, kærlighedshistorier henvendt til unge siger mig bare ikke særlig meget.

    SvarSlet