mandag den 16. juni 2014

"Just Kids" af Patti Smith

Just Kids af Patti Smith udgivet ved forlaget Klim.

I 2010 stod min gode veninde og jeg tæt presset op af hegnet, allerforest foran Orange Scene på Roskilde Festival og ventede på Patti Smith. Min veninde havde introduceret mig for hende, før vi tog afsted, og jeg blev fuldstændig fortabt i hendes musik og hendes fantastiske udtryk: en vaskeægte rockgoddess. Koncerten var utrolig smuk og dyb, og mens I læser videre på min anmeldelse af hendes roman Just Kids, kunne I jo overveje, at lytte til dette fantastiske nummer

Just Kids handler om kærlighed og drømme. Den tyveårige Patti Smith flytter til New York, hvor hun møder den unge kunstner Robert Mapplethorpe. De to flytter sammen og lever et skrabet liv med blot få dollars om ugen. På trods af omstændighederne opstår der en samhørighed mellem de to, og de får i fællesskab mulighed for at lade deres kreativitet udfolde sig. Man følger dem herefter på deres rejse, både i samfundet, i kunsten og i deres forhold til hinanden. Efter at have nået bunden og mærket menneskets svaghed indkvarterer de sig på det sagnomspundne Chelsea Hotel, hvor et væld af tidens største forfattere, digtere og musikere i perioder boede. Blandt navnene finder man både Bob Dylan, Charles Bukowski, Janis Joplin, Tom Waits, Iggy Pop og Leonard Cohen. Parret trives, og deres kærlighed til hinanden forbliver intakt og ligeså utrolig stærk, selv da Patti må trække sig tilbage og lade Robert udforske sin homoseksualitet.

"We wanted, it seemed, what we already had, a lover and a friend to create with, side by side. To be loyal, yet be free."

Romanen portrætterer to unge mennesker før deres berømmelse, og den portrætterer et kærlighedsforhold, der går meget dybere end den romantiske kærlighed. I 1989 døde Robert Mapplethorpe af Aids. Før hans død får han Patti til at love, at hun vil skrive deres historie. Just Kids er resultatet, der mere end tyve år efter hans død, endelig udkom. 


Jeg købte Just Kids udelukkende på grund af min interesse og min kærlighed til Patti Smith. Jeg kendte ikke til hendes løfte til Robert, og jeg troede, at dens fokus ville være hendes eget liv. Alligevel følte jeg mig ikke snydt. I hendes beskrivelser af forholdet til Robert, fortæller hun, mellem linjerne, ligeså meget om sig selv, som om ham. Det venskab og den kærlighed, hun omkranser, består i lige så høj grad af hende som af ham, og selvom flere perioder og begivenheder i hendes liv står i baggrunden, fik jeg stillet mit behov for detaljer og fortællinger om hende. På sin vis er romanen meget mere intim, end jeg kan forestille mig, en selvbiografi ville have været. I Just Kids skildrer hun sin største kærlighedshistorie,  og blotlægger sine tanker og følelser ærligt og åbent for læseren. Man får lov til at komme helt tæt på, både i det gode og det dårlige. 

Parrets samhørighed er unik. Jeg er i mangel af ord til at beskrive det, fordi det er så specielt, så mærkværdigt og rent. De tror på hinanden og fungerer som hinandens inspirationskilder, de er åbne og accepterende, og de er spontane og ivrige efter, på vegne af hinanden, at opnå deres drømme. De kender hinanden, forstår hinanden og deres accept gør det muligt for dem at nå en ukendt kunstnerisk dybde,  hvor de lever deres kunst. Selv efter Patti er blevet gift og har fået børn, og mens Robert og hans partner begge to langsomt opløses af den uhelbredelige og dræbende sygdom, bevarer de deres unikke bånd. 

"We were as Hansel and Gretel and we ventured out into the black forest of the world"

Romanen er fyldt med smukke betragtninger og gribende øjeblikke. Jeg blev især dybt rørt over en beskrivelse af et stemningsøjeblik mellem Robert og Patti. Robert er døende og Patti er gravid, og hun formår at beskrive dette sørgelige øjeblik så smukt:

"Within that moment was trust, compassion and out mutual sense of irony. He was carrying death within him and I was carrying life. We were both aware of that, I know."


Just Kids er en roman, der ikke kun henvender sig til Patti Smith fans. Alle der har interesse for samtidens litterære og musikalske undergrund, 70'ernes New York eller for store, voldsomme og fantastiske kærlighedshistorier kan læse denne roman, og nyde den. Den er ikke skrevet i en ophøjet stil eller med et konstant tilbageskuende blik, den er skrevet på en overbevisende og sandfærdig måde, hvor ungdommens naivitet og spontanitet er bevaret intakt. Jeg synes det er en fantastisk roman, og jeg læste hver en bid med glæde. 

2 kommentarer:

  1. Det er sådan en skøn bog, virkelig poetisk og smuk! Jeg læse den, da jeg var i New York - det var ret perfekt :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Wow. Det må have været fantastisk at læse den, mens du var i New York. Så er oplevelserne da virkelig kædet sammen på rette vis!

      Slet