torsdag den 19. juni 2014

"The Ocean at the End of the Lane" af Neil Gaiman


"Childhood memories are sometimes covered and obscured beneath the things that come later, like childhood toys forgotten at the bottom of crammed adult closet, but they are never lost for good."


The Ocean at the End of the Lane af Neil Gaiman er den første roman af Gaiman, som jeg har læst. Det er et værk, som oprindeligt skulle have været en novelle, men som undervejs udviklede sig til den roman, vi kender i dag. 


I forbindelse med en begravelse vender en middelaldrene navnløs mand tilbage til sin barndomsby. Her bliver han draget, ikke til sit gamle hus, men til en blind vej, og den gård, der befinder sig for enden af vejen. Vage minder synes at presse sig på om en pige ved navn Lettie Hempstock, men det er først, da han sidder ved den lille sø, som Lettie insisterede på var et hav, at han husker de begivenheder, der fandt sted, da han var syv. De glemte erindringer, der dukker op til overfladen, tegner et billede af en skræmmende barndom, som det i virkeligheden måske er bedst, at have glemt. 


"Monsters come in all shapes and sizes. Some of them are things people are scared of. Some of them are things that look like things people used to be scared of a long time ago. Sometimes monsters are things people should be scared of, but they aren't."



Jeg har kun hørt godt om Gaiman, og da jeg vandt denne bog og en anden af Gaimans romaner, Neverwhere, i en konkurrence på Rikkes blog, kunne jeg slet ikke vente med at se, om han kunne leve op til alle de positive anmeldelser.. Det kunne han! The Ocean at the End of the Lane er en fortryllende roman om hvordan minder lagres og om en glemsel, der aldrig helt tillader den fuldstændige fortrængning. 


Romanen indeholder nogle meget flotte og grafiske øjeblikke. Det er så udpenslet, at jeg fandt flere af dem direkte uhyggelige og fysisk ubehagelige. I starten var jeg ikke sikker på, hvordan det hele skulle forstås, og hvorfor det skulle være overnaturligt, men jeg fandt hurtigt ud af, at overnaturligheden netop afspejler vores barndomsminder. Den bliver et udtryk for barndommens meget mere visuelt stærke billeder, af en verden der er halvt virkelighed og halvt vores egen barnlige fantasis indgriben i denne virkelighed. Jeg mener ikke, at man nødvendigvis skal læse værket og forstå minderne som et produkt af et barns fantasi, min pointe er blot, at Gaiman formår, på fantastisk vis, at beskrive hvordan et barn ser verden. 

"I'm going to tell you something important. Grown-ups don't look like grown-ups on the inside either. Outside, they're big and thoughtless and they always know what they're doing. Inside, they look just like they always have. Like they did when they were your age. The truth is, there aren't any grown-ups. Not one, in the whole wide world".

Efter at have læst The Ocean at the End of the Lane har jeg længe overvejet, om der er minder fra min egen barndom, som jeg har fortrængt. Jeg har undret mig over, hvor alle de minder jeg ikke husker er blevet af, og om jeg pludselig en dag vil huske ting, som i øjeblikket er mig ukendt. Når en roman formår at starte sådanne tankeprocesser,  er det som regel fordi den har gjort et stort indtryk på mig. The Ocean at the End of the Lane er ikke en undtagelse. Den magiske historie, og i særdeleshed dens slutning, har efterladt mig i et væld af tanker og overvejelser. Det er en lille roman om et meget stort og personligt emne. 




6 kommentarer:

  1. Hvor er det godt, at du kunne lide bogen. Jeg holder selv så meget af den. Rigtig fin anmeldelse!

    SvarSlet
  2. Tænk, du allerede har fået den læst! Dét var hurtigt. Men det er også en af den slags bøger, man begynder på og uendeligt hurtigt får fortæret. Den er bare så god. Så læseværdig. Så enestående. Jeg er glad for, du godt kunne lide den. Den er så velskrevet.

    (Og så bliver det netop hurtigt en meget personlig læseoplevelse, fordi den sætter så mange tanker igang.)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg slugte den råt. Jeg kunne næsten ikke lægge den fra mig!
      Og du har så evigt ret.

      Slet
  3. Jeg hørte The Ocean at the End of the Lane som lydbog i forbindelse med Booktube-a-thonet sidste år. Det ærgrer mig faktisk lidt, for jeg kan næsten ikke huske noget fra den og havde heller ikke den vildeste oplevelse med at høre den. Måske den skal på to read listen igen ^^ Rigtig fint anmeldelse!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg oplever også ofte, at lydbøger ikke hænger ved så længe. Jeg glemmer ting, lægger ikke mærke til de gode citater og handlingen og plottet flyder tit ud. Jeg synes The Ocean at the End of the Lane var en rigtig god læseoplevelse, så jeg vil bestemt anbefale at læse den, hvis du ikke fik så meget ud af den som lydbog.

      Og mange tak!

      Slet