mandag den 23. juni 2014

"Neverwhere" af Neil Gaiman



Neverwhere af Neil Gaiman foregår i et, for de fleste, ukendt London, undergrundens London, også kaldet London Below.  London below er et parallelt univers med London above, og der er et konstant spil mellem Londons velkendte seværdigheder, områder og undergrundsstationer og det ukendte London belows forvredne og mærkværdige brug af netop disse. Richard Mayhew bliver trukket ned i London Below efter et forsøg på at hjælpe en ung kvinde, der ligger blødende på gaden. I mødet med den unge kvinde, Lady Door, bliver han indblandet i hendes hævntogt og jagt på retfærdighed, efter den brutale slagtning af hendes familie. Hans normale hverdag i London above forsvinder og glider ud af hænderne på ham, samtidig med at han opdager en verden, hvor alt er vendt på hovedet. 

"He had noticed that events were cowards: they didn't occur singly, but instead they would run in packs and leap out at him all at once."

I dette nye univers lærer Richard noget nyt om den verden, han kommer fra. Skrækkelige og blodige scenarier, uhyggelige snævre og fugtige gange, ukendte livsformer og ubegribelige højder gør, at Richard i hele romanen længes efter at vende tilbage til sit normale liv, hvor det værste han kan udsættes for, er forsinkede busser og taxaer, der ikke lægger mærke til ham. Konstant føler han sig udenfor og beklemt ved de situationer han udsættes for, men alligevel sker der en utrolig udvikling i ham. 

"He had gone beyond the world of metaphor and simile into the place of things that are, and it was changing him."





Neil Gaiman formår i denne roman at sætte fokus på skyggesiden af en storby som London. Svage og fattige mennesker, som den travle befolkning af arbejdsbier overser i gademiljøet, og som flere måske bevidst blokerer fra deres bevidsthed, får pludselig lov til at træde frem, som de stærke mennesker, de er. Storbyens største frygt, rotterne, får pludselig autoritet, styrke og magt over mennesket, og i denne underverden lever alle de udstødte, de glemte og ikke mindst alle dem, der ligesom Richard, er faldet i en af London above's sprækker. 

Det univers Gaiman skaber er magisk og forfærdende, og idet det placeres direkte under en storby som London, som netop består af tomme undergrundsbaner, skakter og rør, bliver magien og forfærdelsen blot stærkere. Styrken ved romanen ligger i de karakterer han skaber og i de omgivelser, de får lov til at udvikle sig i. Romanens skurkepar Mr. Croup og Mr. Vandemar er ren, hårdkogt ondskab, og de dyrker tortur og smerte som var det en livsvarm hobby. Foragten er bundet til dem helt fra romanens begyndelse med deres knasende tænder, der knuser knogler i levende duer og småkryb og med deres ondskabsfulde vittigheder. Samtidig har man en ufattelig stor sympati for Lady Door og hendes hævntogt, og for Richard og hans håb og drømme om at vende hjem til sit normale liv. 

Neverwhere handler om storbyens skyggesider, om brændende ønsker, der kan mislede og være fejlvurderede, om magi og venskab og om personlig udvikling og heltemod. Det er en utrolig spændende roman, hvor ens fantasi bliver udfordret og næsten blegner i sammenligning med Gaimans. Jeg har læst mig frem til, at Gaiman har overvejet at lave en fortsættelse, og jeg håber bestemt, at det sker. 



5 kommentarer:

  1. Jeg elsker dine anmeldelser. Og jeg elsker din begejstring. Gaiman er altså superdygtig, og når man tænker over det, er der en utrolig spændvidde i hans bøger; også bare stor forskel på hvordan 'Neverwhere' er skrevet sammenlignet med 'Ocean'. Jeg elsker, at han er så alsidig og kreativ!

    Og åh, synes du ikke beskrivelserne af Mr. Croup og Mr. Vandemar var det sjoveste? Jeg morede mig sådan!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, Rikke! Det er jeg virkelig glad for!

      Nu har jeg jo kun læst "Ocean" og "Neverwhere", men allerede der, er der bestemt en utrolig spændvidde. Det eneste de har tilfældes er magien.. Jeg læste bag i bogen, at han altid blander fiktion og virkelighed, fordi det gør ham i stand til at beskrive verden, som han ser den - Jeg gad godt se verden, på samme måde som han gør!

      Jeg var helt vild med Mr. Croup og Mr. Vandemar! Selvom de er skurkene og på trods af deres modbydelighed, er de uden tvivl mine yndlingskarakterer i romanen. De er så fantastisk portrætteret!

      Slet
  2. Åh du giver mig endnu mere lyst til at læse "Neverwhere", den står på min hylde og venter på mig, jeg skal bare lige have sommerferie, og så begynder jeg på den. Du får den virkelig til at lyde endnu mere indbydende! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det forstår jeg godt! Da jeg fik den ind af døren begyndte jeg næsten på den med det samme, jeg kunne simpelthen ikke vente! Jeg glæder mig til at høre, hvad du synes om den!

      Slet
  3. Fantastisk anmeldelse. Hører kun godt om Neil Gaiman, men har endnu ikke læst en eneste af hans bøger, må virkelig få gjort noget ved det. Måske er 'Neverwhere' et godt sted at starte?

    SvarSlet