fredag den 30. maj 2014

"The Beautiful and Damned" af F. Scott Fizgerald



The Beautiful and Damned af F. Scott Fitzgerald blev udgivet første gang i 1922 og er Fitzgeralds anden roman. Romanen foregår  i New York i jazzalderen, og handler om  Anthony Patch, som med sin Harvarduddannelse, sin velhavende bedstefar og gode sociale kår, har en lovende fremtid forude. Da han møder den smukke unge kvinde, Gloria, forelskes han hovedkuls i hende, og de to bliver gift. Det unge par lever drømmen. I deres lyserøde verden af forelskelse indkvarterer de sig på de fineste hoteller, spiser på de dyreste restauranter og køber alt, hvad de ønsker sig. Deres hverdag er præget af fest og farver og intet andet. Da Anthonys bedstefar dør, står Anthony til at arve hans formue, men bliver chokeret, da han opdager, at dette ikke er tilfældet. Anthony lægger sag an, og i de fire og et halvt år, sagen kommer til at vare, bliver det unge og lykkelige par langsomt ført ned igennem samfundets konsekvente og hårdhændede spiral.  Alkoholforbruget stiger støt i takt med, at deres lykke krakelerer, og de langsomt lader livets indhold og substans glide ud af hænderne på dem.

"In this extremity they were like two goldfish in a bowl from which all the water had been drawn; they could not even swim across to each other"

The Beautiful and Damned er en stærk roman om et farverigt og festgladt New York, der i sin pragt overstråler skyggesiderne, hvor krig, død, ødelæggelse og fattigdom hele tiden trænger sig på. Anthony og Gloria er komplekse individer, der med deres vellidte sociale baggrund ikke aner skyggerne, der lurer overalt. Romanens titel er rammende, for de er virkelig smukke og forbandede. De er et produkt af deres opvækst og det miljø, der har forkælet og puslet om dem, så de er blevet egoistiske og usympatiske. Alligevel kan man ikke lade være med at holde en smule af dem. De bliver begge let rastløse og keder sig over livet, hvor deres formål er simple. Glorias er at finde en mand og at være ung og smuk, mens Anthonys formål  og beskæftigelse i livet, hovedsageligt er at vente på sin arv. Men deres fælles kedsomhed og rastløshed får dem til at gå i stå. I deres evige konflikt omkring arbejde og indtjening er løsningen altid en forskydning, en venten til dagen efter, og mens de venter på den næste dag, lever de stadig drømmelivet og bruger deres penge ufortrødent. 

"Only for a brief moment every day in the warmth and renewed life of a first high-ball did his mind turn to those opalescent dreams of future pleasure - the mutual heritage of the happy and the damned."

Jeg har altid holdt meget af Fitzgerald, lige siden jeg læste The Great Gatsby og blev fuldstændig mesmerized. Dette værk er den tredje roman jeg læser af ham, og selvom jeg nød værket, kunne jeg desværre godt mærke, at det med sine lidt over  400 sider er væsentligt længere end andre af Fitzgeralds værker. Fortællingen tager lidt tid om at komme igang, og generelt er tempoet langsomt og uden de store handlingsforløb. Det er ikke nødvendigvis dårligt, og jeg holder af mange bøger, hvor der stort set intet sker, men jeg fandt alligevel dette værk langtrukkent. Flere steder forekom der afsnit, som jeg sagtens kunne have undværet, og jeg tror, den endelige oplevelse ville have været meget stærkere, hvis romanen havde været kortere. 

"I don't want just words. If that's all you have for me, you'd better go"


Som altid er Fitzgeralds ord fængslende. Hans sprog er så velformuleret og smukt, når det slår krøller på sig selv og blomstrer i udtryk og nye orddannelser. Flere gange måtte jeg stoppe op og genlæse den foregående sætning, blot for at få hele effekten med. Udover Fitzgeralds små sprogmirakler fattede jeg yderligere interesse for værket, fordi det er blevet kaldt en art selvbiografi. Jeg ved ikke hvor bogstaveligt man skal tage det, men forestillingen om, at Anthony og Gloria er baseret på Francis og Zelda selv, hæver fortællingen op på et andet niveau for alle Fitzgerald-entuisaster. Fitzgerald kaster da også en enkelt bemærkning til sit eget forfatterskabs This Side of Paradise, da han sidst i romanen skriver:

"You know these new novels make me tired. My God! Everywhere I go some silly girl asks me if I've read "This Side of Paradise". Are our girls really like that? If it's true to life, which I don't believe, the next generation is going to the dogs. I'm sick of all this shoddy realism."


Jeg havde en god oplevelse, da jeg læste romanen. Men jeg har samtidig også været glad for et par længere pauser fra tid til anden.










1 kommentar:

  1. Det er simpelthen så god en roman. Jeg knuselsker Fitzgerald for hans smukke ord.

    SvarSlet