lørdag den 5. april 2014

Dansen med de fire vinde af Poul Ørum

Dansen med de fire vinde er en historisk roman om livet i en lille jysk by i 1700-tallet. Romanen indledes med at hestetyven Kræn Lyk bliver hængt, men inden da formår han at afpresse en af sognemændene et løfte om at begrave ham i indviet jord, et løfte som efterfølgende får konsekvenser for hele det lille samfund. 




Jeg har lånt Dansen med de fire vinde af min mormor, som er meget begejstret for Poul Ørum og mente, at jeg burde læse lidt fra hans forfatterskab. Dansen med de fire vinde er hans debutroman og handler, som mange andre af Ørums værker, om lovovertrædelser fra forskellige synspunkter. I romanen præsenteres vi for det lille sogn og dets beboere, som skildres i betydningsfulde vendinger. Karaktererne er elegant optegnede fra de bidende modbydelige og ansvarsløse til de venlige sjæle, som man fatter sympati for. 

"- Hvornår er det blevet skik, at den ene ravn hugger øjet ud på den anden? Et smil bryder den lavmælte, snærtende skarphed i mestermandens stemme: - Vi er ikke af samme slags ravne, Kasper. Det gør en forskel!"

Romanen skildrer mange skæbner på en gang, fletter dem sammen i hinanden og hvirvler dem ud igen. Sognemanden Jens Ollufsen har lovet at begrave Kræn Lyk i indviet jord efter henrettelsen, og for tjenesten har han fået otte daler. Otte daler som efterfølgende brænder i hans lomme, og som langsomt forjætter hans sjæl, mens den døde Kræn Lyk hænger og rådner i galgen. 

"Det er ingen sag at narre de levende, men hvorhen skal et menneske vende sig for at undfly den dødes krav? Ja, hvorhen, Jens Ollufsen?"

Vi følger Jens Ollufsens forsvinden i brændevinen og sin frygt for den døde. Et mørke spredes over hele sognet, hvor sladder og rygter bliver mere og mere livagtige. Der kastes et lys på menneskets ansvar overfor sig selv, hinanden og livet. Andre skæbner inddrages også, og vi betragter mennesker fejle, miste, håbe forgæves og blive styret af griskhed. Det er et tragisk, men nuanceret og spændende portræt af et Danmark der sagtens kunne have været. Dansen med de fire vinde er en spændende roman som jeg nød at læse, på trods af at jeg aldrig helt blev opslugt af den. Sproget og karakterbeskrivelserne er fantastisk velformulerede, og Ørum forstår at male et tankevækkende billede, hvor den afdøde Kræn Lyk konstant hænger og dingler i bevidstheden. 

2 kommentarer:

  1. Hvor spændende, at du har givet lidt ældre dansk litteratur en chance, og ovenikøbet bliver glad for det :)
    Jeg har aldrig selv læst noget af Ørum, men husker også en del af hans titler stående på min mormors reoler :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jeg glad for, at du synes. Der er ikke mange der skænker ældre dansk litteraturhistorie megen interesse længere.

      Det er åbenbart en rigtig mormorbog, hvad? Min mormor har fortalt mig, at hun har læst alt han har skrevet, helt indtil han begyndte at skrive krimier, så gad hun ham ikke længere. Jeg er nok alligevel ikke helt så begejstret som hun er ;-)

      Slet