onsdag den 23. april 2014

Read-a-thon #1

Lørdag bliver en fortryllende dag, det er nemlig dagen for Dewey's read-a-thon, og for min allerførste oplevelse med dette fænomen. I de sidste par dage har jeg begejstret fulgt med i planlægning, lister og mål, og jeg har endelig selv formået at udvælge mine endelige værker. Jeg har med vilje lavet en lidt for stor stak med den tanke, at jeg undervejs kan rokere rundt på rækkefølgen alt efter humør og træthed. 

Read-a-thonet bliver for mit vedkommende en smule anderledes, eftersom jeg har været nødsaget til at presse det ind i en fyldt kalender, overvældet med eksamensfrister, arbejde og deadlines. Derfor står jeg tidligt op lørdag morgen, på trods af den officielle start kl. 14, og jeg må nøjes med at være med de første tolv timer. Det er jeg selvfølgelig meget ærgerlig over, og jeg håber, at jeg næste gang, får mulighed for, at være med hele vejen.




Jeg vil starte dagen med Huckleberry Finn af Mark Twain og dernæst bevæge mig videre til Fitzgeralds The Beautiful and Damned, som har stået og samlet ufortjent støv i min reol siden i sommers. Jeg håber, at Rikkes læsning af samme værk, vil glide over i min, så vi kan nå at udveksle et par kommentarer undervejs, og gøre oplevelsen lidt hyggeligere. Et spring i tid og sted fører mig videre til Erland Loes Stille dage i Mixing Part, som jeg håber, jeg kan nå at læse færdig hen på eftermiddagen. Jeg regner ikke med, at jeg når flere bøger end disse tre, men hvis heldet skulle være med mig, har jeg i tilføjet Peter Plys og hans venner af A. A. Milne og Æsops Fabler, som jeg stoler fuldt og fast på, kan opkvikke selv de trætteste øjne. 

Ligesom mange andre, vil jeg oprette et indlæg, som jeg vil opdatere løbende. Jeg glæder mig utrolig meget til at følge med I opdateringer og erfaringer hos alle Jer der deltager og til en hyggelig dag i læsningens tegn. 


Deltager I i read-a-thonet på lørdag, og hvilke læseplaner har I lagt? 

3 kommentarer:

  1. Åh, det er så hyggeligt, at du også deltager! Eftersom vi begge har opgivet "The Beautiful and the Damned" som dagens anden bog, bør vores læsning vel ramle sammen, før eller siden. Om ikke andet kan vi altid diskutere den bagefter!
    Og ellers, fantastisk fin bogstak. Enhver Peter Plys er ultimativ lykke-eskapisme, og "Æsops Fabler" er en perfekt bog til trætte øjne - det opdagede jeg selv til Read-a-Thon sidste år.

    Det bliver sådan en hyggelig dag, og jeg glæder, glæder, glæder mig til at følge dig undervejs :)

    SvarSlet
  2. Jeg synes altid det her read-a-thon ligger i mine eksamener, endnu engang kan jeg i hvert fald ikke selv deltage. Men jeg vil ønske dig al held og lykke og glæd dig til Erlend Loe. Den er helt fantastisk (og meget hurtigt læst)! ^^

    SvarSlet
  3. Er så misundelig, kan nemlig ikke selv deltage denne gang!
    Håber du får den herlig oplevelse :)

    SvarSlet