torsdag den 24. april 2014

Anmeldelse: Tove Jansson, Mumifar og havet



Som I måske ved er jeg i øjeblikket igang med en eksamensopgave om mumitroldene. Opgaven er vinklet sprogfilosofisk og handler om alt andet end mumitroldenes eventyr, i stedet har fokus været på navngivningens betydning for eksistens og identitet, og den unikke form for referencer, væsnerne i Mumidalen gør brug af. Det har været spændende, og jeg har fået mulighed for at læse en hel masse mumirelaterede værker og tekster. I går læste jeg Mumifar og havet, en af de sidste romaner Jansson skrev om mumitroldene. 

Mumifar er blevet ked af det trivielle liv hjemme i Mumidalen, hvor han føler sig rastløs. Alle omkring ham virker til at have betydningsfulde erhverv og ting de skal nå, mens han selv føler sig overset og uvigtig. Derfor beslutter han sig for, at hele familien skal flytte ud på en lille bitte ø, langt ude på havet, hvor han vil være fyrpasser. De sejler afsted i deres skib, "Eventyret", og når frem til øen. Øen viser sig dog at være et meget mærkværdigt sted, og langsomt bliver familien mere og mere splittet og isoleret i deres ensomhed. Mumifar formår ikke at tænde fyrret, og søger store udfordringer for at fortrænge følelsen af ubetydelighed. Hans stærke behov for at forstå alt omkring ham, heriblandt havet og dets luner og My og Mumitroldens nysgerrighed efter at lære øens hemmeligheder at kende forårsager, at øen vågner og bogstavelig talt kryber sammen i rædsel. Mumifar må slutte fred med havet og erfare, at nogle ting bare ikke lader sig bestemme.





"Nu var det alvor. Mumimor styrtede over det våde sand og ud i vandet for at vise sin medfølelse, det var bedre end at sige noget, lige nu. Mumifar og mumimor stod ved siden af hinanden i bølgerne og frøs..."

Et af de aspekter jeg holder allermest af ved mumitroldene, er deres forhold til hinanden. Mumimor er det mest sympatiske væsen af dem alle, hun er altid til at stole på, hun har utrolig meget omsorg for sine medvæsner, og hun har altid små bolcher med i tasken, som hun kan dele ud af til de andre, når de trænger til lidt opmuntring. På den måde minder hun meget om min egen mor, hvilket blot gøre læsningen hyggeligere. Generelt minder væsnerne meget om virkelige mennesker. Lille My er det arketypiske stædige barn, som altid er ivrig efter eventyr og som handler først og tænker bagefter. Hun er et bistert lille væsen, som springer ind i handlingen og rækker tunge af alt og alle. Mumitrolden er derimod et mere tænksomt barn og hans godhed gør næsten helt ondt. Mumifar er familiens umiddelbare overhoved, han holder af et glas whiskey og tænker store tanker. Når Mumifar fører de store tanker ud i virkeligheden, følger familien trop, og alligevel fornemmer man hele tiden, hvordan Mumimor samler og holder familien sammen, som den lim der gør væsnernes forskellighed til ét stort smukt fællesskab. Denne konstellation gør mig glad. Deres forskelligheder forenes så fint og gør familiebilledet endnu skønnere. 


"Det er synd, at mødre ikke også kan tage af sted, når de har lyst, og sove ude. Ja, netop mødre kunne godt have brug for sådan noget engang imellem. Hun sendte sin trold en adspredt og hengiven hilsen på den sædvanlige måde. Mumitrolden mærkede den, dér hvor han lå vågen i sin lysning, og vinkede et venligt svar med det ene øre. Natten var uden måne og meget mørk."

I Mumifar og havet får Mumifar lov til at dominere i familien. Mumimor er klar over hans behov for at føle sig vigtig, og hun lader ham bestemme og styre tilværelsens gang. Derfor bliver hun selv mere og mere ensom i fortællingen. Hendes sædvanlige vaner og puslerier er ikke mulige på øen, der ligger så langt fra land, at der intet støv er, og dermed ingen nødvendighed for at gøre rent. Hun betragter sin familie, de små pæreformede mumitrolde, fra fyrtårnets top og føler sig alene. Store velkendte emner som ensomhed og eksistens er generelle temaer i mumitroldenes univers, men heldigvis formår de oftest at finde ud af det sammen. 

Jeg holder så umådelig meget af mumitroldene, og det var en lyksalig stund, da læsningen af dette værk stod på. Jeg glæder mig nu endnu mere, til at hente de resterende romaner, som jeg har bestilt på biblioteket, og som er klar til afhentning i eftermiddag. 


2 kommentarer:

  1. Super god anmeldelse!
    Jeg husker generelt kun mumitroldene fra TV, men vidste godt at der lå noget kun mere bag. Det er rart at man i forbindelse med studiet kan fordybe sig i emner som man finder umådelig interessant, og her har du formået at formidle det virkelig godt. Din anmeldelse bringer den der mumistemning frem som er helt særlig og speciel - og din beskrivelse af karaktererne går lige i erindringslommen.
    Det var et rart lille afbræk fra bachelorskrivningen. Tak.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Det varmer virkelig meget, at du syntes om min anmeldelse, og at du fik lidt mumimagi med på samme tid.

      Det er bestemt skønt, at opgaverne er så fri, at man næsten altid kan dreje dem hen på et emne, man brænder for. Jeg har lige besluttet mig for, at mumitroldene også skal præge min opgave i mit medieanalytiske fag, hvor jeg vil diskutere adaptationen fra tegneseriestriber og romaner til tegnefilm. Det er næsten uvirkeligt, at det kan lade sig gøre!

      Slet