onsdag den 14. maj 2014

"Pride and Prejudice" af Jane Austen




Månedens bog i min bogudfordring er Pride and Prejudice af Jane Austen. Det er min søde veninde fra studiet, som har valgt den til mig, og jeg er sikker på, at hun ikke er den eneste, der mente at det var på tide, at jeg fik læst den. Her i blogland bliver Jane Austen næsten dyrket som en guddommelig kvinde, hvilket både har virket intimiderende, fascinerende og en lille smule absurd. 

Pride and Prejudice er den første roman jeg har læst af Jane Austen, og selvom jeg ikke kender meget til hendes forfatterskab, var den præcist som jeg havde forventet: én stor kærlighedshistorie bestående af mange små. Romanen finder sted i 1800-tallets England og omkranser en typisk engelsk middelklassefamilie med af fem unge døtre. Vi følger den livlige protagonist, Elizabeth Bennet, og størstedelen af romanens handling ser vi fra hendes perspektiv. Hun er den næstældste af de fem søstre, som alle er stærkt markerede og individuelle personligheder. De fem piger bor hos deres forældre, som ligeledes har meget stærke personligheder. Deres mor, Mrs. Bennets eneste mål i livet er at få sine døtre gift med rige mænd, og til det tyer hun til alle midler. Hun hvirvler konstant ind og ud af billedet med sine bekymringer, forhåbninger og pralerier svingende omkring sig. Mr. Bennet lægger man derimod mest mærke til ved hans fravær og forsømmelse af sine døtre. Han forsvinder konstant i sine bøger og vågner aldrig helt op til den verden, der udspiller sig foran ham. Romanen åbner med nyheden om, at den unge bachelor Mr. Bingley og hans ven Mr. Darcy er flyttet til nabolaget. Den ældste søster Jane og Mr. Bingley bliver hurtigt forelskede, men deres kærligheds forening er ikke så ligetil. Den arrogante Mr. Darcy står tilsyneladende hele tiden i vejen, og Elizabeths desperate had til ham er ligeså stærkt, som hendes overbevisning om at kærligheden er det vigtigste i ægteskabet. 





"It is a truth universally acknowledged, that a single man in possession of a good fortune, must be in want of a wife."

Med denne berømte og vittige sætning lægger romanen op til en humoristisk fortælling om ægteskab og menneskets forskellige facetter. Og det er netop disse tematikker, der er bærende for romanen. Det er menneskers reaktioner og deres forholden sig til hinanden i forskellige situationer, og knapt så meget situationerne i sig selv, som skaber dette værk og gør det til noget særligt. Austen skaber nogle fantastiske og livagtige karakterer, som hver især er så skarpt optrukket, at de virker ubehageligt realistiske. Elizabeths mor er så forfærdelig i sine desperate forsøg på at få sine døtre gift, at man næsten udvikler et had til hende. Hendes ligegyldige mine til døtrenes egne ønsker er en ubehagelig egenskab ved en mor, men samtidig ved man, at hendes handlinger er præget af det konstante ønske om overlevelse og hendes håb om rigdom og glæde for hendes døtre. Elizabeths far er som nævnt forholdsvis fraværende i romanen. Alligevel står han engang i mellem tydeligt frem og markerer sine holdninger. Elizabeth er hans favorit, og hun formår at bringe ham til live og væk fra bøgerne engang i mellem. Man er ikke i tvivl om, at han holder af sine døtre, og at han vil gøre meget for dem, men først da en af døtrene ender i ulykke, føler han vægten af skyld på sine skuldre, og først der angrer han, at han ikke har været tilstede mere. Som karakter holdte jeg af ham, men jeg misunder bestemt ikke de fem søstre, for at have ham som far. 

"An unhappy alternative is before you, Elizabeth. From this day you must be a stranger to one of your parents. Your mother will never see you again if you do not marry Mr. Collins, and I will never see you again if you do."

Elizabeths karakter er umulig ikke at holde af, hendes livlige, vittige og intelligente tilgang til verden er misundelsesværdi, og man tilgiver hende derfor for hendes tendens til hurtigt at anlægge fordomme ud fra førstehåndsindtryk. Hendes fordomme bliver en forhindring, der lægger sig mellem hende og Darcy, på samme måde som Darcys stolthed gør det. Titlen Pride and Prejudice indikerer de to elementer, som langsomt bliver nedbrudt i løbet af romanen, og som ved deres fravær tillader at lade en af de største kærlighedshistorier udfolde sig. 

"I could easily forgive his pride, if he had not mortified mine."

Jeg må indrømme, at jeg er positivt overrasket. Jeg havde forventet at tematikkerne ville kede mig. Der er så uendelig mange kærlighedshistorier, og de åbenlyse finder jeg som regel uinteressante. Pride and Prejudice er ikke kun en kærlighedshistorie, det er også et vidnesbyrd om mennesker, om stand og opdragelse og om familieliv i en anden tid, end den vi lever i i dag. Netop fordi den er alt det, er den interessant. Samtidig formåede Austen, med sine præcise og smukke formuleringer at forundre og bevæge mig gang på gang. Det er bestemt et meget fint stykke litteratur, og jeg vil ikke afvise ideen om at læse flere af hendes romaner. 

7 kommentarer:

  1. Det varmer mit Austen-elskende hjerte, at du kunne lide "Pride and Prejudice". Det er sådan en vidunderlig bog!

    SvarSlet
  2. "Pride and Prejudice" er en af mine favoritromaner, fordi den kan så meget. Det er, som du selv er inde på, nemlig ikke bare en kærlighedshistorie. Den giver også et indblik i den tid, Jane Austen selv levede i. Jeg kan bestemt anbefale dig at bevæge dig ud i flere af Austens bøger. De er vidunderlige :)

    SvarSlet
  3. Jeg sidder her og nikker genkendende til alt det du nævner i din anmeldelse, og er fuldstændig enig. Jeg blev nemlig også positivt overrasket da jeg læste bogen sidste år. Har endnu ikke læst andre Austen-værker, men "Pride and Prejudice" faldt i hvert fald i min smag netop fordi den var så meget mere end jeg havde regnet med.

    SvarSlet
  4. Jeg er glad for du så forbi dine små fordomme om "Pride and Prejudice" og får helt lyst til at genlæse bogen efter din anmeldelse! Jeg er sikker på at enhver der blot har set spillefilmen, må have sine forbehold, da den på ingen måde formår at skildre Austins humoristiske og underfundige kritik af personligheder og deres dårligdomme som man kender alt for godt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Well said. Jeg er helt enig. Og så er jeg så glad for, dit første Austen-møde var en succes, søde Ida :)

      Slet
  5. Elsker Jane Austen, og jeg holder meget af "Pride and Prejudice", og som du er inde på, er det jo ikke bare en kærlighedshistorie. Og det er det, jeg holder så meget af ved Austen, for mange tror det bare er plidderpladder-romantik, men i virkeligheden er hun altid klingende ironisk og spot on samfundssatire. Hendes romaner har så mange fine lag. :)

    SvarSlet
  6. Fantastisk beskrivelse af romanen! Den er også en af mine yndlingsbøger - både grundet alle de elementer, som du så smukt får beskrevet her, men også fordi den har spillet så uendelig vigtig en rolle i verdenslitteraturen og -kulturen siden dens udgivelse. Man kan elske den, man kan (vist nok også) hade den, men man kan ikke undgå det faktum, at "Pride & Prejudice" er en af de vigtigste romaner, der nogensinde er blevet skrevet.

    SvarSlet