onsdag den 23. juli 2014

Den unge Werthers Lidelser af Johann Wolfgang von Goethe




Den unge Werthers Lidelser er en tragisk roman, udgivet i 1774, om, hvordan kærlighed kan opsluge og fortære mennesket. Stort set alle kender i dag historien, og denne anmeldelse vil derfor indeholde en spoiler, hvis man ikke skulle kende til den tragiske slutning.

Den korte roman er skrevet som brevroman og handler om den unge Werther, der i sin fortvivlelse over ikke at kunne få hende, han elsker, begår selvmord. Allerede da han møder sin elskede Lotte, er hun forlovet med en anden mand, og romanen afspejler dermed Werthers langsomme forfald. Eftersigende skulle romanen afspejle Goethes egne følelser efter en passioneret forelskelse i den gifte Charlotte Buff. 

Den unge Werthers Lidelser har fået en central placering i litteraturhistorien. Den var, med sine emotionelle og lidenskabelige følelsesbeskrivelser, et brud med den tidligere rationelle og fornuftprægede litteratur. Samtidig satte den gang i et ungdomsoprør i Europa, hvor flere unge tog Werthers egoisme til sig. 

Romanen er ikke særlig kompliceret i plot eller handling, og dens simple struktur gør den meget læsbar og ligetil. Sproget bærer dog præg af en intens lyrisk form, og lange sætninger føles til tider tunge af adjektiver. Jeg synes historien var spændende og ligeledes selve forfaldet, som Werther er ude for, men de overdyngede beskrivende sætninger virker en smule voldsomme og tyngende, og  fra tid til anden gjorde det læsningen kedsommelig. Alligevel hyggede jeg mig den solbeskinnede formiddag, hvor jeg læste den. 




2 kommentarer:

  1. Det er sådan en god bog, og så er den netop virkelig hurtigt læst. :)

    SvarSlet
  2. åh hygge er slet ikke et ord jeg forbinder med denne bog :D Synes den er fantastisk god, men overordentligt maveknugende! Jeg var næsten decideret deprimeret efter endt læsning, og det var ikke ligefrem hyggeligt, haha :D Men en virkelig stærk roman, synes jeg!
    Og din udgave er VIRKELIG flot, vil jeg sige!

    SvarSlet