lørdag den 28. juni 2014

"Hollywood" af Charles Bukowski



Jeg har genlæst Charles Bukowskis roman Hollywood i forbindelse med mit kommende bachelorprojekt. I romanen møder vi den aldrende forfatter Hank Chinaski, Bukowskis alter-ego, der modvilligt går med til at skrive et filmmanuskript til instruktøren Jon Pinchot (Barbet Schroeder), en mærkværdig mand, der er villig til at ofre alt for filmen. Romanen fremstiller hele processen; selve skabelsen af manuskriptet, hvervningen af skuespillere, forsøg på at få økonomisk støtte og utallige absurde afbrydelser, som alle er et produkt af den Hollywood-industri, Chinaski med en bitter og latterliggørende foragt, er endt i. 

"People just weren't interesting. Maybe they weren't supposed to be. But animals, birds, even insects were. I couldn't understand it."


Det er typisk for Bukowskis romaner, at de alle på en eller anden måde rummer hans egen personlighed og begivenheder fra hans eget liv. Hollywood er ingen undtagelse, faktisk er det den roman, der tydeligst kan læses som en selvbiografisk roman. Den beskriver det forløb Bukowski selv var igennem, da han skrev manuskriptet til filmen Barfly, som har Mickey Rourke og Faye Dunaway i hovedrollerne. Undervejs i romanen træffer Chinaski en lang række karakterer, hvis navne oftest rimer på virkelighedens personligheder. Under disse ofte meget åbenlyse kodenavne møder vi blandt andet Jack Kerouac, Jean-Luc Godard, David Lynch, Sean Penn og Norman Mailer. Jeg har altid holdt meget af, at Bukowski indrager sig selv, fordi han som personlighed interesserer mig, og ligeledes er det interessant, med et nyt og friskt syn på tidens store filmskabere og digtere og forfattere, som Bukowski generelt ikke har meget tilovers for. 




Chinaski har en meget afslappet attitude. Han lever livet med hustruen Sarah og deres fem katte, bruger halvdelen af ugen på væddeløbsbanen med sine selvopfundne systemer til satsning, som ikke giver det mindste mening, og den anden halvdel på at arbejde på digte og drikke vin i overflod. Attituden er den samme, som i hans tidligere romaner, men alligevel fornemmer man, at en ro har lagt sig over han. Han er ikke længere en del af de fattige bumser eller omgivet af sindsforvirrede kvinder, og som han bemærker et par gange, har han overlevet disse fortidsspøgelser, som alle er døde. Han er blevet ældre, og en vis nostalgi præger romanen, når han oplever filmatiseringen af sit tidligere liv og pludselig genkalder sig sin snuskede ungdom, slåskampene, flaskerne, skænderierne og  lyden af tasterne på en skrivemaskine. Jeg ville sige, at han glamouriserer dette liv, som de fleste mennesker ikke ville kunne overleve, men det passer ikke. Det han i virkeligheden gør er at trække dette liv op til overfladen, vise det frem til omverden og fortælle den, at man også kan leve sådan, og at det i virkeligheden slet ikke betyder noget. 

"Writing was never work for me. It had been the same for as long as I could remember: turn on the radio to a classical music station, light a cigarette or a cigar, open the bottle. The typer did the rest. All I had to do was be there. The whole process allowed me to continue when life itself offered very little, when life itself was a horror show. There was always the typer to soothe me, to talk to me, to entertain me, to save my ass. Basically that's why I wrote: to save my ass, to save my ass from the madhouse, from the streets, from myself."

Selvom Chinaski tager alting som det kommer, spirer en lille bekymring fra tid til anden op i ham. Han frygter at blive endnu et led i Hollywood-industrien, at ende som et af de mennesker, han altid har hadet og foragtet. Romanen afspejler splittelsen i ham. På den ene side nyder han den gratis vin, holder af den skøre og kreative instruktør Jon Pinchot og smugkigger fra et bilvindue, for at se hvor mange, der kommer og ser filmen, men på den anden side foragter han næsten alle de mennesker, der befinder sig omkring ham: snobberiet, pengene, de kedelige typer, grådigheden og egoismen. 

"Are you becoming what you've always hated?"


Hollywood er en fantastisk roman. Den er humoristisk og latterfremkaldende med de mest bizarre situationer og pudsigste karakterer, den er alvorlig og dyb, når Chinaski pludselig befinder sig i små øjeblikke af selvindsigt, den er smuk i sin filosoferen over livet og den er stærk i sit sprog. Bukowski skriver med en ro og en humor, som man kun finder hos forfattere, der hviler i sig selv. Selvom han er død, kan jeg godt lide tanken om, at han sidder et eller andet sted foran sin skrivemaskine, med radioen tændt på en klassisk kanal, der spiller Mozart, den tændte cigaret mellem læberne og en åben flaske vin, der stadig står i en brun papirspose. Sådan vil jeg altid tænke på ham, og sådan håber jeg på, at holde ham i live bare lidt endnu. 



1 kommentar:

  1. Jeg knuselsker Bukowski for hans sprog og ærlighed. Dejlig anmeldelse.

    SvarSlet