søndag den 25. maj 2014

"Gift" af Tove Ditlevsen




I 1971 skrev Tove Ditlevsen den korte roman Gift, som med sin tvetydige titel både henviser til romanens skildring af hendes fire ægteskaber og til den gift i sprøjten, som hun bliver afhængig af. Det er en selvbiografisk roman, som genremæssigt er betegnet som erindringer. 

Romanen indledes med en beskrivelse af hendes ægteskab til den 30 år ældre Viggo F., som på daværende tidspunkt var redaktør på tidsskriftet Vild Hvede og dermed i stand til at hjælpe hendes litterære karriere igang. Tove befinder sig ikke særlig godt i ægteskabet, og da hun møder den unge stud.polit Ebbe, bliver hun skilt, for at gifte sig med Ebbe, med hvem hun venter barn. Ægteskabet med Ebbe er stormfuldt, og hun ender tilfældigt med at have en affære med en lægestuderende, Carl, med hvem hun bliver gravid. Hun får en udskrabning af ham, og opdager i den sammenhæng stoffet pethidin, som hun hovedkuls bliver forelsket og afhængig af.  Dernæst følger en lang periode med stofmisbrug, skilsmisse, et nyt ægteskab med Carl - eller i højere grad stofferne, han kan give hende, manipulation og et liv, hvor stoffer, alkohol og piller er dominerende og altafgørende. 

Fortællingen er hudløs ærlig og forekommer derfor meget barsk, men denne barskhed er blot et element, som omkranser et skrøbeligt menneske og hendes liv. Hendes evige og konstante uro, som kun kan sættes i bero, når han skriver, er den drivende kraft igennem hele romanen. Det at skrive holder hende i live, og gør hende i stand til at lægge stofferne på hylden fra tid til anden, hvilket hverken kærligheden til mændene eller til sine børn formår. 

"Vi har kærligheden ret på vores side, sagde han. Den ret, sagde jeg og kyssede ham, er altid retten til at gøre andre fortræd."

Værket er et ubehageligt vidnesbyrd om mislykket kærlighed, håb, drømme og afhængighed. Det er tankevækkende og fascinerende at træde ind bag facaden hos en af dansk litteraturs største kvindelige forfattere. Man føler for hende og imod hende: Carls manipulation og psykotiske forhold til hende, hvor han langsomt og udførligt gør hende mere og mere afhængig, skaber den største sympati og medfølelse, for den uheldige forfatterinde, men samtidig bliver  hendes ubarmhjertighed og ligegyldighed overfor sine børn, da hendes eneste kærlighed er stofferne, så ubehagelig, at man væmmes. En så ærlig portrættering af sig selv, har jeg sjældent oplevet før, og det gør romanen til et meget stærkt værk.

Endnu stærkere bliver det, når man kender Tove Ditlevsens liv og ved, at det blot fem år efter udgivelsen af Gift endelig lykkedes for hende, efter flere forsøg, at begå selvmord. De destruktive tanker er allerede tilstede i Gift, og selvom omstændighederne er forfærdelige, er det dog en trøst, at hun til sidst fandt den hvile, hun hele sit liv søgte. 

Gift er en fantastisk roman! Sproget er simpelt og ligetil, hvilket gør læsningen en fornøjelse. Samtidig med at romanen giver et spændende indblik i forfatterindens eget liv og hendes samtid, arbejder den også med interessante emner som kærlighedens styrke og vilje, misbrugets dekonstruktion og den store fascination og besættelse af litteraturen og selve skriveakten. Det eneste minus ved min læsning af romanen var dens slutning. Det sidste kapitel springer langt frem i tiden og forsøger både at redegøre for hvad der er sket siden handlingen i det foregående kapitel, og at drage endelige konklusioner eller moraler ud fra det samlede værk. Slutninger og sidste sætninger har stor betydning for min opfattelse af et værk, og Ditlevsens opsatte og uoriginale afrunding ødelagde desværre lidt min endelige oplevelse.  Men på trods af det, er det bestemt en anbefalesværdig bog!

2 kommentarer:

  1. Den lyder helt fantastisk - glæder mig til jeg når til denne!

    SvarSlet